Som en storebror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2015
  • Opdateret: 8 okt. 2015
  • Status: Igang
På hospitalet sidder en dreng alene. Hvorfor sidder han der? Hvad har han gjort galt? Og hvorfor er han alene?

Skrevet med Silvia og Max-Peter
Coveret er fra et udkast til et cover på bogen hvis ikke fra forfatterholdet bestseller

7Likes
4Kommentarer
1001Visninger
AA

2. Ikke hende

Tiden fløj afsted som aldrig før. Oliver mindes ikke at have set sine forældre så fulde af...liv. Han startede dagene med duften af pandekager, og kys fra sin mor. Hvad der flød gennem Oliver kunne ikke blive kaldt andet end vaske ægte lykke. Nede ved morgenbordet fik Oliver igen øjenkontakt med Kamile. Oliver gav et lille smil fra sig, og Kamile gengældte det. “Det er da helt utroligt, at nogen kan være så åndssvage at bryde i vores hus og smadre vores lille piges værelse. Absolut grotesk!” Sagde faren, mens han drak hans espresso. Oliver lod som ingenting, han havde stadig ikke fortalt dem om det, og de havde åbenbart ikke fattet mistanke. “Nu da Kamile endelig har det bedre, så syntes jeg vi skulle fejre det ved at lave noget sammen. Som en famillie.” Sagde hans mor. “Vi kunne tage ihhhh, nu ved jeg ikke, måske et vandland?” Sagde hun og smilede til Oliver. Han blev varm indeni. Efter morgenmaden skulle Oliver til at gå op på sit værelse, da Kamile hev forsigtigt i kanten af hans bluse. Han kiggede ned på hende, og hun mødte ham med et lidt genert smil. “Vil du tegne?” spurgte Kamile. Oliver skulle til at afslå, men noget trak ham alligevel hen til det lave bord med farver og papir spredt ud overalt. Da Oliver lagde sig i seng om aftenen, summede det behageligt i maven. Han var nærmest øm i kinderne af at smile. Det var længe siden han sidst havde smilet så meget.

“...Hurtigt hent bilnøglerne!” Oliver vågnede da han hørte hans mor råbe et sted nedenunder. Han kurede ned ad trappens gelænder for kun at se hoveddøren blive smækket i med et brag. Oliver løb op ad trappen igen, så han kunne se indkørslen fra vinduet på hans værelse. Hans far steg ind i bilen, mens han ganske varsomt holdt Kamile ind til sig. Moderen sprang ind på førersædet af bilen og kørte straks ud på vejen i en sådan fart, at dækkene efterlod sorte streger på vejen. Oliver stirrede længe på vejen, selv da bilen for længst var forsvundet. Han vidste ikke om han stod der et minut eller en time, men omsider vendte han sig lydløst om uden at fortrække en mine. Oliver stak hånden i lommen og trak det krøllede stykke papir ud. Han foldede det ud og glattede det mod hans knæ. Det var et billede taget for ca. 6 år siden. Hans mor var gravid i ottende måned, og Oliver kunne næsten ikke vente med at blive storebror. På billedet stod han i midten med far på hans højre side og mor på den anden. Han holdt sin højre hånd på mors mave, og mors varme hænder dækkede hans. Han så sig selv smile. Oliver rev papiret i tusind stykker. De havde været så glade, men så kom hun. Oliver bed tænderne hårdt sammen, da den boblende og sydende vrede blomstrede i hans bryst. Det var ufatteligt! Og lige da han troede, at det hele var ved at ændre sig. Hun skulle altid ødelægge alting! Oliver knyttede næverne for ikke at smadre dem ind i væggen af raseri. “AARGH!” skreg han. Utallige gange havde Kamile slået falsk alarm. Det her var nok bare endnu en gang. “Gid du bare ville dø.”

Op af hovedvejen kom en mørk skikkelse cyklende. Det var sent, og Oliver var træt. Det eneste der drev ham frem var rent raseri. Foran ham lå hospitalet med alle dens skinnende lys. Han drejede ind mod parkeringspladsen, smed cyklen fra sig, og sprintede ind i lobbyen. Der var travlt inde i receptionen, og Oliver måtte mase sig frem for at nå hen til receptionisten. “Der skulle være en pige ved navn Kamile Bøggild her, kunne du fortælle mig hvilken stue hun ligger på?” Da receptionisten kiggede på sin computer, fortrak hendes ansigt, og kiggede sørgeligt tilbage på Oliver. Hun tog hans hånd, klemte den, og sagde “Stue 26 c, jeg…”. Oliver spurtede gennem de hvide korridorer, der alle lignede hinanden og nåede endelig til den hvide dør, hvorpå der stod “26 c”. Det der mødte Oliver da han trådte ind ad døren var om noget et sjældent syn. hans mor og far sad grædende i en sofa ved siden af Kamiles seng. Den velkendte bip-lyd var stoppet. Oliver vendte sig med et undrende blik mod hans forældre, der sært nok rejste sig forstående og forlod rummet. Oliver gik hen mod sengen. På sengen lå hun… Kamile, hans lillesøster. Hun lignede en dukke, så stille og ubevægeligt lå hun. Alle de summende apparater og gummislanger var blevet fjernet. Oliver trådte et skridt frem. Han stod nu så tæt på at han kunne røre hendes ansigt. Hendes øjne var lukkede. Oliver vendte sig om og studerede værelset. Han lagde mærke til en lille æske, der tidligere ikke havde været der. Oliver tog fat i den og åbnede den. Indeni var der en bunke billeder. Mest af mor og far. Indtil han fandt et billede af… ham. Der var tegnet et hjertet i hjørnet. Oliver tog billedet, stoppede det ned i hans lomme og forlod værelset.

Der var lidt køligt udenfor når man ikke havde ordentlig jakke på, men solens stråler holdte Oliver varm nok. Han havde fået et skræddersyet jakkesæt på til i dag, og det passede godt til de skinnende nye sko. Faderen var klædt ligesom Oliver, med undtagelse af det slips han havde på. Moderen havde en sort kjole på og sorte handsker. En tåre trillede lydløst ned af hendes kind, mens præsten talte til forsamlingen. Alle stod på række rundt om kisten, der var dækket af en pærevælling af roser. De var lyserøde, og det syntes Oliver passede godt til Kamile. En lille fugl sad på en gren lidt fra hvor han stod. Han prøvede at koncentrere sig om, hvad præsten stod og fortalte, men den lille fugl fangede hele tiden hans opmærksomhed. Før Oliver vidste af det, havde præsten samt forsamlingen sagt deres sidste amen. Alle andre end Oliver, moderen og faderen, trak sig ud af kirkegården. Nu begyndte moderen at tudbrøle, og faderen lagde armene om sin kone, mens han selv lod tårerne få frit løb. “Åh min dreng, du ved hvor meget vi elsker dig ikke?” hulkede moren. “Du opførte dig selvstændigt og modent, da din mor og jeg, ikke mindst Kamile, havde mest brug for det.” Faderen klappede Oliver let på skulderen. Mens de i stilhed sørgede for dem selv, trak Olivers forældre sig langsomt væk fra gravstedet, så kun Oliver stod tilbage. Han faldt på knæ. Noget dryppede fra hans kind. Han gned sit ærme over ansigtet, da han opdagede at han stod og græd. Oliver kiggede ned på Kamiles gravsten, og mindedes hende. Folk havde altid beskrevet hende som en uskyldig engel, men det var hun ikke. Hun var Olivers lillesøster. Han havde troet, at hun var sendt fra helvede for at spolere hans liv, men det var hun ikke. Han havde troet at hun var ude på at stjæle hans forældre, men det var hun ikke. Hun var hans lillesøster, og nu kunne han ikke engang længere være hendes storebror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...