Livets Kant.

Anna har levet hele sit liv i capitolet, nærstuderet alle sæsoner af The Hunger Games. Nu er hun endelig gammel nok og kan være med til at skabe the hunger games, hun kan styre areanaen. Men hvad sker der når det går op for hende af hun kender en i areanaen, kan hun redde ham? Eller måske endda lade ham dø?

Mit bidrag til the hunger games konkurrencen.

2Likes
1Kommentarer
431Visninger
AA

2. 1

Jeg var spændt, men hvem ville ikke være det hvis deres drøm gik i opfyldse. Dagen idag var hvor dødsspillet skulle starte, jeg var selvfølgelig spæmdt men også hundered for at fejle. For det kunne jeg jo godt, efter et halvt års træning med hvordan areanaen virker så tror jeg ikke det kan gå galt.

Jeg rettede på det hvide sæt tøj på jeg hvade fået udleveret som var min arbejds uniform, jeg satte mit røde hår op i en stram knold, mit blik faldt på spejlet bag mig. Jeg havde aldrig kunnet lide spejle, for når jeg kiggede i dem ville det gå op for mig hvor dum jeg så ud i alt. 

''Anna du skal afsted!'' råbte min mor. Det var en smule pineligt at jeg som 18 årig stadig boede hjemme med min mor og far, men jeg kunne jo ikke rigtigt gre andet for det her var mit første job og jeg havde ingen penge. ''Mor hvor gamle var det nu den yngste i spillet og den ældste?'' spurgte jeg imens jeg gik ned af trapperne. Jeg smilte skævt. ''Altså de ældste er 18 og de yngste er 12.'' sagde hun imens hun fandt min jakke. Jeg blev altid overrasket når jeg så min mor i hendes capitol tøj, for når vi var i diskret 4 gik hun bare i bukser og en bluse imens hende røde hår fløj rundt i med vinden. Men hende capitol tøj var bare overdrevet, med det store tylskørt med en overkjole hen over i flotte farver og så ikke mindst hendes parryk.

- ''Hvem tror du der vinder?'' 

''Skat du ved godt jeg ikke må sige det, du må ikke sige noget om hvem der deltager.'' Svarede min mor mig.

''Jeg ved det godt, reglerne.'' Sagde jeg og et suk forlod mine læber. 

''Men jeg må afsted.'' Sagde jeg, tog min jakke og kyssede min mor på kinden. ''Held og  lykke!'' hører jeg min mor i det jeg lukker døren. Jeg kigger op på en af de store ure som er byens gader, klokken 7:55 og jeg skal være der om 10 minutter. 

Jeg kigger lidt på de andre menekser på gaden, der er ikke ret mange da de fleste menesker i capitolet sover længe men der er nogen få som er ude og købe de bedste varer ind inden at alle andre vågner. Selvom klokken er er ret meget mere end otte har de deres store kjoler på, parykke og en masse sminke. Jeg føler mig maldpalceret i mine hvide bukser med en bluse der passer det. ''Okay Anna du kan gøre det.'' Mumler jeg for selv og sætter i løb hen imod træningscenteret hvor jeg skal være den næste måndes, måske mere, måske mindre.

Da jeg nåede trænings centeret gik jeg med langsomme og nervøse skridt ind og hen til elevaterone. Det vrimlede med folk og deltager. Jeg skyndte mig hen til arbejdernes elevator, jeg kig ind i den og kiggede på de mange knapper. Der var mindst halvtreds knapper både op og ned, jeg lod min finger køre hen over knapperne og skulle lige til at trykke på en knap da der kommer en dreng løbene hen mod elevatoren. Han er iklædt det samme tøj som mig, jeg skulle vel arbejde sammen med ham, den eneste forskel på vores tøj var at han hvade en kasket på i samme hvide farve. ''-14'' sagde han. '

''Hva?'' udbrød jeg forvirret og kiggede undrene på ham.

-''Vi skal til -14.'' Han trykkede på knappen og vi kørte med det samme ned.  

Mine håndflader var begyndt at blive en smule klistrede på grund af min nærvøsit. 

Pep talk,okay okay. Du kan godt Anna, der kommer jo ikke til at ske noget med dig. Du skal kun skabe universet, og.. nej det er ikke pep talk. Tro nu på dig selv! Mine tanker fløj rundt og endte altid på om han var med, men han var 18 ligesom mig så hvad var chancen, det var hans sidste år med mulighed for at være med. Elevatoren stoppede og jeg tårdte ud til de uvidene job.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...