En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1183Visninger
AA

4. Kapitel tre

Elena vidste ikke, hvad hun ventede på. Ja, hun vidste ikke engang hvorfor hun sad på lige netop denne bænk i stedet for at gå efter noget mad og derved gøre noget ved den nagende sult, som efterhånden var blevet umulig at ignorere. Alligevel krævede det et stykke tid, før hun fik løsrevet sit blik fra Tvillingetårnene. Dem kunne hun heller ikke forklare, hvorfor hun kiggede på. Det var da også mærkeligt, at hun havde valgt at bruge sådan en fredelig dag her i stedet for at nyde, hun ikke svævede i konstant livsfare. 

 Det var først, da hun havde taget det første skridt væk fra bænken, hun havde brugt den sidste time siddende på, hun kom i tanke om det. Lige nu burde alt være kaos, og de to tårne burde ikke stå intakte, nej tværtimod, de burde være på nippet til at brase sammen. Det var det, hun så koldblodigt havde ventet på, indtil hun glemte det. Men hvordan i alverden kunne hun glemme det undrede hun sig, mens hun stoppede brat midt i et skridt. Mindet om, det var sket føltes stadig svagt, som et af de gamle barndomsminder, der altid er fulde af huller. Som om det var noget, der ikke var sket. Det var heller ikke sket, forsøgte en andel del af hendes hjerne desperat at minde hende på. De havde aldrig haft om det i skolen, men havde i stedet haft om den franske revolution.

Kampen rasede inde i hende, og hendes indre forvirrede stemme syntes at blive højere og højere, så hun troede, at hun snart ville springes til bittesmå stumper samtidig med alle omkring hende. Og lige meget hvor meget Elena forsøgte at berolige sig selv med, at hun sikkert havde husket forkert det var ikke 8:46 det første fly havde ramt North Tower, vidste hun udmærket godt, at hendes hukommelse aldrig svigtede, når det pludselig gjaldt liv og død at holde styr på, hvornår en vulkan gik i udbrud eller et skib sank. Det kunne da også være, at hun havde set forkert på avisen. Måske var det slet ikke den 11. september 2001 og hendes stadig ikke helt vågne øjne havde bare troet det. Hun havde trods alt befundet sig ret langt væk fra avisen, da hun læste datoen. Men selv i sit hoved kunne hun høre den tvivlende undertone. 

Samtidig var der en anden del af hende, der ikke kunne forstå, hvad hun himlede sådan op over. En begivenhed skabt af hendes fantasi, det var jo ikke andet. Måske var det bare nu, at alle de traumatiske øjeblikke endelig indhentede hende og fik hende til at tro, at et terrorangreb ikke havde fundet sted. 

Elena troede virkelig, hun snart skulle eksplodere, som hun stod der midt i New York og følte sig mere fortabt end nogensinde. Hun måtte bekæmpe trangen til at skrige og rive verden i små stykker med alle de rolige mennesker, der passerede tæt forbi hende uvidende om de rasende følelser inde i hende. For hvert sekund der gik, kunne hun mærke, hvordan hendes ben blev mere og mere ustabile, det skulle ikke undre hende. om hun ikke snart sank sammen i en rodet bunke. også selvom hun gjorde sit bedste for at tage dybe indåndinger af den forurenede luft og berolige sig selv med ligegyldige tanker, der ingen mening gav overhovedet, fordi lige nu gav ingenting mening.
Sådan noget som det her var aldrig sket før. 

***
Resten af dagen forløb i en tåget dis. Hvis nogen havde spurgt hende, hvad hun havde brugt dagen på andet end at kaste blikke mod Tvillingetårnene, ville hun ikke have været i stand til at svare. Det var som om, hun bare havde stået stille, mens alting havde blæst forbi hende, alt for hurtigt til, at  hun kunne følge med. Det var først nu, når lyset kun stammede fra skyskraberne, mens  lyden af New Yorks natteliv, var som en konstant baggrundstøj, hun var i stand til at tænke klart. Hun lå krøllet sammen på en bænk - ikke den samme, som hun havde brugt morgenen på - og stirrede træt op mod himlen. Ved nærmere eftertanke havde det sikkert været nemt for hende, at få et værelse på et billigt hotel, men det for sent nu under alle omstændigher. Desuden var det ikke så koldt i sammenligning med i går, og bænken var faktisk rimelig komfortabelt, hvis man vidste, hvordan man skulle lægge, tænkte hun optimistisk. 

Elena var bare alt for rastløs til at falde i søvn. Igen. Ikke fordi hun havde specielt meget imod det, for nu havde hun endelig tid til at tænke dagen igennem. Hun skulle bare ignorere den hovedpine, der voksede i takt med at dagens begivenheder fyldte hendes hoved og gjorde hende endnu mere forvirrede, hvilket hun ellers ikke havde troet muligt. For der var ikke kommer nogle flyvemaskiner ud af himlen. Hverken her eller de andre steder, terroraktionen havde været i gang - det gik hun i hvert fald ud fra, da hun nok ville have hørt noget om det så. Og som dagen havde slæbt sig afsted, var hun blevet mere og mere i tvivl om, der rent faktisk skulle ske noget, samtidig med hun igen og igen tjekkede datoen i håb om, hun bare havde set forkert. Men så heldig var hun selvfølgelig ikke, og hun måtte hurtigt erkende, der var noget grueligt galt. 

Lige nu lå hun og tænkte på, da hun havde lært om det her, da hun skulle gøre sig klar til operationen. Men det var samtidig med at hendes hjerne virkede langsommere og langsommere, som den hårdt tiltrængte søvn langsomt indhentede hende. Hun var næsten gledet ind i den drømmeløse søvn, da hun brat slog øjnene op og kom i tanke om det. 

Hvordan havde det overhovedet været muligt for hende at glemme det? Elena havde lyst til at rive sig selv i sit filtrede hår i frustration. Hun havde jo lært om de parallelle verdener - tidstrådene. Så hun befandt sig altså i en, hvor 911 aldrig var sket. Det gav mening. Men hvordan kunne hun så stadig huske, at tårnene skulle være kollapset, hun burde jo aldrig have hørt om det? Med mindre.... Nej, den tanke var simpelthen for mærkelig 

Alligevel syntes det at være den eneste forklaring den forvirrede Elena kunne komme på. For hvad nu hvis... Hvad nu hvis, hun var splittet mellem tidstrådene og stadig havde bevidsthed om sit  andet jeg i den verden, hvor det var sket. Måske var det dumme gen, der endnu engang legede med hende. Det var i hvert fald lettere at fokusere på genet, end at fokusere på de konsekvenser, det førte med sig. Fordi hun vidste udmærket godt, hvilke katastrofale følger, det kunne have, når sådan en drastisk ændring skabte en ny tidstråd.  På den anden side, mistede 3000 mennesker nu ikke længere livet, så så slemt kunne det heller ikke være, tænkte hun, selvom hun udmærket vidste det ikke passede. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt lettet over, at hun ikke havde behøvet at overvære katastrofen alligevel.

Så Elena måtte væk fra denne parallelle verden og tilbage til der, hvor alting var normalt igen. Det var næsten for meget at bære, når hun var den eneste i denne verden, der vidste, hvad der burde være sket. På den anden side, hvis en fra denne tidstråd på en eller anden måde havnede i den tidstråd, hvor det var sket, ville det være lige så chokerende for den person, som det var fra hende, når det ikke var sket . 

Og med disse meget lidt beroligende tanker, overgav hun sig til søvnen,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...