En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1134Visninger
AA

3. Kapitel to

Elena var i en storby. Hun behøvede ikke engang at åbne øjnene for at konstatere det. Den alt for velkendte lugt af benzin og lyden af de summende stemmer, samt kørende biler, var nok. Hun kunne ikke lade være med at ånde lettet op, trods larmen og den forurenede luft, da hun virkelig satte pris på ikke at være midt ude på havet eller blive bombet. Desuden var luften en del varmere end, den havde været igår - det var sensommer, ville hun gætte på - og det ville også være lettere at finde ud af, hvilken dag det var. Hun havde stadigvæk ikke åbnet øjnene, men var allerde i gang med at planlægge, hvordan hun først skulle kigge datoen på et avishjørne i en kiosk - de var nok stadig rimelig normale, da hun kunne lugte at bilerne stadig var benzindrevne -  hvorefter hun ville stjæle penge fra en tilfældig forbipasserendes lomme og købe noget mad. 

Men hun ventede alligevel et øjeblik med at lukke øjnene op, mens hun nød fornemmelsen  af at  have tid til ikke at åbne dem med det samme, samt lyden af byen, der langsomt vågnede. Den lyd havde hun nu altid holdt af. Men til sidst mærkede Elena, at der var en, som stødte ind i hende efterfulgt af et forarget udbrød, om at hun stod midt på fortovet, så hun lod langsomt sine øjenlåg glide op. Det første, der fangede hendes efterhånden veltrænede blik var Empire State Building, hvis velkendte silhuet stod i skrap kontrast til solen, der lige var dukket op i horisonten. Altså var hun i New York, tænkte hun og fjernede sig så fra den mur, hun var vågnet op af. Den var stadig kølig, da solens første stråler, langt fra var nok til at varme dens mursten. Hun kunne ikke undertrykke trangen til at kaste et sidste blik på den, før hun lod sig føre med strømmen af de søvnige indbyggere, der skulle tidligt på arbejde på udkig efter en avis, det kunne fortælle hende hvilken dag, det var.

 I mens hun gik, fik hun pludselig øje på Tvillingetårnene blandt alle de andre skyskrabere. Det måtte altså være før 2001, tænkte hun mekanisk, mens hun i hovedet  gennemgik en liste over alle de vigtige begivenheder, der havde været i New York før 9/11 og prøvede ikke at lytte til den nagende tanke, der var opstået i hendes baghoved få sekunder før. Hun satte uvilkårligt tempoet op. 

Heldigvis kom en kiosk nu til syne midt i det stødt voksende menneskehav. Og allerede - trods den lange afstand - kunne hun skimte en stor stak af aviser. Ligeglad med at hun stødte ind i et utal af mennesker, gik hun beslutsomt hen til kiosken. Mens hun gik havde hun sit blikket rettet mod solen, der langsomt steg op og forvandlede i et kort øjeblik himlen til noget, der strakte sig over tusindvis af nuancer. Det lignede næsten, at solen prøvede at bryde væk fra himlen, syntes hun pludselig, mens hun som hypnotiseret stirrede på den spæde lyserøde farve, himlen lige nu var draperet i. Det var utroligt, folk kunne finde på bare at kalde himlen for blå. 

Solopgang var nu noget af det smukkeste, hun nogensinde havde set, og nok den eneste fordel ved hendes måde at rejse i tiden på, da hun altid kom til den nye dag ved daggry. Hun havde før spekuleret på, hvorfor hun ikke bare blev kastet videre i tiden ved midnat - når en ny dag begyndte - men på den anden side, var hun bare glad for at have en hel nat et sted, da det ville være meget anstrengende at skulle blive vækket midt om natten for igen at have den ubehagelige oplevelse, det var, at blive trukket gennem tiden. Hun skuttede sig uvilkårligt, trods den varme, solen allerde gav, men blev så pludselig revet ud af sine egne tanker, da hun så den dato, der stod skrevet på en avis, hun nu var kommet tæt nok på til at kunne se. 

11. september. 

Elena orkede ikke engang til at kigge på årstallet, da det at befinde sig i New York med intakte Tvillingetårne, den 11. september vist talte sit tydelige sprog. Hun stoppede pludselig op ikke i tvivl om, at et chokeret udtryk lige nu var i gang med at brede sig over hele hendes ansigt. Det var ikke ligefrem fordi, hun ikke havde forventet at ende her på et tidspunkt, med hendes evne til at lande på dage, som denne, ville det være alt for heldigt, hvis hun ikke på et tidspunkt kom hertil. Det var nok mere det, at dagen egentlig bare var begyndt så fredfyldt, at det var svært at tro på, 3000 mennesker snart ville miste livet, når flyvemaskinerne brasede ind i de to tårne. I det mindste , havde hun læst op på dagen, så det burde være nemt at slippe væk fra alle ødelæggelserne. Alligevel gik der nogen sekunder, før hendes hjerne kunne starte op og huske hende på, at det var om morgenen flyene ramte. De brasede ganske vist først sammen senere på dagen, men det var nok bedst at skynde sig at lægge så stor afstand til tårnene, som muligt for at undgå alt det kaos, det ville føre med sig. 

Hun prøvede derfor også bestemt at ignorere det stik i hjertet, som hun efterhånden kendte alt for godt. For hvad hvis hun advarede folk? Kunne hun nå at få at få alle ud af bygningerne, og dermed redde tusindvis af menneskeliv? På den anden side, ville de nok bare le af hende og ikke tage det alvorligt. Hun tvivlede på, at nogle af disse ubekymrede mennesker, hun var omgivet af, ville tro på noget af det hun sagde, hvis hun fortalte om den ulykke, der snart ville ramme deres by. Og hun måtte minde sig selv på, som hun havde gjort så mange gange før, hvilke konsekvenser det kunne have, hvis man ændrede på tiden.

Så hun gik videre med blikket stift rettet mod sine fødder for at undgå at kigge nogle  i øjnene, da det vil være for smertefuldt at kigge ind i øjne, som måske ville miste et familemedlem med den viden om, hun måske havde magten til at stoppe det. Hun sukkede dybt, da hun blev nødt til at kigge op for at undgå, at støde ind i en særdeles bistert udseende mand. Snart måtte hun da også opgive det at kigge på sine fødder helt og holdt i stedet blikket rettet mod et punkt lige over folks hoveder. 

Elena prøvede forgæves at henlede sine tanker på noget andet - som en blomstermark ful af smilende kaniner - så i stedet endte hun med at gennemgå alt, hvad hun vidste om den 11. september, mens hun gik. 

Terrorangrebet var planlagt  af terrororganisation al Queda. Der var i alt 19 involveret, ledt af  Muhammad Atta, hvoraf de nitten steg på fire forskellige passagerfly. Det lykkedes dem at erobre tre af dem. De første to skulle støde ind i de to tårne, hvilket de gjorde omkring 8:45, hvis hun huskede rigtigt. Det næste stødte ind i Pentagon, mens det sidste styrtede ned på en mark, fordi at flyets passagere havde kæmpet i mod. Uheldigvis hjalp det ikke synderligt at tænke på det, da det bare var en konstant påmindelse om hvilken dag, det var i dag. 

Hun var allerede blevet for distraheret, da hun blev ved med at sende blikke mod himlen i forventning om at se en flyvemaskine komme brasende gennem skyerne. Elena måtte bide sig selv hårdt i læben for ikke at løbe videre. Hvis det ikke var fordi, hun blev ved med at tænke på, hvor selvisk det ville være bare at flygte, ville hun sikkert allerede befinde sig langt, langt væk. Hun måtte også berolige sig selv ved at gentage, at hun allerde havde lagt så stor afstand mellem hende og den snarligt kommende ulykke, at hun kunne ånde roligt op. Så hun ignorerede fornemmelsen af fare, som ulmede i hende sammen med den nagende sult. Det var trods alt en del timer siden, hun sidst havde spist, men som altid blev tanken om mad skubbet om i baghovedet til fordel for mere praktiske tanker. 

Men Elena vidste godt, at hun blev nødt til snart at spise noget, da hun ikke rigtig kunne vide om hun ville vågne op midt ude i en ørken eller et andet goldt sted uden antydningen af noget spiseligt i morgen. Hun sukkede. Et kort sekund overvejede hun at tage toget til en anden by, så hun kunne slippe væk herfra, men det ville blot kræve, hun skulle stjæle langt mere end hun havde lyst til, hvis hun skulle undgå at få dårlig samvittighed. Det slog hende pludselig, at denne dag påvirkede hende langt mere, end den burde. 

Elena havde været ombord på Titanic og kun følt et strejf af dårlig samvittighed, da hun sikrede sig at komme ombord på en redningsbåd uden at fortælle de andre passagere, skibet, der ikke kunne synke, snart ville synke. Hun havde knap løftet et øjenbryn, da hun sad frysende på en redningsbåd midt ude på Atlanterhavet og så på, hvordan tårerne løb fra de andres øjne, mens Titanic langsomt sank mod havets bund. Om det var fordi, hun vidste, at hun ville forsvinde igen, så snart den næste dag gryede, eller blot fordi hendes kamp efter overlevelse gennem så mange dage, havde gjort hende følelseskold, vidste hun ikke. 

Men nu - lige pludselig - var hun pludselig ikke sulten,da den begyndende kvalme bredte sig i hendes krop, fordi hun vidste, hvad der snart ville ske. Hvad skete der med hende? Hun kunne ikke holde sig selv ud, tænkte hun frastødt. Men straks efter hun havde tænkt tanken, fortrød hun det, for det var trods alt ikke hendes egen fejl, at hun var havnet her. 

Alligevel løb en stærk bølge af afsky gennem hende, da hun endelig besluttede sig for, at hun var langt nok væk til at det og det efterfølgende kaos ikke længere kunne nå hende. Hun prøvede at bilde sig selv ind, at hun ikke satte sig på den bænk, så hun kunne overvære, hvordan Tvillingetårnene langsomt kollapsede, men blot fordi hun ville have godt udsyn til resten af New York. Forgæves. Til sit forsvar, påstod hun at de blikke, hun sendte efter sit armbåndsur - som hun altid prøvede at stille efterbedste evne- var ængstelige  fordi hun ventede på, det øjeblik himlen ved blive flængslet af ødelæggelse, som hun havde set ske så mange gange før. Det troede hun rent faktisk på, da hun nemt kunne mærke frygten, som en del af de sammenfiltrede følelser, der skiftevis strømmede gennem hendes hoved. 
 
Men lige meget hvor intenst, hun stirrede på Tvillingetårnene, kom der intet fly brasende ind i dem, selvom solen stod højere og højere på himlen, og viseren på uret nåede hele skiven rundt flere gange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...