En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1178Visninger
AA

7. Kapitel seks

Denne gang åbnede Elena øjnene i samme øjeblik, hun kunne mærke fast grund under sine fødder. Hun var alt alt for træt af at blive overrasket, hvis hun tøvede, og desuden kunne hun ikke lade være med at frygte, at hun pludselig skulle befinde sig midt i et slag under 3. verdenskrig.

Det gjorde hun heldigvis ikke. Hun befandt sig  i en lufthavn. Så snart hun nåede at se det mindste glimt af stedet var det helt klart, da de mange rullekufferter og mennesker med øjenvipperne klistret sammen af søvn fortalte hende alt, hvad hun behøvede  Elena åndede lettet op, som en travlt udseende dame med sorte skygger under øjnene, passerede hende med blikket stift rettet mod en af de skærme, hvor alle afgangene stod listet op under hinanden. Det kunne have været meget værre, tænkte hun, stadig ikke helt vågen, men samtidig mere udhvilet, end hun havde været i hvad? Flere måneder?

Pludselig virkede det hele lidt mere på afstand, og hun var i stand til at se mere rationelt på det. For tredje verdenskrig skulle bryde ud under alle omstændigheder, det gjorde da ikke noget, den var startet lidt for tidligt. Gårsdagens traumatiske begivenheder virkede ikke længere skræmmende at mindes, hun havde råbt lidt af en dame, men hvad så? Nu havde kvinden vel bare en historie at fortælle til alle sine venner, der måske kunne få gjort den tungsindige stemning lidt lettere? Det ville være nemt nok at ignorere kampen mellem hendes to sider, der hele tiden diskuterede, hvorvidt, Tvillingetårnene var kollapset eller ej. 

Alle disse tanker virkede ganske fornuftige, og det var lige før Elena var klar til at fortsætte sit gamle liv, hvor hun ikke blandede sig i tiden. Men så fik hun kigget nærmere på skiltet. Eller for at være mere præcist, datoen oppe i hjørnet. 

11. september 2001

Forfærdelsen skyllede endnu en gang ind over Elena på en helt hjemmevant måde, mens hun vantro stirrede på tallene. Det var umuligt. Fuldkommen umuligt. Det kunne ikke lade sig gøre. 
Mere hjælpsomme tanker dukkede ikke op, da de endnu en gang var blevet forvandlet til et stort sammenfiltret rod, der ingen mening gav ligesom det, hun befandt sig her. For der kunne ikke være to af hende på samme tid, selvfølgelig kunne der ikke det. Hun granskede datoen på skærmen så grundigt, som hun overhovedet kunne, men det forblev de samme meningsløse tal, som ikke burde stå der. Med mindre... Der var en mulighed for, at hun var kommet tilbage til sin egen version af tiden, hvor ingen mand overhørte nogle samtaler. Selvfølgelig kunne det også være, hun befandt sig i en helt tredje tidstråd, men den blotte tanke fik hende til at gyse svagt, så hun valgte at ignorere det. 

Elena nåede at være lettet for at være tilbage i omkring et halvt sekund, før hun igen lod blikket hvile på skærmene med afgangene, og så hvilken lufthavn, det var. 


Logan International Airport in Boston

Først stirrede hun på det, ude af stand til at forstå, hvorfor det vakte så mange minder. Et øjeblik senere huskede hun, det var der de to flyvemaskiner, der var stødt ind i Tvillingetårnene, lettede fra. Men hun havde vel næsten ikke forventet andet. Det virkede alt for usandsynligt , at hun bare skulle befinde sig i en tilfældig lufthavn på sådan en dag, selvom hun ikke kunne undgå at være ret træt af at, hun endnu en gang skulle blive viklet ind i denne dag. Men på den anden side kunne hun forestille sig meget værre steder at være.
 
Elena skulle lige til at gå over for at prøve at stjæle mad, som vanligt, da hendes nysgerrighed pludselig tog over i det øjeblik ordene Twin Towers nåede hendes øregange. 

Hun vidste ikke helt, om det var fordi, hun var så anspændt eller det, at hun var i lige netop denne lufthavn, der fik hende til at vende sig forskrækket om, lige tidsnok til at se en gruppe på fire mænd gå udenfor. De havde hovederne tæt sammen, mens de jævnligt kastede mistroiske blikke mod menneskemængden som for at se, om nogen lyttede. 

Det kunne sagtens være et tilfælde, de lige netop havde nævnt de to bygninger, men det ville næsten være et  lidt for stort et. Så Elena skyndte sig efter dem, mens hun desperat prøvede at lade som om, der ikke var noget galt, og at hun ikke troede på, det var dem der var bagmændene bag terrorangrebet. 

Hun satte tempoet op i frygt for, at de ville være ude af syne, når hun nåede udenfor og opgav dermed også ikke at tiltrække sig opmærksomhed, som hun skubbende og massende hastede gennem morgentravlheden. Inden længe kunne hun også smutte ud af de to glasdøre. 

Men så stoppede hun brat op og kiggede forgæves rundt efter dem med et blik så intenst ,det sikkert kunne have brændt hul i asfalten på den øde parkeringsplads. Men lige hvor meget, hun ledte, var de ingen steder at se, Det var først, da den bidende kolde morgenluft havde farvet hendes fingerspidser hvide og hendes kinder røde, at hun var klar til at gå indenfor igen. Det føltes som sædvanlig, som om hendes hoved var ved at koge over af alt for mange tanker, da hun kom til at kigge tilfældigt ind i et lille hjørne, hvor de fire mænd stod. I betragtning af, at de snart skulle styrte et fly ind i en skyskraber, så de ikke særlig alvorlige ud, tænkte hun, mens hun langsomt gik over parkeringspladsen med et falsk smil plastret til ansigtet, som havde hun bare lyst til at gå en tur på parkeringspladsen. Hun tvivlede  dog på, det virkede specielt troværdigt, så hun sørgede for at træde så stille som muligt, så hun forhåbentlig slap for at blive opdaget. 

På den anden side stod der en anden mand og røg tæt på de andre og ham lod de sig ikke til at tage af. Men han stod nu også tilpas langt nok væk til,  at han nok ikke var i stand til at skelne deres dæmpede stemmer fra hinanden. Og selv hvis han gjorde virkede han næsten for træt til overhovedet at gide at yde samtalen nogen som helt opmærksomhed, kunne hun fortælle alene baseret på den måde han lænede sig op af en skraldespand på. En særdeles velkendt skraldespand, gik det pludselig op for Elena. 

Det var ikke,  fordi den så så speciel ud med sin rustplettede overflade og rillede låg, men hun havde bestemt set den før. Der gik endnu et øjeblik, hvor hun stirrede fortabt på skraldespanden, før hun kunne huske det, men da mindet først blev bragt op til overfladen kunne hun tydeligt genkalde sig fornemmelsen af at sove op af skraldespanden, da hun sidst var i denne lufthavn. Så vidt hun kunne huske, havde det været omkring en uge fra denne dato. Hun havde i hvert fald været lettet over, det ikke var den 11. september, da hun opdagede, det ikke var hvilken som helts lufthavn.  

Da det blev aften havde, hun så trukket skraldespanden længere ind i hjørnet for at være lidt mere adskildt fra parkeringspladsen og dermed have en mindre chance for at blive kørt over af en bil, mens hun sov. Og så - hun gøs, mens gåsehuden sprang frem på hendes arme og erkendelsen ramte hende. Et skrig rumsterede et sted i hendes strube, mens hun måtte bekæmpe trangen til at bande sig selv langt væk.  For så ville manden gå længere ind i hjørnet for at kunne læne sig op af spanden, hvilket ville gøre ham i stand til at høre samtalen mellem de fire mænd. Det ville få ham til at tilkalde lufthavnspolitiet...- hun turde knap færdiggøre tanken. 

Elena havde startet 3. verdenskrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...