En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1125Visninger
AA

5. Kapitel fire

Der var stille. Alt, alt for stille. Den slags stilhed, der på en eller anden skilte sig ud fra alle andre slags. Det var kun den, der formåede at overbevise Elena om, at hendes trommehinder snart skulle sprænges på en så overdøvende måde, hun havde lyst til at presse hænderne mod ørene, så stilheden kunne blive mere behaglig. For denne stilhed var kun fyldt med dårlige varsler, det var noget dårligt, der hang i luften og lukkede alle de andre lyde ude. Det var ikke, som ude på landet, hvor stilheden blot var søvnig, eller den akavede pause i en samtale, når ingen ved, hvad de skal sige. Den her stilhed var unaturlig. 

Det var også derfor, Elena tøvede med at åbne øjnene. Hun kunne med det samme fastslå, at hun ikke svævede i umiddelbar livsfare, da der ingen smerte var at føle. Hun lå på et hårdt underlag - et fortov? - og var stadig ved at komme sig ovenpå ubehaget ved at rejse gennem tiden. Der var faktisk først, da hun var ved at lytte efter mennesker i nærheden, hun kom i tanke om, hvad der var sket i går. Hun orkede ikke engang til at prøve at følge den dumme regel om ikke at tænke tilbage, da hun ellers hurtigt ville sanse, det ville være umuligt. Så hun lod den ene forvirrede tanke efter den anden flimre forbi på hendes lukkede øjenlåg, alt i mens den indre kamp, om det var sket eller ej fortsatte. Det var ved at gå hende ret meget på nerverne. 

Men det var nu også det, der fik hende til at åbne øjnene, d tankerne til sidst blev for uudholdelige, og hun blev nødt til at få det til at stoppe. En  gade med pæne forstadsvillaer på rad og række mødte hendes øjne. Men på trods af, at det efter temperatursniveauet at dømme var vinter og dermed blevet lyst rimelig sent, var der ikke en levende sjæl at se. Ingen hjemløs kat flakkede hvileløst rundt, ej heller var der nogen bevægelse at ane bag gardinerne i et eneste af de mange huse, hvor gardinerne var trukket for. 

Elena rejste sig foruroliget op på vaklende ben. Det tog hende et øjeblik at genfinde balancen, men det gav hende tid til endnu en gang at lade sit blik løbe rundt i området på jagt efter liv. Denne gang kunne hun lade blikket hvile på et par søvnige skikkelser, der hastede over gaden. De havde hovederne bøjet, og frakkerne trukket tæt om sig. Alligevel tog de sig tid til at sende et blik, der rungede af afsky efter hende. Ikke at hun kunne bebrejde dem, hun var trods alt en skamplet på deres pæne villakvarter med sit slidte og hullede tøj, der syntes at falde sammen om hendes spinkle skikkelse samt det filtrede hår, der bar tydeligt præg af, det var længe siden, det havde været i nærheden af en børste. Nej, det der bekymrede hende, var de kun kiggede på hende i et sekund, da folks blikke ellers plejede at dvæle længe ved hver eneste uperfekte detalje. 

Det var næsten so. om, de ikke turde være på gaden mere end allerhøjst nødvendigt. Den kvinde med barnevognen så sig ikke engang for, før hun skyndte sig over vejen, mens hun hele tiden kastede ængstelige blikke mod himlen. Elena overvejede kort, at spørge en af dem, hvad der var galt, men opgav hurtigt, i betragtning af hvor meget hun hadede nærkontakt med mennesker. I øvrigt var hendes stemme sikkert helt rusten og sprukken, da hun ikke længere kunne huske, hvornår hun sidst havde brugt den. Det varede sikkert ikke længe før, hun begyndte at tale til sig selv bare for at slippe for den værste ensomhed. 

Med et lille suk bevægede hun sig over gaden, mens hun rent faktisk kiggede sig for i  modsætning til alle andre. Ikke fordi det lod til at være specielt nødvendigt, da synet af en bil heromkring så ud til at være utrolig sjældent. Hendes blik var som sædvanlig på udkik efter en avis, der kunne fortælle hende hvilken dato, det var. For hun måtte indrømme, at hun lige nu ingen ide havde om hvilket årstal, hun befandt sig i. Der var ingen biler eller andet teknologi at syne ej heller et pejlemærke, der kunne fortælle hende, hvor og hvornår i verden hun befandt sig, kun de kedelige murstensvillaer. Men det var nu ikke det, der frustrede hende mest. Nej, det var stemingen, der hvilede over byen og alle dens indbyggere. Ingen stoppede op for at føre samtaler med forbipasserende, det var som om bare det at trække vejret for højlydt kunne få alle til at hoppe forskrækket i vejret. Og Elena vidste ikke hvorfor. Scenarie efter scenarie flimrede forbi på hendes nethinde, mens hun for alt i verden prøvede ikke at tænke på det, hun fandt mest muligt. Men som sædvanlig var det forgæves. 

For hvad nu hvis, at det Tvillingetårnene ikke væltede, var skyld i denne bys lidelser? Hvad hvis det var sådan verden så ud i denne tidstråd? Hun havde tit hørt om hvor forskellige verden så ud adskilt ad tidstrådene, men det føltes som et chok nu, hvor hun oplevede det selv. Selvfølgelig kunne det være, at der blot var sket en ulykke i byen, der påvirkede alle dybt, men det virkede trods alt som et lidt for stort tilfælde, at det, at folk opførte sig så mærkværdigt ikke havde noget at gøre med, hun ikke var i sin vante tidstråd. Hun satte uvilkårligt farten op, efterhånden desperat efter at få at vide hvor og hvornår, hun var.

Men selvom Elena utrætteligt blev ved med at gå ned af villavejen, måtte hun snart indse, at hun var så langt væk fra alting, det ville blive en meget lang gåtur, hvis hun skulle håbe på at finde en avis. Problemet var bare, at så måtte hun ty til noget af de, hun hadede allermest. At spørge en person. 

Hun have ellers svoret hun aldrig ville gøre det igen, da hun havde prøvet det nok gange, for hun kunne virkelig ikke fordrage det blik, der væltede op i deres øjne, når hun spurgte dem om datoen og årstallet. Hun kunne stadig tydelig huske den måde, folk altid plejede at lade deres øjne glide op og ned af hende, dvælende ved det hullede tøj og det blege ansigt. Men når de så endelig svarede var deres stemme fuld af medlidenhed med hende, selvom man også tydeligt kunne høre, at  de så hende som lettere sindsforvirret. Og så gik de hurtigt videre, hvorefter de sikkert ville fortælle alle deres bekendte om den fattige pige, som ikke kendte årstallet og være glad for, hun ikke spurgte efter penge. 

Selvom det snart var den eneste måde at finde ud af det på, tøvede hun alligevel, stående lidt fortabt på fortovet. For behøvede hun virkelig vide det? Var det så vigtigt at finde ud af, hvad der var sket med denne by? Ja, det var det, måtte hun indse. Hvad nu hvis, der skete en ulykke i dag, som hun ville blive viklet ind i, hvis ikke hun skyndte sig væk? Det tog hende ikke lang tid at bestemme sig. 

Nu skulle Elena bare finde den rigtige person at spørge. Hun vidste af erfaring, det gerne måtte være en, som havde børn, da det ville øge deres medlidenhed med hende, så der var mindre chance for, de bare ville gå forbi hende. Men det skulle ikke være en, som var sammen med sit barn, da de så blot ville skynde sig væk for at skåne deres børn små skyldige øjne. 

Hun fandt hurtigt en middelaldrene mand, der kom gående på det modsatte fortov. Han lignede en familiefar med det lettere trætte ansigtsudtryk, der samtidig bare præg af venlige smil og små smilerynker omkring øjnene. Hun krydsede hurtigt gaden uden at se sig tilbage, da hun vidste, at hun så blot ville fortryde, det og stoppe op. Nu håbede hun bare, han talte engelsk, da hun stort  ingen ide havde om, hvilket land de var i. 

Elena sænkede farten, som hun nærmede sig ham. Hun tog flere og flere dybe indåndninger, der til sidst forvandlede sig til små overfladiske åndedræt, som trak skyer i luften.

"Undskyld mig?" Hendes stemme lød helt forkert. Den var så spag og rusten, det ville være et under, hvis han overhovedet kunne skelne ordene fra hinanden. Ikke desto mindre stoppede han op med en meters afstand og stirrede afventende på hende. 

"Det her kommer til at lyde underligt, men kunne du fortælle mig, hvor vi er, samt hvilket årstal, og dato det er?" sagde hun i en fart, for at få det overstået hurtigst muligt. 

"Har din tidsmaskine måske ført dig et forkert sted hen?" grinede han, tydeligvis uvidende om hvor tæt på sandheden, han rent faktisk var. Men hun var nu bare glad for, at hans blik kun rummede et strejf af undren i modsætning til, hvad hun havde prøvet før. Så hun fremtvang en anstrengt latter, selvom hendes ansigt alt for hurtigt faldt tilbage i sine alvorlige folder. Manden lod heldigvis til at forstå hun ikke mente det for sjov. 

"Vi er i Greenwich den 12 november 2012". Han smilede tvungent, men Elena var allerde lettet, da hun ikke kunne komme på nogle livstruende begivenheder i Greenwich den dag. 

"Men hvorfor er alle så...-, hun tøvede, -...nedtrykte?"

Denne gang grinede han ikke. "Du lever virkelig på en anden planet! Har du overhovedet ikke opdaget 3. verdenskrigen lige er brudt ud?" sagde han og denne gang kunne man ane en undertone af irritation ihans stemme. 

 Men Elena lyttede knap efter. Hendes hoved var fyldt af de to, egentlig meget simple ord, der alligevel formåede at rumme alle de følgende tanker, der dukkede op i hendes hoved. Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej. Chokeret måtte hun indse, hvor anderledes denne tidstråd var i forhold til hendes egen, hvor Tvillingetårnene rent faktisk væltede og 3. verdenskrig ikke startede i 2012. Tusindvis af spørgsmål væltede rundt i hendes tanker. De stødte konstant ind i hinanden, og før hun vidste ikke af det, blev hun nødt til at holde munden stramt lukket for ikke at komme til at overfuse den stakkels mand med spørgsmål. For hvorfor var 3. verdenskrig startet? Hvordan var den 11. september flettet så håbløst ind i de begivenheder, der startede den nye verdenskrig? Hvem kæmpede mod hvem?

Uheldigvis vidste hun godt, at manden nok ville tage det ilde op, hvis hun pludselig spurgte om alt det, men hun følte sig bare så frustreret, som verden langsomt begyndte at svimle for hende, mens verdenshistorien faldt fra hinanden i så bittesmå stumper, det ville umuligt for hende at samle dem igen. Men samtidig var det som om, hun allerde kendte til denne del af historien, selvom alting lå hen i tåge. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange, der ville miste livet. For ikke at tale om atomvåben. Hvad nu hvis de blev brugt? Situtationen blev værre og værre for hvert sekund, men til sidst lykkedes det hende faktisk at få nogen nogenlunde forståelige ord over sine læber, selvom de rystede en del i takt med, at hendes læbe blævrede. 

"Har du en avis, som jeg må få?" Manden tøvede kun et øjeblik før han fremdrog en lettere sammenkrøllet avis fra sin taske. Hun var ikke i tvivl om, at han kun gav hende den for at kunne slippe af med hende hurtigst muligt, men ikke desto mindre bredte der sig et dybt taknemmeligt udtryk over hendes ansigt, da han gav hende den i hånden. 

Og uden det mindste tak gik Elena hurtigt forbi ham, fuld af bange anelser om, hvad hun mon ville finde i avisen. For hvert sekund der gik ønskede hun sig mere og mere desperat at komme tilbage til sin egen tidstråd, hvor alle i denne by sikkert vandrede rundt med store glade smil, og hver eneste avisforside ikke var ryddet til nyheder om en verdenskrig. Men på samme måde, havde hun det utroligt dårligt med at tænke sådan. For hvad med alle de mennesker, som ville dø i denne version af tiden? De ville bare være efterladt her, uvidende om deres andet jeg, som ikke var død endnu Desuden vidste hun ikke engang, om hun ville være i stand til at komme tilbage, ja hun anede ikke, hvorfor hun var havnet her. Nu greb hun sig selv i at håbe, at hun fra nu af kun ville rejse i tiden før 2001, hvor alting stadig var "normalt". 

Langsomt stoppede Elena op, mens hun lod hånden glide over sin avis som prøvede hun at føle, hvad der stod i frygt for at læse det. Men til sidst overvandt  hendes fornuft angsten for hvad hun ville komme til at se og i en pludselig bevægelse, hev hun sin avis op foran ansigtet. 

Først var hun ikke i stand til at fokusere, ordene var bare udflydende sorte klatter, der kunne stå hvad som helst. 

Men til sidst lykkedes det  hende dog at få skelnet bogstaverne, der langsomt blev sat sammen til ord. Selv i sit  hoved kunne hun høre den forfærdende klang, de rummede da hun lod øjnene glide ned over forsiden. 

"Atomvåben frygtet" "Amerikanske tropper når Italien" "Rusland har erklæret Osama Bin Laden krig". Det tog hende et øjeblik, at genkende navnet, men da hun gjorde begyndte andrealien at pumpe uhæmmet gennem hende, mens hun stirrede frygtsomt på navnet, som var det hendes egen dødsdom. For Osama Bin Laden havde stiftet terrororganisationen al Queda, den som efter sigende havde været ansvarlige for 11. september. Han burde være død nu, indså hun hurtigt Elena kunne næsten høre lyden af brikkerne, der langsomt faldt på plads en efter en, selvom hun næsten var for bange for at kigge på det samlede billede. For her var beviset for, at den 11. september havde været forbundet med starten på 3. verdenskrig. 

Elena måtte undertrykke den stærkeste trang til at synke sammen, som hendes ben begyndte at ryste faretruende under hende. Men hun måtte nøjes med at ligge en hånd mod muren og synke en klump, mens hun blev blegere og blegere. Blandede følelser steg op i hende, så overvældende de truede med at vælte hende omkuld. 

Der gik et godt stykke tid, før alle de andre følelser langsomt forduftede og efterlod hende med en eneste ubærlig tanke, der syntes at overskygge alle andre. For hun blev nødt til at vide hvorfor.  Hvad, der forhindrede Tvillingetårnenere i at kollapse. Hvad der i sidste ende startede dette.  Hun var pludselig ligeglad med alle sine usagte regler om, hvordan det var vigtigt, hun altid holdt sig i baggrunden, gik i et omgivelserne, da det her var alt, alt for stort til ar hun bare kunne se passivt til, hvilket hun ellers plejede. Det var kun hendes allersidste rest af fornuft, der stoppede hende for at storme over til den nærmeste person og forlange at få at vide hvorfor, alt dette skete.

Elena havde aldrig truet, at hun skulle sige det, men hun savnede faktisk sin gamle tilværelse, der pludselig virkede langt langt væk. Var det virkelig i går, hun koldblodigt havde siddet på en bænk og skuet ud over New York, mens hun ventede på, at historien skulle gå sin gang? Det virkede som om, der var gået flere år, hun var en helt anden person nu, end den hun havde været i går, for dengang havde hendes eneste formål været at overleve, mens det nu pludselig strakte sig lagt ud over det, som hun så,  den verden hun kendte brase sammen. 

Elena vaklede et par skridt hen af fortvovet, mens hun med al magt prøvede at smelte i et med omgivelserne. Det var ikke engang så svært, da det triste udtryk, der hvilede på hendes ansigt passede næsten perfekt med de tungsindige miner, alle skjulte deres ansigt bag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...