En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1183Visninger
AA

6. Kapitel fem

Det skulle Elena ikke have gjort. Det vidste hun udmærket godt nu. Hun vidste ikke helt, hvad der havde grebet hende, ja, hun anede overhovedet ikke, hvorfor hun havde gjordt det. Måske var det bare følelsen af, at byen langsomt snævrede ind, klemte hendes lunger sammen, så hun til sidst ikke kunne få luft, der havde givet hende lysten til at gøre det.  Eller måske var det bare det, at hun følte, hun blev nødt til at gøre noget. Bare noget. Det var ligemeget, hvad det var, havde hun sikkert tænkt, da hun hurtigt marcherede over til den unge dame. Det kunne hun nu ikke huske, da det virkede som om nogen havde kastet en tyk tåge over alle hendes minder fra den episode. Hun burde sikkert ikke engang flippe så meget ud over det. 

Det var bare svært, når hun stadig kunne mærke, raseriet koge i blodet og forrnemmnelsen af hendes spinkle krop mellem sine knyttede hænder. Måske burde hun sige undskyld, tænkte hun, men kvinden var allerde så langt henne af gaden, hun tvivlede på, at hun ville kunne høre det, hvis Elena råbte. Selv hvis hun gjorde, ville hendes lyst til at tale med pigen med det fuldkommen sindsyge glimt i sine øjne nok ikke være den største. Så hun måtte bare leve med den nagende dårlige samvittighed, som hun var så vant til. 

Uheldigvis kunne Elena bare ikke få det ud af hovedet da hun blev ved med at genspille scenariet igen og igen i sit hoved. Hvordan hun med hastige skridt var gået - nærmest løbet  -  hen til den nærmeste person og med alt, alt for hævet stemme havde spurgt, hvad den unge dame vidste om den 11. september. Allerede der var det ved at gå galt, hendes stemme havde været alt alt for høj til at det havde været naturligt for hende, og det høje toneleje havde gjort hende helt skinger, så meget, at det skar sig helt smertefuldt ind i selv hendes egne ører.  

Kvinden havde  set temmelig befippet ud, da spørgsmålet var et lidt bizart et at få, specielt på sådan en alvorlig dag, men ikke desto mindre åbnede hun munden og formede langsomt et par velovervejede ord med munden. 

"Mener du den der terroraktion, som blev forhindret? Den som alle har hørt om?" 

Elena havde langsomt nikket ude af stand til at skjule sin iver efter endelig at finde ud af, hvorfor det ikke var sket.  

"Jeg kan altså ikke tro, du ikke har hørt om den! Den har virkelig været i nyheder over det hele, som en slags påmindelse, om hvor vigtigt det er at være et godt medmenneske. En mand hørte i hvert fald fire mennesker snakke om et terrorangreb, der skulle finde sted samme dag. Et eller med at de skulle overtage kontrollen over nogle fly. Men manden fik så lufthavnspolitiet til at komme og få det stoppet, så han blev fejret som en helt, fordi han forhindrede, at så mange mennesker skulle miste livet." 

Det var der, det havde slået klik for Elena, da hun havde grebet damen om de benede skuldre beklædt med en farverig kjole, der virkede alt alt for farvestrålende i forhold til, hvad alle andre havde på. Og med neglene borende sig så hårdt ind i hendes hud, det garanteret ville efterlade halvmåneformede mærker lang tid efter, havde hun rusket kvinden, mens hun skreg efter en forklaring, der gav mere mening end den, hun lige havde fået. Samtlige blikke havde vendt sig undrende mod hende, mens damen selv stod fuldkomment handlingslammet og stirrede vantro på hende,  med det stivnede, venlige smil hvilende på sin læber. 

Langsomt var det gået op for Elena, hvad hun havde gjort, hvilket fik hende til at vakle væk, hurtigere og hurtigere, indtil hun til sidst endte med at løbe afsted, konstant snublende over luften. 

Nu stod hun så her, med den bitre fortrydelse løbende rundt i hele sin krop, med visheden om hvor meget ulig hende, det var at gøre sådan noget som dette, men samtidig med en vis tilfredstillelse ved ikke blot at være en iagttager længere, der aldrig gjorde sig bemærket. Så for hende virkede denne episode utrolig grænseoverskridende og dog også betryggende, da hun nu vidste, at hun ikke fuldkommen havde glemt, hvordan det var at vise sine følelser og skille sig ud fra mængden. Før havde det virket som et fjernt fjernt minde fra dengang fra før, hun fik det gen indoperer, og hun ikke behøvede at frygte selv det mindste strejf af opmærksomhed, da det ikke kunne få lige store konsekvenser, som det at 11. september 2001 bare var en helt normal dag. Problemet var bare, at det nu bragte alt for mange barndomsminder frem, skænderiener med hendes forældre og venner, det var tusind gange værre og mere smertefuldt at tænke på dem, end på de dage fuld af død og ødelæggelse, som hun nu var vant til. 

Elena kunne ikke fordrage at skulle til at tænke på, der engang havde været en tid før det. En tid før hver dag var en kamp efter overlevelse, hvor hun havde været glad. Ordet 'glad' var det også efterhånden begyndte at føltes fremmed i hendes mund, mens hendes sjældne smil, nærmere lignede groteske grimasser, som hendes mundvige hang i helt forkerte retninger. 

Det var også derfor hun ikke kunne bære at tænke på, hun engang havde været glad, at hun nu skubbede alle minderne tilbage i underbevidstheden, hvor de hørte til. Forhåbentlig ville der gå lidt tid, før de dukkede op til overfladen igen.  

Elena lod  sig langsomt synke sammen mod den kolde mur.  Hun var ret ligeglad med at gyden, hun sad i flød rundt med affald i store bunker, hvis harske lugt hev i hendes næsebor, Hun 
  havde travlt med at stirre mismodigt op mod den grå himmel. Det var svært at forstille sig, denne himmel overhovedet kunne antage andre farver end grå, når hun så, hvordan de tunge skyer draperede hele himlen, og varslede om snarlig regn. På den anden side havde det nok være malplaceret, hvis solen havde skinnet fra en skyfri himmel. 

Det gik op fra Elena, hun næsten ikke kunne vente til, det blev aften. Hun ligefrem glædede sig til at blive trukket ved navlen væk fra denne dystre tid, hvor hun ikke længere behøvede havde dårlig samvittighed over sit udbrød mod damen. Det var lige før, hun bare skulle lægge sig til at sove nu, tænkte hun, i det hun kvalte et gab med hånden i frygt for, at nogen skulle høre det og opdage hende her. Men hun var nu under alle omstændigheder ret udsat. Man behøvede bare at kaste et blik ind i gyden, så ville hun være tydelig, trods skyggerne fra de to huse, hun sad klemt sammen med. Det undrede hende faktisk at sådan et pænt kvarter kunne have sådan en mørk afkrog som denne. Det virkede derfor usandsynligt, at nogen skulle have lyst til at kigge ind til hende, men tanken om at overgive sig til søvnen virkede stadig ikke særlig tillokkende for hvad nu hvis, der var en som tilfældigvis faldt over hende?

Pludselig bekymrede det hende ikke mere, for lynhurtigt blev hun overvældet af minder, som hun ikke vidst,  hun havde, selvom det var lige præcis, som de tanker der havde luret i de mørke afkroge af hendes bevidsthed hele dagen. I et kort øjeblik var hun overbevist om, at 3. verdenskrig var startet i 2012 og sluttet i 2015. Hun var helt sikker på, at stort set hele Jorden var blevet gjort ubeboelig på grund af radioaktiviteten, atomvåbnene havde skabt. Hun lod et lille hvislende støn slippe ud mellem sine tænder, mens den ene grusomme detalje efter den anden dukkede op i hendes hoved. Der gik et lille sekund før der gik op for hende hvorfor, hun vidste alle disse ting, men da tanken først faldt hende ind virkede det åbentlyst. En del af hende hørte jo til i denne tidstråd, hun var i hvert fald bevidst om denne del. Hende hovedpine var allerde nu vendt tilbage med fuld kraft, som hun blev mere og mere forvirret. 

Hun skulle lige til at rejse sig op igen, men opdagede så hun ikke orkede til det. Selvom det sikkert kun var omkring middagstid,  vedblev hendes øjenlåg med at falde ned. Ikke at hun kunne bebrejde sig selv, da hun på ingen måde fik den søvn, hun havde brug for. 

Elena sukkede stille, men endte efter et øjebliks betænkningstid med at krølle sig sammen til en lille hård kugle, med armene knuget alt for hårdt om sine knæ og hovedet fuldt af svimlende erkendelse og frygt. Der gik ikke længe, før hun faldt i søvn, trods dagslyset, farvede bagsiden af hendes øjenlåg røde og de lavmælte stemmer fra gaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...