En dag

Langt ude i fremtiden er det blevet muligt at rejse i tiden ved at få et gen indopereret. Men der går noget galt under Elenas operation, og inden hun ved af det, er hun fanget i tiden, tvunget til at vågne op i et nyt årstal hver dag. Snart bliver synkende skibe og aktive vulkaner hverdagskost, og hun begynder at vænne sig til sin nye hektiske tilværelse, hvor hun ikke længere ved, om hun den næste dag ville befinde sig i en bombet by eller på et styrtende fly så snart, hun vågner. Men det er kun indtil den dag, hvor det hele pludselig bliver vendt op og ned. Fremtiden, nutiden og fortiden ændrer sig drastisk, og Elena er den eneste, der ved det. Desperat prøver hun at finde kilden til alle ændringerne, men det er langt sværere end som så, når tidstrådene er viklet uhjælpeligt ind i hinanden, og hun altid kun har en dag, før hun bliver tvunget videre i tiden.
//vinder af 3. pladsen i Mockingjay del 2-konkurrencen

10Likes
4Kommentarer
1182Visninger
AA

2. Kapitel et

Elena havde altid haft svært ved at  falde i søvn. Hun vidste ikke helt, om det skyldtes de til tider  ubehagelige underlag, hun måtte tag til tåls med, eller bare frygten for hvad den næste dag ville bringe. Sikkert begge dele. Hun burde vel efterhånden være blevet vant til de ængstelige nætter, så hun kunne ikke lade være med at være lidt irriteret på sig selv over alt den søvnmangel, der tit gav hendes øjenlåg en tendens til at falde i næste morgen, mens hendes krop blev gennemrystet af gab. Selvfølgelig havde følelsen af at blive trukket gennem tiden ved navlen aldrig været rar, men hun vidste trods alt godt, at den var uundgåelig, selv hvis hun holdt sig vågen hele natten. Den tanke gjorde det nu ikke mere behageligt, tænkte hun træt og drejede sig endnu en gang om på den anden side, som ville det gøre det mere behageligt at ligge på en mudret landevej en kold vinteraften. 

Det var nu ikke, det der generede hende, men nærmere angsten for, hvor hun ville ende den næste dag. Og selvom Elena før havde befundet sig midt i verdenskrige eller på det synkende Titanic, skræmte det hende nu stadig, da hun vidste, chancen for hun ville ende midt ude på havet eller på siden af en aktiv vulkan var al, al for stor til, at hun så let kunne overgive sig til søvnen. Også selvom hun kunne mærke trætheden værke i hele kroppen, mens hendes øjenlåg blev tungere og tungere for hvert sekund, der gik. I dag havde ikke engang været specielt hård - hun havde ikke været tæt på at dø på noget tidspunkt. Det havde taget hende lidt tid at finde ud af, hvordan hun skulle få fat i noget mad, men da hun først havde bestemt sig for at stjæle noget fra en af de gamle bondegårde, hun var omgivet af, havde det været nemt. 

Men på den anden side, vidste hun, at sådan en dag altid kom alene, så den næste ville sikkert være fuld af død og ødelæggelse. Hun sukkede. Det var svært for hende at være taknemmelig for sin fulde mave og gode velbefindende, når billeder af lemlæstede lig og store eksplosioner lurede på bagsiden af øjenlågene, som en tavs påmindelse om alt, hvad hun havde været i gennem, og at det var et mirakel, hun stadig var i live. Endnu en grund til, at hun havde svært ved at falde i søvn. 

For sent gik det op for hende, hun havde brudt sin uskrevne regel om ikke at tænke på de forrige dage, da de stort set kun rummede angstfulde og dårlige minder. Selvfølgelig vidste hun godt, det var umuligt at lade være, men det ville nu være lettere at falde i søvn, hvis hun ikke genoplivede nogle af de dage, men blot fokuserede på, at hun havde et par fredfyldte timers søvn foran sig, før hun igen ville blive sendt videre i tiden til endnu en katastrofe.  

Man skulle næsten tro, at det var mennesker, der bestemte, hvor hun skulle ende dag for dag, da hun havde en besynderlig evne til altid at havne midt i historisk vigtige begivenheder, så det var svært for hende at bilde sig ind, det bare var det forbandede defekte gen. Endnu en gang, fangede hun sig selv i at ønske, hun aldrig have sagt ja til den operation og have slået sig til tåls med at høre om verdenshistorien i stedet for selv at opleve den. Når hun tænkte tilbage virkede hendes grunde til at gennemgå den risikofyldte operation helt tåbelige. Det kunne godt være, der måske ikke havde været noget at råbe hurra for i hendes egen tid med de stigende have, og uendelige krige, men sammelignet med det, hun havde set, virkede det pludselig helt dejligt og ikke noget, hun havde behøvet slippe væk fra. 
 
Til sidst endte Elena med at sætte sig op. Lige nu var hun alt for rastløs til at falde i søvn, og desuden frøs hun, da det tynde vattæppe, hun havde fundet på en af bondegårdene,langt fra var nok til at yde den mindste smule beskyttelse mod den bidende vind. Forsigtigt rejste hun sig op og begyndte stille at gå ned af den snoede landevej, med spidsede øre i tilfælde af, der skulle komme en hestevogn. Men natten henlå stille, de eneste lyde var et vissent blad der en gang i mellem raslede hen af vejen, og hendes skridt, der knasede i grusset. 

Hun nød stilheden og følelsen af at være helt alene under himlen. Det ville måske være mere perfekt, hvis den havde været stjerneklar, men det var nemt nok for hende at forestille sig et par gnistrende stjerner oppe på den ellers overskyede himmel. På den anden side ville de bare komme til at bryde den ellers helt sorte flade, så måske skulle hun bare lade himlen være, som den var. Hun var i øvrigt også taknemmelig for, at månen var skjult bag en sky, så månelyset end ikke var der til at oplyse vejen, og alting lå hen i et uigennemtrængeligt mørke. 

Det havde en sær beroligende effekt på Elena, selvom hun ikke kunne lægge frygten for at noget skulle lure et sted i mørket fra sig. Hun var vist blevet lidt for vant til at faren lurede om hver eneste hjørne til, at hun kunne slappe helt af, selvom alting syntes øde. Hun vidste da også godt, det bare var en illusion, da hun i virkeligheden var omgivet af flere små bondegårde, der vidnede om, hun var kommet rimelig langt tilbage i tiden. Det var nu bedre, end de dage, hun var i storbyer, der altid kun blev mere forurenet og overbefolket, som tiden gik. Så hun huskede også at nyde, den rene luft, hun langsomt indåndede, mens hun forsøgte at ignorere hvor koldt det føltes mod hendes bare hud, der allerde var blevet farvet hvid af den bidende vind. 

Men snart rystede hun af kulde, trods det raske tempo, hun ellers havde holdt. Det havde allerde været mørkt i en del timer, så daggryet kunne ikke være langt væk, hvor hun igen ville blive kastet videre i tiden. Så det var nok bedst, hvis hun lagde sig ned igen og håbede på, at vejret den næste dag, ville passe lidt bedre til hendes lette påklædning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...