8 spørgsmål

// Der skete ændringer med hende, og derefter kunne jeg ikke kende hende. Nogle ville sige hun udviklede sig, men udvikling ligger så samfundsmæssigt i min mund så politisk korrekt. Derfor siger jeg, hun ændrede sig. Jeg nåede dog lige at stille hende otte spørgsmål, inden hun forlod mig helt. //

0Likes
0Kommentarer
361Visninger
AA

1. Prolog

Dengang var hun ligeså smilende som den røde aftenhimmel. Hver dag når solen var gået i skjul bag horisonten, mødtes vi på stranden. Der lagde vi os ned i det våde sand med bølgernes skvulpen omkring os som et trygt værn mod tiden, og så op på nattehimlen for at spotte de blinkende stjerner.

Om sommeren havde vi en bøtte lakridsis med, som vi spiste af med bøjede gafler, og nogle gange havde hun også kaffe i et papkrus fra netto med. Det var koldt, men det var alligevel som om, vi sad foran hendes knitrende brændeovn. Varmen blev delt imellem os, og vi frøs derfor aldrig.

Hendes selvtillid havde altid nået længere ud end stjernerne, og det var nok derfor, hun holdt fast i sin mening omkring sine hullede ødelagte sko. Hun sagde altid, hver gang jeg spurgte, om hun ikke skulle købe nogle nye: "Man kan se, hvor jeg har været ved hjælp af mine sko. Hvis jeg køber nogle nye, så mister jeg mine gamle minder og starter optællingen påny. Det har jeg ikke lyst til." Det var den første ændring, der skete med hende. Hun købte nye sko.

Flere ændringer gjorde, at jeg kendte hende mindre. Hun viste altid peacetegnet, når hun drejede om hjørnet på sin rustne damecykel. Det stoppede hun pludselig med at bruge. Hun stoppede også med at gemme sig under dynen, når violinen var på sit højeste i gyserfilmene, og jordbærshampooen blev skiftet ud med en syrlig citronshampoo. Smilet blev mindre, og afgrunden blev større.

Den sidste ændring var den hårdeste for mig. Hun begyndte glide ud af mine hænder, ligesom da man var lille og prøvede at få vandet til at blive i sine små hænder. Før eller siden slipper det ud imellem fingrene, og så sidder der kun en tom følelse tilbage. Følelsen om at man har svigtet.

Hun brugte mere og mere tid sammen med fede Frede, som altid cyklede i første gear op ad Djævlebakken. Men at hun også begyndte at gå med Crack-Brain og Sandkorn, som efter min mening var verdens mindst intelligente pige, var mig en stor gåde. Det fik mig til at føle mig billig, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på tekruset med den skåret kant. Det som jeg havde købt af Krølle på loppemarkedet.

Det gjorde mig trist, ikke at skulle mødes med hende om aftenen for at kigge på stjerner. Vi ville aldrig mere gå ud i den silende regn for at danse vores selvopfundne soldans og håbe på bedre vejr, mens vi ville være lige ved at glide i det drivvåde græs. Vi skulle aldrig mere sidde i hendes skrotkasse af en bil og slubre cupnudler i os, mens vi hørte gamle musikklassikere ud af bilens skrattende radio.

Når vi var forfrosne på vores lange shoppeture. Ville jeg ikke mere følges med hende ind i Jyske Bank, kun for at drikke deres skoldende kakao og skovle deres farvede bolsjer ned i jakkelommen. Øjeblikkene var blevet uopnåelige minder, fordi hun ikke var den samme som før. Det gik op for mig, at vi aldrig mere skulle være sammen, som dengang hun var ligeså smilende som den røde aftenhimmel.

Jeg nåede alligevel at stille hende otte spørgsmål, inden hun forlod mig helt. Nu er hun kun en skygge af pigen, hun var engang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...