Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2649Visninger
AA

19. The journey that didn´t go as planned

[Aldén]

 

Jeg kunne mærke hænder under mine arme. De holdt mig halvt oppe, mens mine ben slæbte efter mig. Det gjorde ondt i forskellige dele af min krop, men selv om jeg ville gøre dem opmærksomme på, at mine albuer gjorde ondt, kunne jeg ikke rigtig få ordene frem. Jeg var knap ved bevidsthed. Ikke engang i stand til at finde hoved og hale i samtalen de havde kørende. Ikke engang i mine egne tanker.

Jeg vidste ikke hvem de var. Jeg kunne ikke fokusere på deres stemmer, men jeg gættede på, at der var omkring to eller tre. Kvinder? Måske. Som sagt var jeg ikke helt sikker. Det føltes som om mit hoved var fyldt med hø, og smerterne var begyndt at blive værre. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle tage det som en dårlig ting. Jeg var ikke engang klar over, hvorfor min krop gjorde ondt. 

...

Jeg lå på jorden. Jeg kunne mærke de små skarpe sten presse sig ind i min ryg, men jeg havde ikke kræfter til at ændre stilling. Pludselig lagde jeg mærke til smerten. Eller rettere manglen på dette. den var væk, og tilbage var kun svagheden og ømheden. Jeg opdagede også tæppet jeg var viklet ind i, og jeg var oprigtigt forvirret. Var det de mennesker, der havde gjort dette her?

Mit hoved var vendt væk fra dem, hvilket gav mig en chance for at lytte til deres samtale ubemærket. Jeg havde haft ret. Tre personer, om end "kvinder" nok ikke var det rigtige ord. De lød for unge til at være kvinder.

"Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg ved ikke hvem han er, hvor han kommer fra eller om han fulgte efter os! "

"Gad godt vide hvorfor han badede nøgen... " 

"Deré, gider du godt fokusere? " 

"Hvad? Jeg siger bare, at det var ikke fordi, han manglede noget i de nedre regioner. " 

"For fucks sake, er det virkelig det eneste du kan tænkte på?! " 

"Jax! Deré! Dæmp jeres stemmer eller i vækker ham! " 

Den stemme. Jeg kendte den. Jeg havde hørt den før men hvorfra? Jeg forsøgte at huske men kom i samme til at lave en bevægelse, der afslørede mig. Deres samtale forstummede, og jeg vidste, at de ville finde ud af, at jeg var vågen og havde lyttet til deres samtale. Hvis det var meningen, at jeg ikke skulle vide noget, kunne de være helt rolige. Jeg var stadig ikke klar over, hvem de var. Jeg vidste ikke engang hvordan, de så ud.

"Er han vågen? "

"Hvad tror du selv, Jax? " De to lød til at skændes meget.

Pludselig lå der en hånd på min skuldre, og det gibbede forskrækket i mig. Jeg havde ikke hørt hende komme hen, men pludselig var hun der. Hun sad på hug og lænede sig lidt ind over mig. Vi fik øjenkontakt, og det slog mig, at hendes øjenfarve virkede bekendt, som noget jeg ofte så men aldrig helt kunne huske hvorfra.

Hun smilede. "Hej. " sagde hun, mens hendes lange hvide hår faldt ned over venstre skulder og dækkede mit udsyn til de andre to piger. Jax og Deré. Jeg vidste ikke hvad hende her hed. Hendes navn var ikke blevet nævnt endnu.

Hun strøg to kølige fingre hen over mit venstre kindben. "Hvordan har du det? " Hun spurgte ikke uvenligt, men der var en kølig undertone, som hun ikke helt kunne skjule. Hvis hun var klar over, viste hun det ikke.Jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle reagere. Hun virkede venligt og så alligevel ikke. Hendes ord var venligt ment, men hendes tone var koldt og hendes smil uægte, som om hun gjorde nar ad mig eller truede mig. 

Jeg valgte en sikker løsning. "Jeg har det vel fint. " 

"Du lyver. " 

Ordene kom bag på mig, men hun fortsatte inden jeg kunne svare igen. "Men det er jo forståeligt i din situation, så jeg vælger at lade den slippe. " 

Hun forvirrede mig, og jeg var ikke sikker på, hvad hendes intentioner var. Hendes ansigt var som hugget i sten. Ikke engang smilet havde givet hende humanitet. Der var ingen følelser at spotte hos hende, og det skræmte mig. Det var som om, alt ved hende var koldt. Selv de to fingre der stadig strøg mig over kindbenet virkede koldere end tidligere. 

De to andre piger havde forholdt sig forholdsvis stille, men nu talte den ene. Deré var det vist. 

"Helt ærligt, Al, du skræmmer jo drengen. " Hendes stemme var spottende, som om hun forsøgte, at få en reaktion ud af stenpigen. Da slog det mig, at hun havde nævnt hendes navn. Al. Jeg betragtede hendes ansigt. Smalt med hud som porcelæn, markerede mørke øjenbryn i stærk kontrast med det hvide hår og de isblå øjne. Nej, hvis man spurgte mig, virkede hun ikke som en Al. 

"Hvad kalder man dig? " spurgte Al igen uden at fortrække en mine. 

Jeg var usikker på, om jeg kunne stole på Al men valgte at besvare hendes spørgsmål. 

"Aldén. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...