Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2783Visninger
AA

6. Nothing goes right when everything goes wrong

...Jax...

 

Det våde græs under mig var sikkert en del af grunden til mit styrt. Den anden var pigen der lå ved siden af mig en god afstand væk. Jeg havde hendes pisk i hånden så helt skidt var det ikke gået for mig. 
Hende røde hår og hvide øjne kunne jeg genkende. Hun stirrede på mig på den måde man kun kan, når man får noget man længe har ventet på. Smilet spillede over hendes læber og stod i stærk kontrast til hendes udseende, der måske have fået visse af de højrøvede til at skrige. Sådan var det bare ikke her. 

Lige meget hvordan man så ud kunne det ikke vække vores frygt. Leavanna Distriktets (17) folk var ikke sarte. Vi havde alle som helt små oplevet ting som jeg ikke kunne forstille mig de højrøvede nogensinde ville få del i. Ting som de aldrig ville forstå. 
Mine tanker fløj vidt omkring landede på mine forældre og 'søskende'. Jeg lagde ikke mærke til min blodige hånd før Redhood rev mig tilbage til virkeligheden. Hun havde flyttet sig og stod nu kun to armsbreder væk.

Som det dyr jeg var snerrede jeg af hende og satte mig på hug i angrebsposition. Jeg lagde først der mærke til de to drenge der stod oppustet bag hende. Jeg havde hverken tid eller lyst til at nedkæmpe dem, men de stærke måtte jo overleve og jeg var kraftedme ikke nogen svagpisser. Jeg bed mig i kinden. 
Mine evner inden for kamp havde jeg ikke haft brug for før, for min modstander havde aldrig holdt sig oprejst så længe, men man skulle jo frygte det værste. 
Fyren til højre trådte et skridt frem, men Redhood stoppede ham fra at komme længere. Hvad fanden var der med hende? Drengen havde rettet blikket mod mit bryst som var ikke dækket af min tynde kappe. "Kan du lide hva du ser?" Han rettede spørgende blikket mod mit ansigt. Den fes endelig ind og han rødmede ekstremt. Spade. "Øhm.... Jeg... Adere... Øhm.... Posen!" Selvfølgelig. De var ude efter seglene og det var den eneste grund til at de havde stoppet mig. Jeg gav dem hurtigt alle elevator blikket og kom hurtigt frem til to konklusion. Deres påklædning passede mere til en fra Aekulys Distriktet (8) end dette. Halvdelen var mørk metal, den anden var leder i høj kvalitet. Våbene var også indgraveret med flotte mønstre og gjort noget ud af. De var ikke som mine. De var langt fra pynte våben.

"Hvem er du?" Jeg blev klar over at tiden var knap da jeg fornemmede hårde vejrtrækninger tættere på. Vagter. Hun kiggede på mig, og det virkede som om at hun kunne se gennem mit gardin af et hår og hættens dybe mørke. 
Hun svarede ikke, men vente sig mod den sorthårede og hviskede noget. Opmærksomheden var blevet taget fra mig så jeg rev hætten af i frustration og stirrede vildt på hende. Hun fangede mit blik og med et slog det klik. Alt had og tvivl om denne person forsvandt og blev erstattet af en følelse af tillid. Adere. 

Jeg kom også i tanke om hvor jeg havde set hende før. Da jeg var flygtet fra Mr. Dummerian var det hende jeg havde fået øjenkontakt med. Men det var ikke kun det. Jeg følte jeg kendte hende bedre. Kendte hende rigtigt. "Adere." Jeg sagde navnet neutralt og uden nogle af de mange spørgsmål jeg havde i hovedet. "Deré tak," rettede hun mig. Jeg nikkede. "Sig mig. Hvorfra ved du hvem jeg er?" Sagde jeg mindre skarpt end jeg havde i hensigt. "Jasiva, jeg..." Jeg løftede hånden og stoppede hende midt i hendes sætning. Hvis der var noget der pissede mig af så var det det navn.....

"Jax." En af drengene fnes, men stoppede bredt da han fik to gange dræberblik. "Jax, jeg er her...." Jeg hørte ikke resten af sætningen for det blev overdøvet af et højt skrig. En piges skrig. Mit skrig. Noget spidst havde boret sig ind i mit ben, men smerten var knap nok mærkbar. Mit skrig var af overraskelse og vrede over at jeg ikke havde mærket dem noget før. Jeg burde havde kunne mærke dem, men det var vel bare et bevis på hvor svag jeg stadig var. Den ene ting jeg ikke tillod mig selv at være.

Med en lille smule besvær, men forholdsvist hurtigt fik jeg hevet pilen ud. Jeg drejede om på hælen og stod ansigt til en god håndfuld soldater. Shit! Endnu flere pile blev sendt mod os, men de ændrede retning og fløj tilbage mod skytterne og ramte deres mål perfekt. Jeg tørrede svedperlerne af min pande og trak vejret tungt. Bedre, men var ikke let at får syv pile til at lystre. Slet ikke. 

Jeg kunne se hvor den person der havde stået tættest på mig, var faldet. Det flygtende blod faldt på det grønne mos og dannede en dybrød pøl. Resten af vagterne var væk, men jeg tvivlede på at de var flygtede i frygt (desværre). De havde sikkert gemt sig bag de tårnhøje træer. 

Leavanna havde altid været et smukt distrikt, men desværre var det ikke let at sætte pris på skønheden når ens eget liv blev truet. Leavanna havde også været et af de få distrikter der ikke havde være slagmark for Oprørskrigen der havde fundet sted 100 år tidligere. Jeg blev trukket ud af mine forestillinger om tiden før krigen, da jeg fandt mig selv rullende i græsset med dødvægt. En person var landet oven på mig. Af ren refleks hamrede jeg albuen bagud og jeg hørte en knasende lyd af en næse der brækkede. "Av for helvedet," hylede en mandestemme skingert. 
En af fyrene havde fældet mig og til hans forsvar, med god grund. Bag os var endnu en pil begravet i barken på en gammel eg. Upsi. "Pas på." Snerrede jeg, og da kom vi begge op at stå. Den ene mere elegant end den anden. 

Jeg vendte opmærksomheden mod Deré, men i stedet for stod der et menneskeligt bål og en dreng med et spyd. Jeg gispede og jeg var ikke den eneste. " Ild...." Hviskede jeg lamslået. "PATRICK! JACOB! FÅ HENDE VÆK!" Jeg nåede næsten ikke engang at opfange hendes besked før begge fyre greb en arm hver og slæbte afsted med mig. Jeg havde brug for pausen, men at lade to fyre slæbe rundt på mig? Fuck nej! 

Jeg gav fyren med den brækkede næse et hårdt slag i maven og undslap den andens greb. Jeg styrtede de 100 meter tilbage som de havde formodet at flytte mig. Jeg rakte ud for at flå buskene til side, men så langt nåede jeg aldrig. En klam og svedig hånd lage sig over min mund. Fyren bag mig, trak mig ind til sig og jeg måtte helt ærligt give ham credit, for jeg var ikke den nemmeste at overfalde. 
Jeg bed ham og jeg prøvede at give ham et par skaller. Jeg prøvede også at møve mig ud af hans favn, men intet virkede. Der lød en tyssende stemme i mit øre, men det var ikke nødvendigt. Jeg kunne mærke vejrtrækningen og hver en muskel i min krop spændte da genkende den svage kvindestemme. Lea. 
"...tabt er jo en mulighed. Vi bliver nød til at finde den og tyven som skal stå til regnskab." Hun hentydet helt klart til mig. Det ville være tilfredsstillende at gå om og smadre hendes fjæs, men jeg lod være. "Hvad så med bålet? Hvilket...." Begge stemmer tonede ud og jeg hørte ikke mere. Hverken Lea eller den anden kvindestemme. Fuck. Fuck. Fuck. FUCK! 
Jeg blev, stadig i et tæt greb, trukket stille baglæns og denne gang lod jeg ham gøre det. Da han lod mig gå kastede jeg mig mod jorden og overvejede i et øjeblik mine muligheder for at stikke af, men noget stak i mig. En følelse jeg ikke havde mærket længe dukkede op i mig. Samvittigheden var som en ny slebet kniv. "...stemmer for at vi lader hende dø alene. Hun kan tydeligvis ikke finde ud af andet end at gøre skade." 
Den sorthåret fyr holdte et stykke stof mod ansigtet. Det var plettet af blod så det var nok ham jeg havde gjordt skade på. Den anden fyr var blå håret og havde en hudfarve der mindede om sne. Han så til gengæld okay ud.... Eller bedre end den anden. 

De så begge ud til at være på min alder, men det var ikke altid til at vide. De havde åbenbart haft en samtale kørende uden jeg havde opdaget noget. Typisk mig. "Er du sindsyg! Der er nok en grund til at Adere ville finde hende! Hun er værdifuld!" "Måske for vagterne, men vi behøver er jo bare seglene og så er vi smuttet igen. Nemt!" Det var fyren med den brækkede næse der stod og smilede ondskabs fuldt. "Glem det." Jeg havde fået begge fyres opmærksomhed.

Jeg rejste mig og børstede jord af min tynde kjole og kappe. "Du ender bare med at få flere tæv." Afsluttede jeg. Den sad perfekt og vreden var til at læse i hans øjne. "Stop det!" Fyren der havde holdt mig i baghold kiggede hårdt på både mig og hans 'ven'. "Jeg hader at skulle indrømme det, men vi har brug for hende." To personer rullede med øjnene og fik derved den tredje til at fremstå som en idiot. 

"Hun er vores billet! Du.." Wow han snakkede faktisk direkte til mig! "... er grunden til at Adere blev fanget og du skylder hende dit liv!" Han mente det alvorligt og seriøsteten i hans stemme fik mig til at bryde ud i min hånende latter. "Du taler om noget jeg ikke har, skat." Det stak igen. Jeg løj. Den var her i højeste grad. Pludselig overrumplede en dunkende smerte mig og alt gik i sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...