Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2671Visninger
AA

4. Lets just face it.... I fucked up

...Jax...

 

"Det kan du ikke?! DET KAN DU IKKE!!" Hvæsede jeg ud mellem sammenbidtetænder. Idioten sad bare med mit segl i hånden og smilede grumt. En nedrykning var for mange en stor skam, men hvis man kom fra et distrikt som jeg hvor man meget ofte måtte kæmpe for sit liv, ønskede ingen ikke at komme længere ned af frygten for at dø. Det var det ene. Det andet var at jeg var gammel nok til at gøre det alene. Ikke fordi at jeg havde nogen at gøre det med, men alligevel. 
Jeg var fyldt 18, og måtte derfor tage konsekvenserne af mine handlinger. Lort.
Jeg blev ved med at nedstirre ham, og kunne mærke mine øjne lyne. Hvis mit element havde været elektricitet havde han ikke siddet der, og smilt så smørret til mig. 

Surt nok var det ikke, så jeg nøjedes med at smadre et vindue i frustration. Han kiggede undrende (og en lille smule psykopatisk) på mig og glasskårene fløj om os. De samlede sig hurtigt i en miniature orkan og fejede rundt over gulvet. Mit ansigtsudtryk ændrede sig også fra hårdt til lettere irriteret. 

Indtil nu havde jeg klaret det. Jeg havde kontrolleret det i ni år, men nu faldt hammeren. Jeg tog en hurtig beslutning og styrtede over mod vinduet. 
Mr Grimmerian var hurtigt kommet opad stå og greb fat i mig. Han smilede et vanvittigt smil.

"Jeg vidste det." Næsten brølede han. Hans stemme var så hæs og selvom jeg aldrig ville indrømme det, gav den mig kuldegysninger. "Du har altid været noget af en pige Jasiva, men det her forklarer alt. Hvor er de andre? Hvor er resten af din gruppe?!" Hans øjne glimtede af vanvid og sejr. Jeg forstod ham godt. Vi havde alle hørt historierne om at elementbetvinger færdes i grupper på fire eller mere. Helst en af hver element, for så var man stærkere og følte sig mere fuldendt. Jeg kendte kun beskrivelsen, for jeg havde aldrig fundet min gruppe. Jeg var alene. Mere alene end han ante. 

Da han ikke fik sit svar, ændrede hans ansigtsudtryk og grebet om mig strammedes. Jeg lod mærke til hans ene hånd, der famlede efter noget på skrivebordet. 
En dolk.
Jeg nåede kun lige at opfange det, men  slog så uden tøven ud efter ham. Han må havde hoppet tilbage for det eneste min arm lavede var et hul i luften, men alligevel var det en fuldtræffer. De glasskår som havde samlet sig i form af en miniature orkan, var med et hørt op og glasskårene sendt i Mr Grimmerians retning. Jeg mærkede at af dem borer sig ind i min skulder, men resten ramt sit mål. Det blev konstateret da jeg hørte at brøl af smerte, så nu handlede det bare for mig at komme ud. Mit blik faldt på bordet hvor posen med mit segl lå. Jeg tog en hurtig beslutning. Greb posen og jeg kastede mig ud af det vindue jeg tidligere havde smadret. 

Jeg havde ikke befundet mig særlig højt oppe men jeg valgte alligevel at lave et rullefald da jeg landende på de hårde brosten. Et højlydt støn undslap mine læber da det lille glasskår skar sig dybere ind i mit kød. Jeg trak det fumlende ud mens jeg satte i løb. Jeg valgte ikke at kigge tilbage, men styrtede ned af trappen og løb direkte mod mit hus. Jeg havde intet valg mere... Ingen fremtid hvis jeg ikke forsvandt med det samme.  
Jeg havde afsløret mig selv, og hvis man ikke kunne heale eller udfylde rollen som menneskelig generator så var man godt som død. Altså hvis man selvfølgelig ikke kunne nå at flygte. Hvide øjne.

Jeg nåede mit hus og jeg mærkede en mærkelig følelse komme til mig.
Det føltes som glæde over aldrig at skulle se dette sted igen, men samtidigt sorg. 
Mit hus var et ynkeligt et af slagsen, bygget af sten og et faldefærdigt tag af jord og sten. Jeg styrtede ind af døren og kom i min iver til at rive den af hængslerne. Upsi. Ilden knitrede og gryden der stod for kog var boblede over adskillige gange. 

Elektricitet var ikke særlig udbredt da bestanden af element betvingere var faldet betydeligt de sidste 100 år.
Den eneste måde man kunne få det på var ved at have en personlig "power bank" eller at købe sig til en. Der var ingen i dette distrikt der havde skyggen af den slags penge der skulle til for at være så velhavende. Ikke engang Mr Grimmerian, som ved sin post som overhoved var rigere end alle os andre. Det var ikke meget men alligevel.
Han kunne dog kun gå for at være i den kun lige overlevende del af Kindara Distriktet, som lå fem pladser længere fremme i Rangspiralen. Rangspiralen var den rangorden distrikterne var placeret i. Boede man i den indre ring var man velhavende med nok penge til nemt at kunne overleve og mere.
Hvis man derimod boede i de ydre ringe som mig, kunne det være svært at overleve. Man havde ikke meget og mange døde af blandt andet sult og sygdomme. 
De personer som typisk levede i de højeste distrikter var opfindere, adelige, eliten, soldater, kloge mennesker og de royale plus rådgivere. 
Havde man penge nok kunne man godt flytte men det fik man sjældent og prisen var høj.

Jeg lagde mig på maven og trak en stor skind taske med våben i ud fra skjulet under den træplade med ben jeg kaldte min seng. Efter det der var sket med mine forældre for 6 år siden havde jeg lært noget. Vær altid klar til at flygte og slet dine spor. Eller brænd dem.
Jeg tog hurtigt alle de våben jeg kunne bære, samt det mad jeg havde og en trøje. Jeg stak også fire af mine kasteknive i bæltet i håb om at jeg ikke ville komme til at bruge dem. 
Den pind jeg havde stukket ned i ild stedet, var det kommet godt fut i og jeg kastede den oven på min seng. 
Jeg stod lidt i døråbningen og kiggede på ilden der tog til. Der var ikke tid til at tænke sig om og porten var min eneste mulighed for at komme ud.
Jeg løb hurtigt mod porten i håb om at beskeden ikke var nået der til endnu. Jeg tjekkede hurtigt det eneste eje jeg havde kært. Mit lomme ur viste at jeg var på vej mod porten på et godt tidspunkt på dagen. Portene ville snart åbnes og folk ville passere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...