Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2649Visninger
AA

10. Inside and outside

~Deré

 

Hvad fanden havde jeg nu gjort? Rodet mig ud i noget være lort sikkert. Satans. "Den er vågen" sagde en stemme. Et skarpt lys blændede mig, og jeg kiggede væk fra hvad, det end nu var. "Tjaa, hvordan har den det." 
"Fint" mumlede jeg og blinkede smerten væk. Jeg prøvede at trække mine hænder til mig. "Du går sgu ingen steder" påstod personen. Jeg sukkede og prøvede at finde en behagelig stilling.

"Lort" hostede jeg og åbnede mine øjne fuldt. Lodéra, lugten var ikke til at tage fejl af, selvom jeg ikke kendte til akkurat disse omgivelser, så var der kun et sted jeg kunne være.
"Fængslet" stønnede jeg lavmælt. Vagten nikkede. 
"Skønt at se dig igen Adere" sagde hun. Hun var endeligt meget pæn, så hvem var hun? 
"Eh, og vent, hvem fanden er en 'Den', " spurgte jeg surt. 
"Nu skal du ikke blive mugge" drillede hun. Så måtte det jo være. 
"Miria din lille slange" jeg rullede rundt på det hårde stengulv i et dårligt forsøg på at glide ud af lænkerne omkring mine håndled og fødder. 
"Bare vent Rose" mumlede hun højt nok, til at jeg kunne høre det. 
"Det er snart ovre."
"Ovre?" jeg så mistroisk over på hende.
Hun kiggede hen på mig.
"Du skal dø Rose..." hendes stemme rystede en smule, men så rømmede hun sig og begyndte at nynne. Jeg tænkte mig over hvad hun lige havde sagt. Jeg skal dø. Jeg skal dø, og det er i dag. 
Dog er det ikke overraskende, overhovedet ikke. Det er konsekvensen af et valg jeg tog for længe siden. "Nå," sagde jeg næsvist, bevidst om at hun nu ville prøve at skræmme mig.
"Nå?!" Udbrød hun. Den perfekte reaktion. 
"Du skal hænges! Foran en helvedes masse folk! Og så siger du Nå?!" Hun prøvede fortsat på at skræmme mig. "Pfft, og?" 
Hun blev ildrød i ansigtet. Oh gud hvor var hun sjov at lege med. "OG?!" skreg hun skingert. "Det er til et bryllup! Tænk på skammen!" Jeg spillede stadig ligeglad, men ærgerligt for mig sagde hun ikke mere, og stirrede bare hidsigt ind i muren. Skammen, ja men det værste var brylluppet. Hvis jeg var uheldig så er det et kongeligt bryllup. De ville være de eneste, der ville være syge nok til at hænge nogen til deres bryllup.
Jeg grinede så småt og prøvede at stå op på mine let kvæstede ben, som skreg af smerte. Miria fniste af mig. 
"Bliv dog nede pige." Hun var modbydelig. 
"How about no." Min stemme var hæs og rusten. "Stop dog med at tale på den måde. Du ved godt, at ingen forstår oldtidens sprog ud over dig, din dumme pige! Og hvem ville også være dum nok til at studere det åndssvage sprog?"
Jeg kluklo.

"Jeg ved, at jeg ikke er den eneste." Stilheden fortsatte, indtil solen begyndte at gå ned, og brylluppet skulle til at begynde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...