Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2671Visninger
AA

8. I hate my life

//Al//

 

Et bryllup mellem en Lord og en Lady af min rang var aldrig en hurtig sag. Selve vielsen af de trolovede var altid en af de sidste ting der skete. Den forgik i dagens sidste lys og nattens første. Inden vielsen var der en hel række formaliteter og banquetter samt, hvis familierne var religiøse, forskellige ritualer. Min mor og jeg havde gennemgået planen for mit bryllup et utal af gange, og jeg kunne den efterhånden uden ad. I dette øjeblik sad vi til en af banquetterne. 

Vi sad på en hævet platform, så alle kunne se os. Jeg sad på hans venstre side med min far ved siden af mig og resten af min familie ved siden af ham. Han sad med hans far på sin højre side og hans familie ved siden af hans far. Han smilede. Han var charmerende på en måde, jeg ikke helt brød mig om. Jeg lod mig ikke forblænde af det gyldne hår og de kornblå øjne, og han vidste, at hans charme og små høfligheder og komplimenter ikke virkede på mig. Det gjorde ham vred, men han var god. Han lod det ikke vise. Min trolovede, Lord Victor Gray, kunne spille spillet, men han var ikke noget match for mig. 

Lord Victor lænede sig ind mod mig og hviskede i mit øre. "Må jeg være ærlig? " 

"Selvfølgelig. " svarede jeg lavt uden at vænne mig mod ham. Jeg rakte ud efter krystalglasset med vinen, imens han svarede. "Denne banquet er en kedelig affære. Lad os danse. Lad os gøre det mere... interessant. "

Jeg stillede glasset fra mig uden at drikke noget og rakte min hånd frem. Han løftede det ene øjenbryn. "Meget vel. " sagde han og tog min hånd. Vi rejste os og gik ud på den store plads mellem to af bordene. Solen stod højt på himlen i Lodéra distriktet (6), og parken, hvor vores bryllup blev holdt, var helt klart et af de smukkeste steder, jeg havde set. Jeg fortrak stadig lysene fra mit eget distrikt, men det var skik, at de adelige bryllupper blev holdt her. 

Vi stillede os i de korrekte positioner. Jeg fangede i glimt af vores forældres ansigts udtrykt, og jeg må sige, at de fremtvang et smil, jeg hurtigt undertrykte. Jeg var udmærket klar over hvilken situation jeg satte min familie i. Teknisk set måtte jeg ikke have fysisk kontakt med ham før fuldbyrdelsen af ægteskabet, og selv om ingen overholdt den regel, fik jeg ved at acceptere hans anmodning om at danse min familie til at virke ivrig. 

Musikken begyndte at spille, og vi bevægede os i perfekt synkroni. Andre par, der først lige skulle komme sig over vores lille stunt, begyndte at danse rundt om os, og snart var det blevet glemt, at vi egentlig ikke måtte røre hinanden. Jeg undrede mig over, hvordan han kunne undgå at træde på min utroligt store brudekjole. Men han bevægede sig med samme elegance og ubesværethed som jeg selv. Han var et pragteksemplar på hvad den perfekte husbond og Lord skulle være. Flot og charmerende med den nødvendige snuhed der skulle til for at overleve hos hoffet. 

Jeg var ikke sikker på, hvor lang tid vi dansede, men lige pludselig var solen på vej ned. Alle havde rejst sig og kiggede på os. Vi stoppede med at danse. Min far og hans mor kom hen til os. Min far lagde hånden på Victors skulder, og hans mor tog mig om armen.Så førte de os langsomt ned mod den afdækkede pavillon, hvor den anden sidste del af bryllups ceremonien blev afholdt.

Pavillonen havde form som en heksagon og var egentlig lavet af glas, men på grund af omstændighederne, var den dækket af med store, draperede  stykker stof. Indenfor ville der være to rum: den ene, hvor han skulle være og den anden, hvor jeg skulle være. Vi blev ført ind i hver vores rum. Ham til venstre og mig selv til højre.Vores forældre ventede udenfor. I denne del af ceremonien ville vi blive markeret permanent med et unikt mønster, så hvis man så det, ville man vide, at vi var gift. Min mor havde i al hemmelighed vist mig mærket så, og jeg var langt fra tilfreds med det. Tre små fugle - højst sandsynligt duer - placeret på siden af min brystkasse. Jeg var ikke bare utilfreds med den. Jeg decideret hadede den.  

Selve markeringen foregik forholdsvis nemt og smertefrit. Lige præcis det med nåle var jeg aldrig helt god til. Da vi kom ud igen, indså vi, at der stadig var god tid før fuldbyrdelsen af ægteskabet skulle ske. Det betød, der faktisk ikke var noget at lave. Nogle gange sker det, at alt ikke går som planlagt. Men som sent fra himlen kom min lillesøster, Aramyna, ned til os og fortalte om en henrettelse der snart skulle ske. Efter kort diskussion besluttede man, at vi havde tid til at se den ske. Og derfor - uden konsultation af hverken mig selv eller Victor - blev vores bryllup flyttet til at ske samtidig med en henrettelse. Henrettelsen ville blive den ultimative underholdning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...