Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2672Visninger
AA

15. Going on a trip with dumb and dumb

...Jax...

 

"Pause!" 


Jeg kiggede ned på parret bestående af to svæklinge under mig. Det var Jacob der befandt sig et par meter under mig, der havde råbt til mig. 
Jeg orkede ikke at diskutere så jeg snerrede irriteret og greb efter det sikreste sted at holde om. Det var glat, men jeg fandt et passende sted.

"Kom nu Jax! Pause!" Denne gang var det Patrick. Kunne de ikke godt bare holde bøtte?Jeg var seriøst træt af at de rottede sig sammen mod mig. Jeg himlede med øjnene og søgte efter en afsats.

"Følg mig." Jeg var ikke vant til at give orde eller holde pauser, men hvad havde jeg forventet da jeg havde sagt ja til at tage dem med. Det var ikke fordi det var første gang... Jeg var dog begyndt at bryde mig mere og mere om Jacob og Patrick, selvom det nogle gange var lidt svært. Det blev dog nemmere jo bedre jeg begyndt at lærer dem at kende og de var faktisk okay. Eller så okay som to fyrer på 17 år kunne være. 


Jeg hev mig op på klippe afsatsen og satte mig til at vente på dem. 

 

Det havde faktisk overrasket mig, at jeg var ældre end dem, selvom det kun var med to årsfester. De var begge meget stører end mig, men det var heller ikke så svært at være. Jeg var den mindste i gruppen, men også den der havde de bedste færdigheder. Så kom Deré, Jacob, Patrick og til sidst Al. De andre piger (nok mest Al) var dem der havde mest mellem ørerne så det var dem der planlage. Problemet var bare at når de ikke var der, så var det altid mine ordre der blev fuldt, hvilket jeg ikke altid var så tryg ved. Alle havde nok opdagede at jeg ikke var den største tænker så at udnævne mig til leder så jeg som en fejl.... På den anden side ville jeg hellere lægge mit liv i mine egne hænder end i Jacobs eller Patricks. De havde hverken de bedste overlevelsesskills eller de strategiskeevner der skulle til for at overleve alene. Heldigt for mig at jeg havde en af dem.
 
Jacob var den først der kom op ved siden af mig, og lænede sig tilbage mod klippevæggen. Vi trak begge vejret tungt og det var mærkbart at luften var tyndere heroppe. Patrick kom et halvt minut senere og kravlede om på den anden side af mig. Der gik flere minutter hvor ingen sagde noget, hvor vi alle bare sad og trak vejret dybt.
Jeg kiggede fra den ene til den anden. Vi var alle sammen gennemblødte på grund af vandfaldet der var et par meter længere væk.
Næsten på kommando sukkede vi alle dybt.


"Hvorfor var det os der skulle rive vores fingre til blods på den her åndssvage klippevæg?" Brokkede Jacob sig. Hans blik var rettet mod sine farvede hænder og jeg måtte give ham ret i at det ikke var kønt men....Nej!....Pivedyrene var vent tilbage og klar til at angribe. Fuck mig.
"Hvorfor gik kun Arderé og Alehsiya den nemme vej? Hvorfor gjorde vi ikke alle det?" Fortsatte Patrick. Jeg trak vejret dybt, som Jahvian altid havde sagt jeg skulle gøre i disse situationer. Det ville intet hjælpe at blive sur. Det ville bar koste mig energi jeg ikke havde. Jeg savnede Jahvian og hans lederevner. Rigtig meget endda.


"Hørte I slet ikke efter da Al og Deré planlage det her?" To gange blinken og stirren var alt jeg fik. Idioter! Jeg vidste godt at jeg ikke var den der havde mest lov til at dømme efter intelligens, men de kunne da i det mindste have hørt efter. Jeg havde næsten ondt af Jahvian for at have levet med mig 9 år. 
Jeg sukkede lidt ekstra dybt og irriteret. 
"Vi skal til tops så hurtigt så muligt så vi kan lave en camp. Al har ingen erfaring med at kæmpe eller klatre og tager derfor den lange vej. Deré er gået med hende i tilfælde af at de støder på Elite Soldiers. Grunden til at vi tre er her er at Deré mener at det er bedre at være flere til at hjælpe med campen, så er jeg stuk med jer to.... Og ikke fordi jeg ønskede det."


Jeg kiggede udover Lodéras (6) flotte landskab. Vandfaldet vi sad ved siden af var et af Lodéras (6) mange hundrede og det var det Distriktet var mest kendt for. Dets smukke vandfald, floder og gader af vand. Det var selvfølgelig ikke alle steder at der var flodgader selvfølgelig efter det Deré havde fortalt. Jeg var glad for at de ikke havde valgt at holde skandalebrylluppet eller ikkehenrettelsen sådan et sted. Tanken om at skulle have klaret kampen på dybt vand var ikke rar.


"Men hvorfor kunne en af os i det mindste ikke havde sluppet?" Sagde Patrick undrende på venstre side af mig. Jeg gav snart op.
"Fordi hverken Al, Deré eller jeg tror kun en af jer kan passe på Al." Jeg var stoppet med at hive efter vejret og kiggede op på klippevæggen. Jeg var vantil klippevægge og at klatre da Leavanna Distriktet (17) var et bjerg og skov distrikt. Jeg var en af de få personer (efter et ihærdigt forsøg på at bidrage) der havde valgt at leve selvstændigt og selv skaffe alt, uden at jeg behøvede at arbejde. Det gjorde at jeg havde haft nok tid til at forbedre mine evner inden for overlevelse.

Alligevel havde det været lidt af en udfordring at komme fra Leavanna (17) til Lodéra (6) på de 23 dage det havde taget. Det havde været en rigtig 'team-building' tur for mig og pivedyrene og deres hårde facader var faldet efter et par dage. Jeg var den der gik først, men det havde været Patrick der havde haft kortet og havde planlagt hvor vi skulle hen.Det var gået overraskende godt, og det jeg var allermest forbavset over var at vi havde klaret det, selv med den hjælp vi havde fået fra Patricks familie i Yurizila Distriktet (9). Yurizila (9) grænsede op til Leavanna Distriktet (17) og det havde hjulpet rigtig meget at vi ikke skulle gå igennem hele Yurizila (9).

Når det kom til beslutninger viste det sig hurtigt at ingen af os var det man kunne kalde 'den fødte leder' og vi havde derfor intet i mod at overlade planlægningen til Deré eller Al da vi blev forenet med dem.

 

"Vi skal se at komme videre... Der er ikke langt tid til solnedgang og vi har stadig noget arbejde der skal gøres." Patrick nikkede lidt modvilligt og Jacob stønnede. Jeg rejste mig og spændte mit bælte med våben så mine bukser ikke ville falde ned i mens. Jeg havde seriøst brug for noget nyt tøj i min egen størrelse. Al havde tilbudt mig at bytte, men siden at jeg ikke var den største fan af at bære et skørt der var længere end jeg selv, havde jeg aggressivt takket fandme nej.

Jeg greb godt fat i et klippestykke og ignorerede den smertende dunken i fingrene. Jeg strakte mig efter et andet og min krop nærmest skreg af smerte og udmattelse. Jeg havde den største lyst til at give op, men i min familie var det ikke en mulighed.

'Der er kun en person du aldrig må give op på. Der er kun en person i verden der er vær at bruge alle kneb for beskytte. Der findes kun en som man aldrig kan betale en for høj pris for.' Efter alle de år kunne jeg stadig høre min mors stemme minde mig om hvad det var jeg kæmpede for. 

Mig selv    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...