Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2653Visninger
AA

7. Do I have friends now?

...Jax...

 

Jeg vågnede for en gangsskyld behageligt. Jeg kunne mærke jorden under de bløde tæpper, men jeg havde aldrig sovet så godt. Jeg åbnede langsomt øjnene og stirrede lige ind i ilden. Det var dejligt. Solen var ikke gået helt ned endnu. Dens flotte gyldne stråler ramte de fugtige planter og den tætte skov var badet i det glimtende lys fra vanddråberne. Her var meget smukt. Leavanna var en blandning mellem et tropiskskov distrikt og et bjerg distrikt. Her boede der planter og dyr som ingen kunne finde i andre af landets distrikter. Jeg kunne se en let tåge i skovbunden og fornemmede at luftens temperatur vil falde. Jeg satte mig op og lænede mig tilbage mod den kolde klippesten bag mig. Tæpperne og min kappe var ikke nok til at forhindre kulden i at nå min krop, men det gjorde ikke så meget. Mit blik gled hurtigt over stedet og jeg afgjorde at jeg befandt mig et godt stykke uden for distriktets mure. I sikkerhed.

Jeg tænkte på Deré. Hvorfor kunne hun kende mig? Hvorfor fik jeg sådan en mærkelig følelse da jeg tænkte på hende? Hvorfor var jeg  så speciel som det lød til? Jeg var da ikke særlig speciel, medmindre at man syntes at en luft betvinger var noget særligt.
Jeg lod mine tanker vandre frit. De faldt igen på Deré. Jeg tænkte kun på hende og jeg havde ingen ide hvorfor.

Jeg var lige kommet ud af syne fra porten da hun overfaldte mig. Hun havde ventet på mig. Hvorfor vidste jeg ikke, men det havde sikkert noget med seglene at gøre. 

Det ord. Jeg blev i det samme helt panikslagen. Jeg rejste mig op og søgte ængsteligt i mine to lommer og mit bælte. Den var der ikke. Jeg kiggede også i den lille stofpose jeg havde medbragt, men ej der fandt jeg den. Lort, lort,"LORT!!!" Skreg jeg. 

Den kunne ikke være væk! Den måtte ikke være væk! Jeg sparkede tæpperne til side og søgte omkring bålet. Fuck, fuck, "FUCK!!!" Skreg jeg igen. Mine hænder begyndte at mishandle hårene på mit hovede. Det kunne ikke passe! Seriøst! Mit vredesudbrud blev bremset af en mands stemme. "Hvorfor skal kvinder altid være så højlydte. Jeg fatter det ikke." Sagde drengen med det smukke kongeblå hår selvsikkert. "Jeg stemmer for at vi lukker munden på hende." Grinede den sorthårede. Det var mest i sjov, men jeg fornemmede alligevel en hvis iver efter at føre den plan ud i livet. Sikkert hævn fra tidligere. 

Jeg knep øjnene sammen da noget dukkede op i min hukommelse. Den sorthåredes næse var helet og hvad jeg ikke havde lagt mærke til før, var at han faktisk var ret pæn. Det var de begge da jeg tænkte over det, men der var ikke tid til det lige nu. Jeg havde ikke tid til dem nu. Ikke mere snak nu skulle der handles. 
Jeg styrtede over mod den første af fyrene. Hans ansigtsudtryk da jeg lagde min hænder mod hans brystkasse var priceless. Jeg strøg dem over hans mave og ned til hans hofter hvor hans bælte sad fastspændt. 
Posen. Hvor var posen. Hvor havde de gemt den. Havde de gemt den?

I bæltet hang der kun et par små knive og et krus af metal. Jeg kørte derefter hurtigt hænderne ned af hans lår og ned til hans støvler. Jeg kunne mærke at han ikke vant til at folk rørte ved ham. Da jeg kunne konstatere at han ikke havde den på sig tjekkede jeg i alle hans lommer. For, bag, jakke og bryst. Jeg fandt intet og vente opmærksomheden mod den sorthåret. 

Han var knap så sensitiv og gav mig også elevator blikket da jeg stod foran ham. Jeg var ligeglad. Mænd, drenge eller fyre! De kunne lide så godt skride af helvedes til! Jeg havde ikke brug for at de kunne lide mig! Jeg havde brug for at overleve! Jeg gentog den samme procedure, men heller intet fandt jeg her. Shit! Hvis de havde tabt den! Mit liv! Mit liv lå kraftedme i den pose, og der var ikke det eneste. Ingen overdrivelse. Jeg skreg frustreret af mine lungers fulde kræft. 

Hvad havde jeg gjort! Hvis jeg ikke havde været så påvirket af Mr. Grimmerians ord, så havde jeg ikke slået ham ihjel (eller jeg vidste jo ikke om han var død, men i så fald var jeg ligeglad). De to fyre vægslede blikke. 

Jeg kunne mærke det da alt i mig styrtede sammen. Jeg dette var langt fra godt. I vrede kastede jeg min sløveste kniv og den fløj tæt forbi den blå hårede fyr. Sølv kniven borede sig ind i træet og fyrene stirrede overraskede på mig. Jeg havde misset, men det havde heller ikke været min mening at kappe hovedet af ham. 

Følelsen af at eksplodere fyldte mig og jeg var ved at bryde sammen. Fra nu af blev jeg jagtet som et eftertragtet præmie dyr. Fra nu af havde jeg en dusør hængende over hovedet. Fra nu af havde jeg intet hjem. Fra nu af havde jeg intet distrikt. Fra nu af... Jeg faldt sammen på jorden. Jeg græd ikke. Det kunne jeg ikke, men det behøvede jeg ikke. Jeg plagede normalt at præstere bedre under pres, men kommer der for meget pres knækker man. Jeg rystede over hele kroppen, og jeg kunne mærke koldsveden over alt på min krop. De sidste solstråler ramte mig og blændede mig for et kort sekund. Jeg rettede mit blik mod jorden og trak vejret dybt. Jeg prøvede at på styr på mig selv, men det var ikke let. Jeg kiggede op på Patrick og Jacob som sad i hug foran mig. Jeg vidste ikke hvem der var hvem, men det var også lige gyldigt. Jeg kunne se bekymringen i de smykke brune øjne der hørte til den blå hårede fyr. Den sorthåredes var dog sværere at læse, men jeg så et snært af tilgivelse. De kom begge på benene og trak mig med op. Jeg kiggede lidt mere ind i de brune øjne, før jeg snakkede til dem begge to. 
"Tak." De nikkede. 
Jeg havde ikke glemt posen og rakte hånden ud mod dem. Vi stirrede alle på den de først sekunder, men de fattede ikke en brik. "Posen." Det blik de gav til hinanden. "Nu!" En knurren slap ud. Dårlige vaner var svære at komme af med. "Jeg skal bruge den pose. Nu!" Jeg stirrede stift fra den til den anden og den sorthårede knækkede af grin.

"Du er kraftedme underlig, du er. Det ene øjeblik er du ved at dræbe os begge. Det næste er du ved selv at dø, og det tredje kræver du noget som ikke engang er dit? Du er...." Wow folk i hans (tidligere) distrikt måttet have haft meget frihed. "Seriøst Jacob? Opfør dig ordentlig." Den blå hårede daskede til Jacob. Jeg hævede det ene øjenbryn. Han havde manerer. Det havde de fleste her fra ikke. Alt vi vidste (eller alle udover mig åbenbart) var hvornår vi skulle holde mund. "Se hun er ligeglad, Patrick. Er du sådan en loner?" Og han syntes jeg var underlig? Hvad fanden var det for et spørgsmål? Jeg gav ham mit milde dødsblik.
"Uha det var et ømt punkt? Hvad hedder du så, loner?" Han tog to skridt frem og lagde sine pølsefingre om min hage. "Hvor gammel er du, loner?" Har kiggede intenst på mig, men jeg havde fokus på ham bagved. Patrick. "Er du betvinger?" Fortsatte han. Jeg havde fået nok af alle de spørgsmål og da hans tommelfinger kørte over mine læber bed jeg ham. Mine tænder var skarpe og jeg bed et overraskende stort hul i hånden. Jeg slap også relativt hurtigt da der lød et dæmpet hyl fra Jacob. Han hamrede direkte ind i Patrick så begge fyre endte på jorden. Jeg kunne smage blodet da jeg grinte en klukkende latter. Som de havde gjort for mig taget jeg armene ud og hjalp dem. Jeg kunne faktisk godt lide dem. Jacob var en sjov en. Først virkede han meget agressiv, men så var han blevet mere 'venlig'. Patrick havde jeg der i mod ikke rigtig en fornemmelse af. 

Jeg stod nu foran to høje og muskuløse fyre som sikkert kunne nedlægge mig, men jeg ville ikke give hurtigt op hvis de valgte at give igen. Jeg havde håbet at undgå en kamp, men det var totalt uventede. Jacob flækkede af grin og lagde en arm over mig. "Du er squ god nok.... Øh?" Patrick smilede også til mig, men han virkede lidt mere tilbage trukken. "Jax," sagde jeg og spyttede hans blod ud af munden. Han grinede igen. "Hahaha. Du har da kampgejst må man sige." Han klappede mig hård på skulderen men jeg gav ikke efter. "Vi må desværre meddele dig at du ikke får seglene." Patrick smilede stadig til mig. Jeg slappede af. De havde stadig posen. "Du skal nemlig hjælpe os." Det var Jacob som vente sit ansigt ned mod mit. Jeg hævede det ene øjenbryn. "Du skal hjælpe os med at få Adere tilbage." Jeg behøvede ikke at tænke yderligere over det. Jeg havde aldrig haft det sådan her før, men jeg var ikke i tvivl. Jeg stod i gæld til Deré og den skulle betales. Med mit liv eller hendes befrielse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...