Element

Vi styrtede op ad trappen i hvished om, at den ville være der. Vi havde fundet den! Enda før Eliten. Deré hoppede ind i døren, og den gik op med et brag. Det klare lys var ikke til at tage fejl af.... Det var den! Jeg nærmest faldt over mod reolen. Den var så tæt på. Jeg rakte ud efter den, men i det samme forsvandt lyset, og jeg løb direkte ind i reolen.
Tårnet blev mørkt.
Deré skreg.
Al gik i knæ, og jeg lå på gulvet overfaldt af bøger.
Den var væk.....
Alt var tabt....

8Likes
23Kommentarer
2703Visninger
AA

17. Betrayed by two

//Al//

Deré havde set røgen, og vi fulgte den, da det var det eneste spor vi havde om deres opholdssted. Det var blevet mørkt for noget tid siden, og jeg kunne mærke Deré's uro. Hun havde et problem med mørke, og det var ikke svært at se. Deré havde brugt de sidste timer på at minde mig om, at alle har deres dæmoner. Vi var i udkanten af Lodéra Distriktet (6), og det var noget helt andet. Naturen i Vaelytra Distriktet (2) var meget anderledes, og jeg ville da også indrømme, at det mørke der var her var anderledes. Vaelytras (6) kendetegn var det evige lys fra de planter og dyr, der levede der. 

"Gider De at skynde dig lidt, Frøken?" Hun lød ikke irriteret, men jeg kunne sagtens høre anspændtheden i hendes stemme. Jeg sagde ingenting og løftede bare ekstra op i kjolen. Jeg måtte virkelig snart finde en erstatning, for en ting var at have korset på. En anden var at krydse et Distrikt i et. Jeg gav et lille gisp fra mig, da en gren var ved at feje benene væk under mig. Hun lyste igen op som et fyr, og den røde farve smøg sig op ad hende. Hun rakte hånden frem mod mig som en hjælp, men hendes flammer var ikke noget, jeg havde lyst til at røre. At få tredjegradsforbrændinger var ikke ligefrem min yndlings hobby. 

"Har du en sluk knap, eller er du tidsindstillet?" Pointerede jeg efter en tøven. Efter ti lange sekunder fattede hun mit spørgsmål, og flammerne gik ud. Hun trak mig op at stå, og vi gik videre.
"Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge dig tidligere, men jeg glemte det." Jeg nikkede som tegn på, at jeg lyttede men kom så i tanke om, at det var mørkt. Det virkede hun yderst ligeglad med og fortsatte.
"Du er obviously en del af 'gruppen', " sagde hun og brugte et ord fra oldtidens sprog. Jeg var overrasket over, at hun kendte det. "men jeg har ikke set dig bruge dine kræfter. Ild og luft er allerede optaget, og du virker ikke som jordtypen... Så.." Deré havde ramte plet. 
"Vand." Kortfattet og præcist som et svar burde være. Vi gik videre, og jeg lagde godt mærke til det skridt til siden, hun havde taget. Det gjorde mig ikke spor, at hun havde en vis frygt for mig, selv om hun ingen grund havde. Også selvom jeg ikke ville kunne jeg bruge mine kræfter mod hende. Endnu.

"Jax." Vi havde nået lysningen, og bålet brænde stille. Der var dog ingen i syne. 
"Vind pige, kom frit frem! Jeg gider ikke til at finde dig!" Råbte hun af sine lungers fulde kraft. Hendes stemme var ikke særlig kraftig, men den var høj nok til, at nogle af fuglene lettede fra trætoppene. Der kom intet svar. Deré gentog sig selv op til flere gange, imens vi bevægede os længere ind i lejren. 

Imens Deré gik hen for at rode op i bålet - hvilket hun bare gjorde med hånden -  gik jeg rundt i kanten af lejren for at få et andet perspektiv. Der var både en god ting og en dårlig ting ved det. Det gode var, at jeg fandt Jax af det. Det dårlige var, at den eneste grund til var, at jeg faldt over hende. Hun lå bevidstløs i udkanten af lejren godt dækket af skygger og næsten umulig at se. 

Jeg kaldte på Deré og bad hende om at få Jax hen til bålet. Hun kunne ikke undgå at grine lidt af mig, da hun havde set mit styrt, men undlod høfligt ikke at kommentere på det. Jeg måtte indrømme, at det gjorde mig vred, at hun troede, at hun var så meget bedre end mig. Af den grund lod jeg Deré alene om at få Jax hen til bålet. Ikke at det gjorde hende noget.

Vi sad i stilhed og ventede på, at Jax kom til bevidsthed igen. Jeg havde slynget hænderne om mig selv med venstre hånd hen over tatoveringen, der symboliserede mit ægteskab til Lord Victor Grey. Et ægteskab jeg stadig ikke var sikker fra. Jeg græd ikke over min situation, selv om jeg kendte mange højrøvede små Lady´er, der ville. På den anden side var jeg jo også noget speciel i forhold til de andre, men det var kun fordi, jeg opførte mig som en fra Heji (1) og ikke én fra Vaelytra (2). 

Jax rørte på sig. Deré og jeg vendte vores opmærksomhed mod hende. Hun satte sig op og kiggede efter noget. Eller nogen. Jeg selv havde tænkt meget over hvor Jacob og Patrick var, for de var i den grad ikke her. 

"Hvor er dum og dummere? " spurgte Deré Jax.

Jax kiggede på hende og so derefter på mig. "jeg ved det ikke. " hendes stemme var hæs.

"Du ved det ikke? " gentog Deré en smule irriteret. Jeg kiggede koldt på hende. Det var jo ikke ligefrem fordi, hun vidste det bedre end Jax. 

"Der kom lige pludselig en masse mennesker og begyndte at tale med dem. Så gik de pludselig med Jacob og Patrick, men før jeg kunne gøre noget, var der en der slog mig ud. " 

"Så de blev altså kidnappet? " 

"Nej. " svarede Jax og kiggede dybt seriøst på os. "Nej, det tror jeg ikke."

"Hvorfor ikke? " spurgte jeg i et lidt blidere toneleje end Deré. 

"Fordi de gik frivilligt med dem. " 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...