A new family (One direction)

Historien handler om den livsglade Alexa Summers. Alexa er næsten lige fyldt 20 år, hun bor i Danmark. Alexa har det fantastisk med familien og vennerne, lige indtil hendes forældre kommer til hende med en "nyhed". Hvad sker der når Alexa får af vide, at dem hun troede var hendes familie, ikke er hendes rigtige familie. Og hvad sker der når hun finder sin rigtige familie, og pludselig havner på forsiden af alverdens sladderblade.

26Likes
7Kommentarer
2039Visninger
AA

2. Kapitel 1 - "Nyheden" Del 1.

 

Alexa's synsvinkel.

19. Maj

Jeg er næsten lige kommet hjem fra skolen, og sidder lige nu på mit værelse, og laver mine lektier.

"Alexa! Kom lige her ind, vi har noget vigtigt at fortælle dig." Det var min mor der råbte, inde fra stuen.

Jeg lukkede min bog sammen, og gik ind i stuen til mine forældre. "Jaer, hvad er det der er så vigtigt?" spurgte jeg min mor om. "Sæt dig ned, vi har noget at fortælle dig." Min mor så meget alvorlig ud, så jeg tænkte det nok var bedst bare at gøre som hun sagde. Jeg satte mig ned overfor mine forældre. "Jo, ser du Alexa, nu hvor du er blevet 20 år, syntes vi det var på tide du får det at vide." Startede min mor ud. "At jeg får hvad at vide?" Spurgte jeg, "Hvordan skal jeg sige det her." Spurgte min mor sig selv om. "Sig det nu bare mor, så slemt kan det vel heller ikke være." Sagde jeg med et lille grin. Eftersom min mor stadig ikke vidste hvordan hun skulle sige det, tog min far over, og det næste han sagde fik min verden til at gå fuldstændig i stå. "Alexa, du er adopteret."

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv. Jeg skyndte mig at rejse mig op, og løbe ind på mit værelse, jeg kunne høre mine "forældre" kalde på mig, men jeg igonerede. Jeg tog min mobil og mit headset, og gik videre ud i gangen, hvor jeg tog mine sko og min jakke på. Jeg løb ud af døren og smækkede den hårdt efter mig, jeg løb alt hvad jeg kunne videre ned ad gaden, lige indtil jeg nåede parken. Jeg løb ind i parken, hvor jeg fandt et stort træ at sætte mig under. Jeg satte mig under træet, og så kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere. Hulkene blev kun til flere og flere, mens jeg sad der under træet med tårene løbende ned af kinderne. Johanne og Ole, som mine "forældre" nu en gang hed, havde ringet og skrevet til mig mange gange, men jeg igonerede dem bare.

 

Da jeg havde sat under træet i gud ved hvor mange timer, begyndte det pludselig at styrt regne. Jeg havde sat og tænkt en del over tingene, og var kommet frem til at jeg ikke havde nogen grund til at være sur på Johanne og Ole, for det var jo ikke dem der bare havde givet mig væk, de havde jo bare taget mig til dem, som var jeg deres egen.

 

Jeg begyndte stille at gå hjem ad, stadig med tårene løbende ned af kinderne, for det kunne godt være jeg ikke havde nogen grund til at være sur på Johanne og Ole, men jeg havde da en grund til at være sur på mine biologiske forældre, for det var jo dem der havde valgt at få mig, for derefter at give mig væk.

Jeg var endelig nået hjem, og stod lige nu i gangen fuldstændig gennemblødt og kold. Jeg kunne høre nogle stille hulk inde fra stuen af, så jeg valgte at liste der ind, og se hvem der græd. Da jeg nåede døren ind til stuen, kunne jeg se at det var Johanne der sad og hulkede, mens Ole sad og trøstede hende. Det stak i hjertet at se dem så triste, så jeg gik stille hen til dem, og satte mig ned ved siden af Johanne, hun kiggede overrasket op på mig. "Undskyld" sagde jeg, og kiggede ned på mine fødder, da jeg var lidt flov over min reaktion. "Du skal ikke undskylde, det er os der skal.." mere nåede hun ikke at sige før jeg afbrød hende. "Jo det er mig der skal undskylde, jeg løb jo bare væk. Jeg burde takke jer." "Takke os? For hvad dog?" spurgte Johanne, jeg kunne se hun ville til at sige mere, så jeg skyndte mig at sige, "Hvad jeg har at takke jer for? Der er så mange ting at takke jer for, i tog mig til jer da mine forældre ikke kunne, eller gad have mig længere. I har altid behandlet mig som var jeg jeres egen." Sagde jeg, mens tårene begyndte at løbe ned af mine kinder igen. Johanne trak mig ind i et kram og sagde: "Selvfølgelig, alt for dig min lille skat." Hun trak jeg lidt ud af krammet igen, og tørrede tårene væk fra mine kinder og sagde: "Gå du hellere op i seng, så snakker vi om det igen i morgen." "Tak. Godnat." Sagde jeg, mens jeg trak dem begge ind i et kram. "Godnat." Sagde de, da jeg var på vej ind på mit værelse.

 

Jeg nåede kun lige at ligge mig under dynen, efter at have børstet tænder, og så sov jeg ellers.

 

*****

Det var så det første kapitel, jeg håber i kunne lide det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...