Pretty Little Factionless

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2015
  • Opdateret: 13 okt. 2015
  • Status: Igang
Aria, Emily, Hanna, og Spencer lever i et dystopisk samfund, hvor enhver 16-årig skal vælge hvor han/hun vil hører til. Det er et valg for livet. Hvis man altså allerede er i en faktion. De fire piger har levet hele deres liv hos de faktionsløse. Og de gør alt hvad den smukke og unge Intelligentsianer, Alison DiLaurintis beder dem om. Men en aften, hvor Alison opsøger pigerne med forfølgere bag sig, er det starten på et liv med løgne, hemmeligheder, og blod på hænderne. (Pretty Little Liars i en dystopisk verden)

2Likes
3Kommentarer
305Visninger
AA

1. Sådan startede det

Forstil dig at du ligger på græsset i din fine baghave, med rosenbuske på lige rækker imellem dig, solen skinner, og du har en bog på græsset foran dig. En græstot flyver ind mellem siderne, og mens du fejer den væk, kigger du på Knudepunktet øverst oppe, og så tænker du: Det er nok sidste gang jeg nogensinde kommer til at læse en bog i min baghave. Nogle minutter senere, mens du er fanget inde i historien, om en eller anden fyr der har slået sin kone ihjel, kalder din mor på dig, og du samler bogen op, og går ind. Sammen går I hen til Sandrus Cafeteria, og I sætter jer ved jeres sædvanelige bord. Og imens alle skriger op mellem luften, mens enhver lyd trænger igennem hver et hjørne, så dine ører vibrerer, så tænker du kun på at komme væk fra dette sted, og vælge et nyt liv. Det er præcis sådanne nogle ønsker, fire smukke piger går med i det faktionsløses sektor. Om at vælge et nyt liv, frem for det gamle. Men det de ikke vidste var, at enhver drøm hurtigt kunne ændres til et mareridt. Og nogen skulle snart til at gå i seng.

I nogle af de faktionløses sektorer, længere væk fra Knudepunktet, sad Aria Montgomery og så den gloende sol sive ned til det uendelige. Hun havde ikke sko på. De var i forvejen næsten ødelagte, og hun ville gerne spare dem til vinteren, selvom det var så en kold temperatur – så kold at hver gang hendes tåspidser berørte asfalten, at der sendtes pikkene stødninger gennem hendes krop – så kunne man vel lige så godt kalde det vinter. Hun sad i en bunke af murbrokker, i en gyde, og stirrede på solens sidste stråler afspejle bygningen. Det var i morgen der var Udvælgelsescermoni, tænkte hun. Et rystende lyd gav sig mod enden af gyden, og da hun zoomede ind på det, så hun Hanna komme tættere mod hende.

”Hej,” sagde Hanna Marin til Aria, og tørrede sveden af sin pande. Hun havde arbejdet hele dagen som opvasker henne ved renseriet. Hendes far skaffede hende jobbet. Bedre er det end ingenting, tænkte hun. Selvom der altid, altid, altid, ville være noget bedre. Hun sluttede sig til Aria ved murbrokkerne, og løsnede hestehalen, så hendes rødbrune hår faldt tilbage bag hendes skuldre. Hun studerede Arias blik, der stirrede på hendes støvler. ”Hey. Hvordan var renseriet?” spurgte hun. ”Fint,” svarede Hanna tilbage. ”Mine hænder er vablet og rynket til, men det kunne ikke have været værre.” Det var den sætning, der havde holdt hende fra slå en pige ihjel. ”Har du fået et arbejde, Aria?” Hun rystede på hovedet. Det kom ikke som nogen overraskelse, at Aria ikke gad at tage en af de der lorte-jobs, som Puritanerne fik dem til. Hun ville kun have et arbejde, og det var som skolelærer. Men for at være skolelærer, så skulle man være Intelligentsia. ”I ser ud som om i er blevet lortet til,” sagde en genkendelig stemme, på vej hen mod dem. Mørket var blevet tydeligere, men de kunne godt genkende Spencers skikkelse.

”Hvad snakker I om?” spurgte Spencer Hastings til de to piger, ovenpå murbrokkerne. ”Mit lortejob, Spence,” sagde Hanna, mens hun sluttede sig til dem. ”Har du fået et job?”, spurgte Aria. Spencers lod sig stirrer på Knudepunktet. ”Nej. Mine forældre vil gerne have at jeg bliver en prostitueret, ligesom min søster.” Hendes tonefald sank, for hvert et ord i den sætning. Hendes forældres valg angående Melissa var ikke ligefrem noget hun sagde højt. ”Hvordan har hun det? Altså Melissa?” spurgte Aria. Spencer skulle til at styre sig, så hun ikke ville begynde at græde. ”Hun er gravid.” De to veninder gav nogle gisp fra sig, og det var dråben for Spencer, for nu græd hun, tårerene varmede hendes kinder som et vandfald. Hanna gav hende et kram, mens Aria klappede hende medfølende på skulderen. Selv sine venners berøringer kunne ikke hjælpe på den klump der sad i hendes hals. ”Men hun har vænnet sig til jobbet.” De to veninder stirrede mod skyskraberen igen, som om de nu fuldstændig var ligeglade, og det var hun taknemmelig for, fordi hun kunne ikke holde ud at lyve for sine venner lige nu. En aften kom Melissa hjem til opholdsstedet, og hun græd. Hun sagde til Spencer, at hun var på randen til at slå sig selv ihjel. De andre der sov omkring lagde slet ikke mærke til hendes gråd. Hun indtjente noget Sandru-brød, nogle æbler og gulerødder fra Pacifisterne, og noget saftevand fra Intelligentsia. ”Hvad laver I?” indskød hun, for bare at skifte emne. ”Mine forældre skændtes igen, så jeg gik bare herud,” sagde Aria. Hanna rakte sine hænder i vejret, så Spencer kunne se dem. Det forklarede nok. Stakkels  Hanna. De kiggede ud af gyden, og så en skikkelse langsomt gå imod dem.

Emily Fields lagde ikke mærke til, at de sad i en bunke af murbrokker, før hun var helt tæt på. Ud fra Spencers røde og våde kinder, Hannas hænder, og Arias øjne, havde de vist ikke ligefrem haft en hyggesnak. ”Hej,” sagde hun, mens hun satte sig sammen med dem andre. De gentog. De tre veninder gentog samtalen om Melissa for hende, og hun gispede indeni, og hun kunne se på Spencer at hun lige skulle til at begynde at græde for anden gang. ”Aria, hvad skal Mike arbejde med?” spurgte hun. Et tæppe af had lagde sig om hendes ansigtsfolder. Hun hadede sin bror, Mike. Og ikke bare på den der jeg-hader-min-søskende had, men vil-seriøst-bare-ønske-du-ville-dø had. ”Puritanerne vil få ham anskaffet et job som togførere.” Emily nikkede, mens Aria trak luften ind, prøvede at få tanken om hendes bror til at forsvinde. Emily stirrede på Skyskraberen. I morgen var der udvælgelsescermoni. Hvis Emily nogensinde skulle vælge en faktion – og det ville helt sikkert aldrig ske – ville det være Skytsenglene. Hun havde altid beundret dem, altid elsket deres unikke vildskab. Men samtidig havde hun også elsket Pacifisternes fredelighed. Gad vide hvad Alison ville vælge? tænkte hun, mens et smil bredte sig ved tanken om Alison. Hendes smukke og gyldne hår. Hendes mørkeblå øjne. Hendes røde kinder. ”Wow, vi er virkelig blevet deprimerede, ” sagde Hanna, og rejste sig fra murbrokkerne. ”Kom. Skal vi ikke gå ned til marsken, eller sådan noget?” Hanna sprang ned til asfalten, og tog Spencer i hånden, og trak hende op. Aria kiggede på dem, som var de skøre, men trak på skuldrene, og rejste sig. Hun gav Emily en hånd, og Emily var overbevist om, at uanset hvilken slags smerte, hun ville gå igennem i livet, ville hendes bedste veninder altid være der for hende.

De fire piger var på vej væk fra gyden, da en skikkelse spærrede deres vej, lige uden for den. Hendes gyldne hår faldt om hendes skuldre, og Intelligentsia kjolen strammede til hendes krop. ”Hey, Alison,” sagde pigerne i kor, og glæden fyldte deres hjerter. Alt skulle nok blive sjovt, så længe Alison var der. Men Alison så ikke glad ud. Tværtimod var håret krøllet til, og nu hvor synet var blevet klarer, kunne de se et blodigt ar på Alisons pande. ”Piger,” sagde Alison, og det var som elektrisk stød  igennem deres kroppe. Hendes stemme lød som om den var blevet brændt i bål, slået til med en hammer, stikket til med en kniv, og den lyd var det eneste der var tilbage. Aria trådte til. ”Alison … Hvad er der sket?!” Hun stirrede på pigerne hver især. Hvis dette var en af de normale dage, ville det blik smelte Emily. Men det eneste Emily kunne gøre, var at stirre målløst på sin veninde. ”Han er efter mig.” Sagde hun. ”Hvem?” Det var Hanna. En kort pause kom, før hun svarede. ”Callum!” De fire piger stirrede på hinanden. Callum var efter Alison? ”Hvorfor,” indskød Spencer. Alison stirrede på murene, og på døren, der ledte over til de faktionsløses opholdssted. ”Ikke her,” sagde hun. ”følg efter mig.” hun var ved at nærme sig gyden, men Spencer greb hende i armen. ”Alison, hvad sker der?” Alvor var krybbet ind i hende. Det samme med de andre piger. Først virkede det hele lidt surrealistisk. Men at se hende på denne måde - den pige der har givet dem følelsen af ikke at være fuldkommen væk fra samfundet – var ikke noget der morede dem. ”Han er lige i hælene på mig, Spencer!” Alison prøvede at rive sig væk fra hende, men Spencer holdt ved. Hanna trådte væk fra gyden og kiggede omkring gaden. Revnet asfalt. Forfaldne bygninger. Lygtepæle . Fluer. Hun vendte sig om til de fire veninder. ”Der er ikke nogen,” sagde hun, og stillede sig bag Alison. ”Forklar!” Aria og Emily sluttede sig til dem, og de stod på hver deres side af Alison, så de omringede hende. Spencer slap hende. Tårer spredte sig i hendes kinder nu. ”Callum har fundet ud af det med Jenna!” De fire piger gispede. Alison så hen mod gaden, og så skikkelsen der dukkede op henne mod den gamle tøjbutik. ”Væk!” sagde hun til dem, og skubbede pigerne væk, og løb helt ind i gyden, forbi de murbrokker som pigerne sad på før. Hendes hår svævede omkring hende i bølger. Hun åbnede døren til opholdsstedet, og smækkede døren i efter sig. Pigerne nåede ikke at reagere på samme måde som Alison, da en hånd greb fat i Aria, og tvang hende på knæ. De andre piger rørte sig ikke. Hvis de gjorde, var de overbevist om at Callum ville myrde dem. ”Hvor er hun!” skreg han ind i Arias øre. Pludselig trak han en pistol, og sænkede den mod hendes baghoved. De mørke øjne røg hen til Hanna, Spencer og Emily. ”Hvor er Alison?!” De stirrede på hinanden, og Aria var netop begyndt at græde. Langsomt – overbevist om at et enkelt bevægelse kunne koste hende livet – lod hun sig rode rundt i sin Sandru-frakke lomme efter en kniv. Det eneste hun kunne finde var  et stykke kul. ”Jeg tæller til tre!” sagde Callum, netop som andre skikkelser dukkede op bag ved ham. Toby og Caleb. De havde begge deres skytsengle-uniform, og det var Toby der først talte. ”Hvor er hun?” Callums blik var i et kort sekund på de to fyre, så pegede han på pigerne. De to fyre trak deres pistoler frem, og sigtede på Hanna, og Spencer. Emily nåede at flytte sig hen til skyggen, før de kom, alt imens Callum havde rettet blikket mod dem. Han lagde slet ikke mærke til at hun var forsvundet. ”Jeg tæller til tre,” sagde Callum. ”Hvis I ikke siger hvor hun er, så dræber jeg jer.” Pigerne overvejede det et kort sekund. Alison var fra Intelligentsia, en faktion. Alison var noget. Det var de ikke. Alison førte dem sammen. Alison fik dem til at føle, at de var noget. At de var nogen. ”En.” sagde Callum. Aria rørte på sig. Spencer stirrede på Toby. Hanna så ned på jorden. Emily gjorde sig parat. ”To.” Pigerne stod stille. ”Tre!” Aria sprang. Spencer slog imod Toby. Hanna trak sin kniv. Emily gik imod Callum. En pistol blev affyret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...