4. og 5. klasse. Min historie.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg har tidligere fået af vide at 4-6 klasse var de vigtigste år af ens barndom, hvis det passer så er det ret skidt...
I de tre år af mit liv havde en det rigtigt dårligt, ikke fysisk, men psykisk.

2Likes
1Kommentarer
286Visninger
AA

4. Tilbage igen

 

Jeg fandt så senere ud af at man rent faktisk kunne dø af det, og det var jo ikke planen, desuden stoppede den fysiske mobning ikke bare fordi jeg blev tyndere. Jeg var aldrig nede på det jeg vil kalde for 'skelet stadiet' dvs. der hvor man er så tynd at det kun er hud og knogler tilbage, jeg nåede ikke så langt og det er jeg faktisk glad for den dag i dag. Jeg begyndte så småt at spise min aftensmad uden at kaste den op igen, jeg begyndte også at spise morgen mad igen, men jeg blev ved med at have en stemme i mit hoved, der sagde at jeg ikke skulle spise frokost, at der noget forkert og klamt ved lige præcis min mad, de andres var altid så lækre og velsmurte, nogle havde endda fået en seddel med hvor der stod noget i retningen af "ha' en god dag, jeg elsker dig. Hilsen mor" og så var der mig, mig der altid gik på toilettet i spisepauserne for at undgå spørgsmål som "hvorfor spiser du ikke?" eller "har du glemt din madpakke eller er du bare ikke sulten?" Mig der lige så stille lukkede verden omkring mig ude. Frokost var det eneste jeg aldrig rigtig begyndte at spise, på grund af stemmerne, de var der hver eneste gang jeg spiste noget eller i det hele taget var i nærheden af mad, bare jeg tænkte på mad var de der til at fortælle mig at jeg ikke måtte spise, og at hvis jeg spiste ville jeg tage på, og at de andre havde ret når de kaldte mig tyk og fed.

Der er stadig nogle dage den dag i dag, hvor jeg ikke spiser eller vare springer over nogle måltider.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...