4. og 5. klasse. Min historie.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg har tidligere fået af vide at 4-6 klasse var de vigtigste år af ens barndom, hvis det passer så er det ret skidt...
I de tre år af mit liv havde en det rigtigt dårligt, ikke fysisk, men psykisk.

2Likes
1Kommentarer
305Visninger
AA

3. Hjemme

Jeg var kommet frem til en løsning der nok skulle få mig ud af problemerne, jeg skulle tabe mig, kuren begyndte så småt, jeg sagde det ikke til nogle, jeg var vange for at de ville spørge hvorfor, især mine forældre, de har altid været skeptiske omkring alt hvad jeg gjorde, det er så småt stoppet nu. Jeg havde gjort op med mig selv at jeg ikke ville træne fordi det ville bare ende ud i at jeg ville blive opdaget, så jeg skar ned på min mad, i starten var det bare at jeg spiste en kartoffel mindre og ikke tog helt så meget sovs, men det blev værre, der var en overgang hvor jeg ikke spiste noget, jeg sagde at jeg ikke var sulten eller at jeg stadig var mæt fra frokost, men jeg spiste ikke frokost, det var det første måltid jeg droppede, jeg smed indholdet fra min madpakke ud i en skraldespand der var på vej hjem fra skole, hvis jeg ikke nåede at smide den ud der så lagde jeg den ind i mit skab eller gemte den et andet sted indtil den blev fundet muggen. Jeg overbeviste hurtigt mig selv om at når jeg sagtens kunne leve uden frokost behøvede jeg nok heller ikke morgenmad, det var nemt at komme uden om at spise om morgenen. Efter min far havde vækket mig, gik han ind for at sove igen, i den tid hvor jeg var alene(fordi min storebror blev vækket senere end jeg gjorde og min mor var taget på arbejde) puttede jeg min ubrugte tallerken enten tilbage til de andre eller bare i opvaskemaskinen, de morgener hvor min far blev oppe for at sørge for at min bror og jeg blev færdige, brugte jeg undskyldningen at jeg ikke var sulten og at jeg bare ville spise lidt ekstra til frokost. Min bror var den eneste(tror jeg) som lagde mærke til min nye spise vaner, men han gjorde intet ved det, fordi når han spurgte svarede jeg at jeg bare ikke lige var så sulten den dag, men jeg løj, jeg løj utroligt meget, min mave skreg efter mad og var nok den eneste del af mig der var glad når mine forældre sagde "du SKAL altså have lidt, også selvom du ikke er sulten." Hurtigt blev min krop dog vant til min nye form mad orden, jeg kom nemt uden om aftensmaden ved at spise en lille option og så vente et par timer til at alle var gået i seng så jeg kunne kaste det op igen. Det var mit liv i  næsten to år. Mit liv med bulimi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...