For Frihed og Retfærdighed

Jeg pakker langsomt billederne af mine børnebørn og børn ned i en kasse. Billederne vækker varme minder, som får mig til at smile. Jeg stivner, da jeg får øje på et gammelt og støvet billede. Forsigtigt tager jeg billedet op. Jeg sidder og kigger i lang tid på det, tårerne finder vej ned af min kind. Mine to søstre, Desmona og Alcmene, er på det billede fra den dag. Den dag jeg aldrig vil glemme. Søndag d. 24 juni 1972. Jeg genkalder mig timerne efter billedet blev taget.

1Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

1. For Frihed og Retfærdighed

For frihed og retfærdighed

Jeg pakker langsomt billederne af mine børnebørn og børn ned i en kasse. Billederne vækker varme minder, som får mig til at smile. Jeg stivner, da jeg får øje på et gammelt og støvet billede. Forsigtigt tager jeg billedet op. Jeg sidder og kigger i lang tid på det, tårerne finder vej ned af min kind. Mine to søstre, Desmona og Alcmene, er på det billede fra den dag. Den dag jeg aldrig vil glemme. Søndag d. 24 juni 1972. Jeg genkalder mig timerne efter billedet blev taget.

Jeg kan huske, at jeg kiggede ud over de mange mennesker, som stod nede på torvet og demonstrerede. Demonstrerede mod regeringen og militæret. For frihed og retfærdighed, det var deres motto og jeg må ærlig talt sige, at det gav god mening. Jeg var heller ikke selv nogen stor fan af vores regering dengang. Men jeg var ikke særlig modig dengang og havde hørt frygtelige historier, om folk der var blevet fængslede. Jeg kunne høre hvordan min nabo Nieves kom med et par hånlige bemærkninger, om hvor dumme demonstranterne var. Han var det største fjols, jeg kendte, og han støttede klart regeringen. Min søster Alcmene stod stille og lod sit blik glide nervøst over mængden. Jeg vidste, at hun ligesom mig, var bange for at militæret ville gribe ind. Jeg lagde blot mit hoved på min hånd og sukkede dybt. Min anden søster Desmona rystede opgivende på hovedet, sagde noget jeg ikke helt opfangede og kiggede så på Nieves og Alcmene med et sørgeligt blik. Nieves lænede sig ud over balkonen og kiggede ned på demonstranterne. Alcmene vendte sig og puffede lidt til mig. Der gik et øjeblik, før det gik op for mig, at hun havde talt til mig. Jeg blinkede og smilede afvæbnende til hende. Hun kiggede stadig afventende på mig, men jeg trak bare på skuldrene.

Da jeg kiggede ud over folkemængden igen, fik jeg pludselig øje på Alcmenes søn. Jeg bed mig selv i læben, hvad pokker lavede Mikol derude? Det her kan kun gå galt, tænkte jeg og kastede et hurtigt blik over på min søster. Jeg kunne se, at hun også havde fået øje på ham. Til at starte med kiggede hun bare på ham med et udtryk af både forbavselse og angst. Hun vendte sig mod os, bekymringen i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Desmona kiggede på Mikol, derefter på Alcmene. Åbnede munden, som om hun ville sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding, kiggede så på Alcmene og beroligede hende med, at han nok bare var i færd med at passere torvet. Hun så tvivlende ud. Vores nabo, Nieves, gjorde det i hvert fald ikke bedre, da han sagde, at Mikol holdte et banner. Jeg bandede ham langt væk, hen til der hvor peberet gror. Desmona sukkede og tændte en cigaret og tog et nærmest desperat sug af den. Alcmene kiggede på mig, med frygt og vrede malet i ansigtet. Hun vendte sig om og løb ind i lejligheden. Jeg kunne høre hoveddøren smække. Jeg gik hen til Desmona, hun kiggede på mig med store, sørgmodige øjne. Jeg besluttede mig for, at følge efter Alcmene. Jeg gik hurtigt hen til hoveddøren og små løb ned af trapperne, imens råbte jeg på min søster. Jeg kunne lige skimte hende nede på anden sal og så forsvandt hun fra mit syn.

Da jeg kom ud på gaden, var min søster allerede i gang med at masse sig igennem mængden af demonstranter. Jeg råbte så højt, jeg kunne efter hende, men det gik tabt i havet af stemmer. Jeg stillede mig på tå for bedre, at kunne se, hvilken vej hun var gået. Jeg fik et glimt af hende længere fremme og forsøgte, at komme igennem den tætte folkemængden. Jeg mærkede et stik af panik, jeg havde pludselig svært ved, at trække vejret. Folk skubbede og maste, jeg bliv smidt rundt, som i en kæmpemæssig storm. Det gjorde ondt i mit hoved og verden snurrede rundt og rundt og rundt. Jeg havde kvalme og ville egentlig mest bare skynde mig væk, men jeg kunne ikke efterlade Mikol og Alcmene. Jeg tvang mig selv til, at kigge efter hende. Dér! Midt i alt kaosset, fik jeg øje på hende. Hun var næsten fremme ved Mikol. Pludselig så jeg en soldat. Han var fuldt udrustet. Lidt efter fik jeg øje på en gruppe politimænd. Hvad foregik der? Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg råbte på dem, kastede et nervøst blik over på nogle af de soldater og politimænd der stod og med deres geværer og håndvåben. De var overalt! Der gik ikke lang tid, før den første demonstrant blev slået ned. Det tog pusten fra mig. Angsten for at det kunne blive min nevø og søster, voksede.  Jeg maste mig frem, råbte til folk at de skulle flytte sig, men lige meget hvad jeg gjorde, følte jeg ikke, at jeg rykkede mig. Soldaterne og politiet var næsten fremme. De kom fra begge sider, som to tikkende bomber, der bare ventede på at springe. Jeg kunne se Mikol nærme sig en af soldaterne, der viftede truende med sit våben. Det så ud som om Mikol forsøgte at stoppe soldaten. Flere unge stødte til og prøvede sammen at standse soldaterne. Jeg så en soldat løfte sit håndvåben. Der lød to skud.

 

 

Alcmene betyder: ’’Moder til Herkules’’.

Mikol betyder: ’’Sejrrige folk’’.

Desmona betyder: ’’Ulykkelig’’.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...