En ide - Et liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2015
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bidrag til strandet på mars-konkurrencen
Ud fra valgmulighed 1

0Likes
4Kommentarer
136Visninger
AA

1. En ide - Et liv

17...16...15...træk vejret ind...14...13...pust ud...12...11...tænk ikke...10...9...ikke tænk...8...7...6...nu sker det...5...4...3...husk at smile...2...nyd det...1...nu...Nu sker det. Jeg mærker en summen i maven. En summen jeg ikke har oplevet længe. Summen af nysgerrighed og frygt. Jeg er ikke bange. Jeg vil tage det som det kommer. Jeg vil blive det første menneske på Myrofinus, det kan jeg ikke være andet end stolt af. Jeg ved det er en farlig rejse, men jeg er blevet testet i så mange ting. Det kan da umuligt gå galt, ikke? Nej, jeg skal lade være med at tænke for meget over de. Det duer ikke at jeg bliver nervøs. Jeg er på vej, nu er der ingen vej tilbage.

 

Jeg lukkede øjnene. Det kunne være godt med lidt søvn inden landingen. Jeg kunne ane urskiven på væggen. Stadig syv timer igen. Det var tydeligt at jeg normalt ikke sad så sammenkrummet i længere tid. Min nakke begyndte at gøre ondt, og det sammen med min ryg. Bare syv timer igen. Det er da ikke lang tid. Prøv nu bare at sove. Jeg havde alt for mange tanker i hovedet. Hvad gør jeg når jeg kommer derop? Er der liv? Vand? Eller noget helt tredje? Jeg ryster på hovedet. Nu måtte jeg vente. Syv timer. Det kunne jeg godt. Jeg havde ventet flere år på at det her skulle ske. Mine øjenlåg blev pludselig meget tunge. Jeg prøvede at kæmpe imod, men hurtigt blev mine øjne lukket, og jeg faldt i søvn.

 

Jeg blev stødet fremad. Det gibbede i mig, og jeg bankede hovedet op i loftet. Jeg var her. Jeg gik i panik. Det var sandt, nu var jeg her virkelig. Nu var det ikke længere en drøm. Den var gået i opfyldelse. Forsigtigt åbnede jeg døren. Et snebelagt landskab dukkede frem. Jeg havde aldrig turret forestille mig hvordan der så ud heroppe, og nu var jeg her. Et smil gled over mine læber. Jeg steg ud af rumkapslen. Dejligt igen at kunne bevæge sig. Jeg tog mit videokamera frem.

”Så er jeg her. Myrofinus. Jeg har nu siddet i rumkapslen i 36 timer, og er nu klar til at udforske og undersøge planeten. Lige nu kan jeg ikke se andet en sne.”, jeg vente kameraet, så man rigtigt kunne se det ”Men jeg vil begive mig lidt rundt, når jeg har fået noget at spise”. Jeg slukkede kameraet. Min mave var begyndt at knurre, og jeg var også ved at være godt sulten. Jeg åbnede for en pakke med frysetørrede nødder. Det smagte ikke fantastisk. Lige nu kunne jeg godt have brugt en saftig bøf, men det var der ikke. Det måtte jeg altså leve med.

Efter at have spist, begyndte jeg at gå lidt rundt. Jeg havde min kikkert med, så jeg kunne se langt væk, men der var ikke andet end sne.

 

Det var begyndt at blive aften. Jeg havde nu været et godt stykke rundt, men der var intet at se. Jeg satte mig ned i sneen. Måske var det ikke så spændende som jeg havde regnet med. To dage mere. Det skulle jeg nok klare, men jeg kunne lige så godt tage hjem med det samme. Jeg fandt tasken med mit mad frem. En pakke frysetørret bacon. Fedt. Jeg åbnede for pakken. Det stank fælt, men jeg måtte have noget at spise. Jeg kom til at tænke på et opslag jeg havde set da jeg havde været nede at handle dagen før jeg tog af sted. ”Kan vi bo på andre planeter?”. Det gav mig en ide. Jeg havde taget et spil matador med. Man kan altid bruge et brætspil. Jeg åbnede for det, og fandt de små huse frem. Jeg satte dem forskudt på sneen. Jo, kunne det ikke godt lade sig gøre? Det måtte det kunne. Jeg samlede det sammen, og skyndte mig at tænde for kameraet.

”Der er på jorden begyndt at blive mindre plads til alle de mennesker der kommer. Vi bliver derfor på et tidspunkt nødt til at flytte til andre planeter. Det er der mulighed for her på Myrofinus. Temperaturen er tilpas, men der er sne, som sjovt nok ikke smelter. Der er ingenting heroppe, og man vil derfor sagtens kunne sende en befolkning herop. Vi ses hjemme på jorden”, jeg afsluttede min besked, og skyndte mig tilbage til kapslen. Det kunne ikke gå for langsomt med at komme hjem. Min ide var genial. Det var den virkelig. Nu var det bare 36 timer tilbage, og det ville blive en mulighed.

 

Da jeg igen stod med begge ben på jorden, var jeg stolt. Jeg havde været på en ny planet, jeg havde en ide. Nu skulle jeg bare have nogen til at flytte derop. Kort tid efter landingen, havde jeg givet hånd til dronningen, statsministeren og flere kendte mennesker. Det var utroligt. En rejse. Den kunne gøre så meget.

”Jeg har en ide. Vi flytter til Myrofinus”, det sagde jeg til dem alle. De nikkede forståeligt, og dronningen og statsministeren sagde at vi måtte se på det. Jeg følte mig glad. Nu skulle det bare føres ud i virkeligheden. Jeg smilte over hele hovedet.

 

20 år senere

 

Nu er der gået 20 år siden sidst. Jeg arbejder stadig på min ide. 500 mennesker skal snart sendes til Myrofinus. Jeg glæder mig. Jeg skal ikke slev med, men jeg har snakket med de fleste der skal. De er nervøse, og prøver desperat at få deres familier og venner med. 36 timer fra hinanden, det er langt, og det er ikke lige hver dag at der går en rumkapsel tilbage til jorden.

Jeg er stadig stolt, jeg har smilt de sidste 20 år, og jeg smiler stadig. Det er dejligt med en ide, men fantastisk at føre den ud i livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...