efterår

jeg skrev denne novelle i nogle valgfags timer.
den er ikke blevet rettet igennem for grammatiske fejl eller komma fejl.

1Likes
1Kommentarer
538Visninger

1. efterår

 

Efterår

Endnu en metro fløj forbi mig. Den fik min åbne jakke til at flagre i takten med de brune blade på jorden. Bladene mindede mig om Agnes. De var engang grønne, livlige, og smilende. Ingen bekymring, ingen frygt. De nød solens stråler fylde deres uerfarne kroppe med begejstring for hvad der nu skulle ske. Men så kom efteråret, de så det ikke komme. Den tog bladene med storm. De blev sorgfulde, skrøbelige. Alle faldte af deres grene, og landede på den nu våde mudrede jord. Uden mod, uden håb.

 

‘’Metro 36 kører om 5 minutter!’’ lød der ud af højtalerne fra en dyb rusten mandestemme. Jeg steg ind med tunge og langsomme fodtrin. Der var kaos. Der har nu altid været kaos. Lyden af folk der skreg, og børn der græd, flød oven i hinanden. Der var så meget larm overalt, men det nåede kun til mine ører. Inde i mit hovede var der stilhed. Kun få tanker strejfede mit hoved. De var allesammen om Agnes. Jeg gik hen af metroens gang, de myldrende mennesker skubbede mig fra side til side. De tumlede også nok med noget. Alle har deres egne problemer. Skilsmisser, børn, jobs. Måske havde nogle endda problemer som mig, men sådan føles det ikke. Jeg følte mig alene i det her, som om ingen forstod mig. Jeg kunne ikke sætte ord på det. Hvis jeg prøvede at forklare det, ville der flyde lange meningsløse ord ud af min mund.

 

Jeg satte mig ved en vinduesplads. Tre andre mennesker satte sig ved min side. Metroen var fyldt til randen, ikke én person mere kunne være der, selvom de prøvede. Jeg var heldig, men det har jeg nu altid været. Jeg har været heldig fra den dag jeg mødte Agnes. Min bedste ven, og alligevel mit største problem. Lige for tiden mindede alt mig om hende, fra damen der duftede af appelsiner ved siden af mig, til hvordan lyden lød af mine sko, når jeg gik på asfalten. Jeg kunne ikke tænke på andet end hende, ellers var mit hovede tomt. Intet bekymrede mig så meget som hende.

 

Metroen begyndte at køre i høj fart hen ad skinnerne. Alle i metroen blev stille, som om de ikke havde forventet at den skulle starte så hurtigt. Måske havde de tænkt at de kunne blive siddende i et øjeblik, at nyde tiden stod stille. Men sådan er det ikke, livet går videre, og man mister tiden, uden man selv opdager det.
Sådan følte jeg ikke med Agnes, jeg blev tidsløs. Men nu kan hun ikke vente på tiden går over. Hun har ikke snakket med mig i måneder. Hver dag føltes som en kamp uden hende. Hendes latter sad nu i mine ører. Den var klar, fyldt med livsglæde. Der var ikke et tegn på tomhed i hendes stemme. Hun havde sit liv på plads, hver dag planlagt med glæde og smilende ansigter mod hende. Men efter et stykke tid fik de ikke smilende tilbage, og hun trak sig fra alle. Ingen forstod hende, men jeg ville være den person der forstod hende. Jeg ville være hendes klippe, hvis hun ville lade mig.

 

Det begyndte at regne udenfor. Tunge dråber fra de store grå skyer foroven. De landede på ruden og blev hurtigt væk igen. De ramte også det grønne græs. Det betød jeg snart var der. Alle i metroen begyndte at pakke deres ting sammen, en for en. Der kom det igen, larmen. Den her gang højere, og mere træls at høre på. Den skrattede, som en ødelagt højttaler. Stilheden der var for lidt tid siden var forsvundet. Nu trænger den ind, langsomt, men pinefuldt. Nu var det ikke kun Agnes, nu var det andre folks problemer der fyldte hver eneste krog i mit hovede. Min mave trak sig sammen, og mit blik flakkede fra person til person. Toget stoppede brat op. Jeg fløj forover mod bordet foran mig. Folk kiggede kort på mig, men fortsætte med deres problemfyldte dag. Hvis de også begyndte at bekymre sig om mig, ville deres dag blive stresset. Folk gik ikke ud, nej, de løb. De havde alle sammen travlt med deres problemer. De ventede ikke, de skulle løses nu, så deres liv kunne blive rolige igen. Jeg gik med ud, og stillede mig midt i kaoset. Det var derfor hun fyldte min tanker hver eneste dag. Jeg havde ikke snakket med hende, jeg havde prøvet, men uden held. Det er derfor bekymringen overtog min hverdag. Mit problem var ikke blevet løst endnu, min hverdag kunne ikke blive uforstyrret, hvis ikke jeg ordnende det. Jeg begyndte at gå. Mine skridt var hurtige, opsatte. Regnen gjorde mit blik utydeligt, og løb ned af mine kinder. De dybe vandpytter gjorde mine sko våde, men jeg var ligeglad. Lige nu var alting lige meget. Menneskene i bilerne kiggede på mig med dømmende faste blikke, og børnenes munde var vidt åbne.

 

Den høje, grå bygning stod foran mig. Der kom gult lys indefra de små vinduer. Jeg havde ikke sat farten ned, og brasede gennem døren til lejlighedskomplekset. Trapperne var som jeg huskede dem. De var stejle, og virkede som om de varer for evigt. Væggene er en mærkelig nuance af grøn, men de fik mig til at føle mig trykke. Varmen bredte sig i mig, og jeg gik op af trapperne, trin for trin, skridt for skridt. På en af de øverste etager var min destination, og der var jeg nu. Så lidt fra mit mål, fra rolige dage.

 

Jeg bankede på Agnes dør. Klumpen i min hals voksede, nu var det nu. Jeg gned min hånd hen ad min nakke, den var varm. Det var nok fordi jeg havde gået op af alle de trappetrin, eller måske på grund af hende. Man kunne høre fodtrin fra sko. De var faste, og knirkede mod trægulvet. Fodtrinene stoppede op, lige foran den store metaldør. Mine åndedræt blev hurtigere, og mine lunger manglede luft. Der var den igen, stilheden. Den kvalte mig. Jeg var så rasende på den, nu havde den overtaget for meget af mit liv. ‘’Sig nu noget!’’ Min stemme lød rusten, som om jeg var på randen til at græde. Stilhed. ‘’Hej Cameron’’. Det var Agnes stemme. Men hun var alt for stille. Det var ikke hende. Hun lød ikke som sig selv, hun lød som en helt anden person. ‘’Hvad vil du?’’ Hun var udmattet, man kunne høre hvor deprimeret hun var. ‘’ Ordne det her!’’ Jeg hævede min stemme. ‘’En dag længere og jeg braser sammen. Du skubber mig væk. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig, please, lad mig nu.’’ ‘’Cam, der er ikke en kur på det her.’’ ‘’Hold så kæft! Jeg er træt af alt dit pis, du betyder for meget for mig til jeg kan lade dig være. Snak med mig! Lad mig komme ind!’’ En klar tåre faldt ned af min kind. ‘’Jeg vil ikke miste dig.’’

Man kunne høre hende snøfte, og tage dybe indåndinger. Hun åbnede døren med et skub. Der stod Agnes. I fuld figur. Hendes blik søgte mod jorden. ‘’Kan vi ikke gå udenfor?’’ Hun begyndte at gå ned af de stejle trappetrin. ‘’Øhm, jo. Selvfølgelig’’ svarede jeg lavmælt. Min føder fulgte hendes. Jeg fik lyst til at græde bare ved at se på hende. Et menneske burde ikke have det sådan her. Sådan en dyb sår burde ingen gå igennem.

 

Vi satte os i det våde græs hende ved vejkanten. Agnes fik gåsehud af regnen der piblede ned. ‘’Jeg havde glemt hvor flot efteråret var’’ Hun tørrede en tåre væk der havde landet i hende mundvige. Jeg lagde armen om hende. Hendes blonde hår ramte min hånd.


Agnes mindede mig ikke kun om en efterårsdag. Hun var en efterårsdag. Så flot med alle hendes forskellige farver. Det kunne godt være hun gjorde dig trist da hun faldt ned fra det store nydelige egetræ, og du troede hun aldrig ville komme sig. Men næste forår vil hun gro sig større, flottere og mere fortryllende end før, så længe du stod ved hendes side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...