Aldrig undervurder kærlighed

" Jeg løb så hurtig jeg kunne ind i skoven og der, der stod han. Hans dybe grønne øjne kiggede ind i mine. "Hvad vil du mig?" Jeg råbte, selvom jeg godt vidste, at han kunne hører mig klart. Han trådte flere skridt hen mod mig, holdt stadig øjenkontakten, med et lille, lusket, men rigtig smil på læberne. "Du kan bare ikke holde dig fra mig, var?" Han var nu så tæt på mig, så jeg kunne mærke han ånde, når han trak vejret. "Jeg spurgte dig om noget." Siger jeg stille, men bestemt. "Du er min nu! Og jeg er din nu." Han lagde hænderne på min nakke, træk hans hoved tæt på mit, så jeg kunne mærke hans brune hår. Jeg ved ikke hvad der holdt mig tilbage, men jeg kunne ikke gøre andet, end at kysse ham."

Madelyn har et normalt og kedeligt liv. Lige indtil hendes far får et nyt job lige uden for Louisville. Hun møder Noah her, som viser hende andre sider af sig selv. Men Noah er ikke som de andre. Men hvad hvis Madelyv finder ud af, hvad der er bag Liam's facade, vil hun så stadig kunne lide

1Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Kapitel 1.

Jeg træder ud af bilen. Det er her. Jeg har stadig ikke fattet det. Far fik mig overtalt til, at tage med til Colorado. Eller det vil sige han snakkede med mig i 2 timer, så var jeg lidt mere overbevidst, men ville stadig ikke med, så han tvang mig til, at pakke og flyve herhen.

Btw. Er jeg Madelyn, jeg er 17 år, jeg har langt, mørke brunt hår(Se billedet i første kapitel) Jeg kan egentlig ikke sige særlig meget om mig selv og mine omgivelser, da jeg lige for 4 timer siden landede her i Colorado. Jeg savner allerede Luisville.

"Nå hvad synes du?" Bryder far mine tanker. Jeg har ikke kigget rundt, bare stået og stirret på et træ. Foran mig er et lille hus, facaden af huset ligner et hus, som et lille barn ville have tegnet det. Der er nogle trapper, som fører op til en meget lille veranda, midt i det er en dør og ved siden af døren er to store vinduer, som er lidt mindre end døren. Ovenover døren er et lille stykke, hvor der derefter er et lille vindue. Huset er omringet af en masse træer og en lille have(Se billedet)

Jeg står bare og stirrer. "Hvad siger du?" Spørger far, som står med jordens største smil på hans læber. "Det er vel okay." Min mund har slået knuder og jeg har bare lyst til, at løbe væk, løbe hjem. Jeg kan på ingen måder se mig selv i det her hus. Det er ikke vores stil, langt fra!

Jeg kigger rundt, 7 meter fra huset er et andet hus, som ligner det her lidt, bare meget større. Jeg vender mig rundt, så jeg kan se hele gaden. Det ligner overhoved ikke Louisville. I Louisville boede vi tætte på hinanden, i morderne sorte-hvide huse, der var ingen træer. Jeg sukker, det bliver spændende det er(mærk ironien). Det her ligner virkelig noget fra Twilight. Jeg skærer en grimasse.

"Nå skal vi få pakket ud?" Spørger far. Fars nye arbejde har betalt møbler og ting og sager, så huset er helt indrettet, vi mangler bare vores ting.

 

//==//

 

Jeg smider mig på sengen. Jeg fik værelset på 2 etage. Jeg har fået pakket en lille smule ud, jeg fik lagt mit tøj på plads, fik stillet mit make up an og sat et par billeder op. Mit værelse er ikke ret stort, min seng fylder 1/3 del af værelset. Sengen står helt over i højre hjørne, ved siden af er et lille nat bord. Ovenover min seng hænger 3 små reol agtige tingsom ligner små kasser, ved siden af det er et vindue, udsigen er ud til gaden. Forenden af sengen er der en stol og foran stolen er mit hvide skrive bord, hvor der er en hel masse kasser på. Ved siden af skrive bordet er mit skab, som er fyldt med alt mit tøj, sjovt nok. Der er nogen lamper hist og her og midt på værelset er et lille bord ellers er mit værelse fyldt med kasser.

"Mad kommer du ikke lige ned?" Råber far neden under fra. "Okay." Råber jeg tilbage med et suk. Jeg slår mine ben over sengen, bevæger mig hen mod døren og går ned af trapperne. "Hvad er der far?" Spørger jeg da jeg er kommet ned for enden af trapperne. Jeg hører nogen snakke ude fra køkkenet. Hvem kan det være? Sikkert en fra fars arbejde. Jeg bevæger mig gennem stuen og videre ind i døren til køkkenet. Jeg ser en ret høj kvinde med langt sort hår, med en kjole i solnedgangs farverne. Over for hende står far. Jeg hoster bevidst, for det ser ikke ud til, at far har lagt mærke til mig. Han vender sig om mod mig.

"Madelyn, Mad det her er mrs. Wolfmann, hun er vores nabo. Mrs. Wolfmann det her Madelyn min datter." Siger far. Hun vender sig om mod mig, hendes ansigt minder mig lidt om en heks, ikke for at være ond, men det gør hun virkelig. Jeg rækker en hånd frem for, at sige >hej< men hun ignorer den, så jeg tager den til mig selv igen. Akavet.

"Ehm.. Hej Mrs. Wolfmann." Siger jeg. "Hey Madelyn." Svarer hun fjernt. Okay, hun er altså lidt uhyggelig :// Hun er lidt ligesom Maleficent eller sådan noget. Hun vender sig rundt igen og begynder, at snakke med far. Det her bliver rigtig god, rigtig godt, jeg skærer en grimasse, somom det bliver godt!

____________________________________________________________________________________

Heej(;

Det her er så mit første "rigtige" kapitel.

Jeg håber I kan lide det og har lyst til, at læse videre!(;

Jeg vil lægge et kapitel på hver dag, eller i hvert fald prøve på(;

Der kommer i hvert fald et op hver 2. dag, så meget kan jeg sige ;p

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...