Hænder

''Han står med livet i hænderne, vælger han mig, eller vasker han dem ligesom min fætter?…''
-En historie, som handler om pigen Florica, som deltager i et karneval sammen med sin fætter og hans ven.

0Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

1. Hænder

Hænder

Florica kastede sig gladeligt ind i armene på sin tante Lala. Hun var i byen sammen med sin mand, søn og sønnens ven. Selvom de befandt sig et godt stykke væk fra, hvor karnevalet blev holdt, kunne man stadig høre musik og lyden af glade mennesker. Florica havde glædet sig til i dag, og det var ikke kun på grund af, at hendes tante var kommet igen i år. Nej, hun glædede sig, fordi i aften, måtte hun komme med til karnevalet for første gang. Hun havde endda fået lov til at købe et kostume til lejligheden! Kostumet bestod af en simpel, dybrød, løs kjole. Hun havde selv ændret den lidt, ved at putte matchende røde fjer på ved hoften og toppen af kjolen. Bagefter havde hun fordelt nogle få fjer rundt omkring på hele kjolen. Florica blev revet ud af sine tanker, da hendes tante kom med en bemærkning om, hvor stor hun var blevet. Smilende hilste Florica så på sin fætter Janus og vennen Milosh og så bagefter på sin onkel Pesha. Der gik ikke lang tid før, der lød latter i den lille lejlighed. Da klokken nærmede sig seks, satte de sig til bords. Imens de spiste, blev der delt historier, og der blev talt højlydt gennem hele måltidet. Da klokken så næsten var halv otte, rejste Floricas mor, Jaelle, sig op: ’’ Så er det vist på tide at slippe karnevalets sjæl løs! ’’ Janus og Milosh grinede fjoget, og Florica gav en lille, lyksaligt lyd fra sig. Det her skulle blive den bedste aften i hendes liv!

Florica havde det som om, at hun stod inde i verdens mest farverige regnbue nogensinde. Lyden af latter og høj musik omfavnede hende, lokkede hende til at tage det næste skridt og slå sig løs. Over alt var der glade ansigter at se, smukke kostumer i alle farver og boder, der bugnede med alverdens mad. En flok mennesker, klædt ud som pirater, løb forbi og fik folk til at huje, da de dansede og gøglede omkring dem. En af piraterne tog Floricas hånd og hev hende ind i midten af festlighederne. Grinende fulgte hun efter og lod sig styre igennem det hele. Hun følte sig beruset af den vilde og festlige stemning, hun følte sig… hun følte sig let, lykkelig og vidunderlig. Smilende drejede hun rundt om sig selv og nød skørtets sus og hårets vilde flugt. Hun hørte Milosh og Janus grine ved siden af sig, og hun stoppede op og kiggede smilende på dem. Så rømmede Milosh sig og rakte sin hånd spørgende frem. Hun så på den, bed sig i underlæben. Så gik hun langsomt og drillende hen i mod ham. Da hun stod foran ham, vippede hun lidt frem og tilbage på hælen. Han var nervøs. Det var let at se, og nød hun det i fulde drag. Drillende studerede hun så hans hånd igen, før hun tog den med et stort smil. Han smilte tilbage og kiggede med et intenst blik på hende. Florica rødmede en smule ved dette. Så førte han hende igennem karnevalet i en dansende gå gang sammen med Janus.

***

’’ Kom nu, ’’ Janus kiggede på Milosh med et fristende smil. Tøvende kiggede Milosh tilbage på Florica, der stod og beundrede nogle af de mange gøglere. Han syntes, hun var smuk, som hun stod der i sin dybrøde kjole. Hendes mørke hår faldt blødt ned på hendes skuldre. Hendes smil var det mest fantastiske i verden. ’’ Jeg ved ikke rigtig… Vi lovede jo at kigge efter hende, ’’ sagde Milosh og kiggede sin ven dybt ind i øjnene. Janus kiggede fra Milosh over til Florica og så tilbage på Milosh. Hans brune øjne studerede Milosh, som var der noget interessant, han ikke hidtil havde lagt mærke til. Janus gik roligt, men alvorligt hen til Milosh. Kiggede ham dybt ind i øjnene, ’’ er du lun på min kusine? ’’ Milosh kiggede chokeret på Janus. Så råbte han op om, hvordan man kunne være forelsket i en som hende. Janus knækkede sammen af grin, da Milosh forsvarede sig selv. ’’ Kom nu, mand… Hun kan godt klare sig selv for lidt tid, pigerne derovre venter altså ikke på en, bare lige så du ved det, ’’ sagde han stadig grinende. Milosh kiggede endnu engang over på Florica. Hun grinte og smilte og strålede som en sol og… Janus puffede til ham og spurgte, om han havde tabt mælet. Milosh rynkede brynene, væddede sine læber og tillod sig et glimt af Florica. Smilte så til Janus, selvom han ikke følte det. Hvad nu hvis der skete hende noget, mens de var væk? Milosh mærkede skylden finde sin plads, tyngede ham langsomt ned. Han skubbede følelsen fra sig. Janus havde ret, Florica kunne sagtens tage vare på sig selv, ikke sandt? Der var ikke noget at bekymre sig om, vel? Med et sidste kig over på Florica, vendte Milosh sig grinende mod sin ven og fulgte efter ham over til baren.

***

Florica grinte og lod sig friste af den unge, flotte dreng, som var lidt ældre end hende selv. Han tog hendes hånd og snurrede hende rundt en gang og holdt hende så tæt ind til sig. Hun fniste ved det pludselig træk fra drengen. Han kiggede alvorligt ned på hende og kærtegnede hendes kind blidt, lænede sig så frem og kyssede hende endnu blidere. Han havde kysset hende. Hun kendte ikke engang hans navn, men han havde kysset hende. Hun prøvede sig med et grin, men det kom mere nervøst ud, end Florica kunne lide. Samtidig voksede ubehaget ved at stå så tæt på den fremmede dreng. Han lænede sig frem igen for at kysse hende, men hun undveg. Florica prøvede at trække sig væk fra ham, men han strammede sit greb om hende. Hendes smil og glæde var forsvundet og i stedet erstattet med ubehag og følelsen af at være bundet på hænder og fødder. Hun kæmpede voldsommere nu for, at komme ud af hans greb og kiggede sig omkring for at finde Milosh og Janus. Men de var ingen steder at se. Hun vendte sig mod drengen igen og kiggede trodsigt på ham, så spyttede hun ham i ansigtet. Drengen løsnede sit greb, og Florica øjnede chancen for at slippe væk. Hun trådte hårdt oven på drengens ene fod, så han gav helt slip. Så løb hun alt, hvad hun kunne.

Hvor var Janus og Milosh? Det var hendes eneste tanke, idet hun fandt tilflugtssted ved siden af en bod. En gøgler hoppede ind foran hende, og hun snublede forskrækket tilbage. Folk skubbede, maste, råbte op. Florica følte sig svimmel og forvirret. De mange farver dansede rundt, og hver gang hun vendte sig om, stødte hun på et væld af nye farver. Det virkede slet ikke rart mere, det var alt sammen for meget. Florica mærkede nervøsiteten finde sin vej ind i hendes sjæl. Hun gav et lille klynk fra sig, mærkede tårerne presse på. Floricas hoved dunkede smertende, og hun sank sammen. Hun ville ønske at Milosh var her. Og også Janus. De ville vide, hvad hun skulle gøre, hvad de skulle gøre. Men hvor var Milosh og Janus?

***

Milosh kiggede ned i sin drink. Den var blå og mindede ham om havet og Floricas lyseblå, næsten turkise øjne. Han smilte ved tanken og løftede så drinken op til munden. Hans smagsløg eksploderede, da den blå væske ramte han tunge. Bitter, men sød, men også syrlig. Hans endelig konklusion var umami; den var behagelig, meget behagelig. Han pustede ud, da det gik op for ham, at han faktisk havde holdt vejret. Janus stod ovre ved nogle af pigerne fra baren, og han spildte ingen tid, hvert eneste ord han sagde kom ud flirtende. Milosh rystede på hovedet, men smilte på trods af den uro, der hvilede i hans mave. Janus der prøvede at score piger, det var der intet der kunne slå. Desuden var Florica garanteret ok, de ville jo også komme lige om lidt, ikke? Han havde ingen grund til at være urolig for hende, hun var en ung, smuk, intelligent pige, som sagtens kunne tage af sig selv. Han kiggede over på Janus, sukkede og lod en hånd gå igennem sit hår. Han nåede aldrig, at lade hånden løbe hele vejen igennem håret, før han så Jaelle, Floricas mor, Lala og Pesha. Han stivnede. Hvis de så dem her, uden Florica… Han skubbede til Janus, men kiggede fortsat på Jaelle, Lala og Pesha. ’’ Hvad er der? Kan du ikke se, at jeg er iga- ’’ Milosh pegede over på de voksne. Janus kiggede fordrukkent over på dem, før det gik op for ham, hvem det var. Han bandede lavmælt. Det kom så forsnøvlet ud, at Milosh ikke kunne høre, hvad det var han sagde. ’’ Vi bliver nødt til at finde Florica, ’’ sagde Milosh og kiggede sig omkring. Snart sneg han sig ud af baren sammen med Janus. Da de nåede hen til det stede, hvor de havde efterladt Florica, var hun ikke til at se nogen steder. Den knugende skyldfølelse voksede i Miloshes mave, og hans bekymringer for Florica steg. Hvad nu hvis der var sket hende noget? Han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis der var sket noget med hende. Han kiggede rundt omkring og råbte så på hende. Hvor var hun?

***

Florica stivnede, da hun hørte nogen råbe hendes navn. Hun rejste sig langsomt og kiggede ud i folkemængden, det havde lydt som Milosh. ’’ Milosh! ’’ Råbte Florica og spejdede desperat efter ham. Hun havde siddet ved den lille bod mindst en halv time og lyden af Miloshes stemme knækkede noget inde i hende. Hun havde siddet og været så nervøs, endda bange for at de måske havde efterladt hende. ’’Florica! ’’ Hun begyndte at manøvre sig igennem de mange mennesker, søgende efter Milosh og Janus, ’’ Milosh! ’’ Hun råbte desperat og en tåre fandt sin vej ned ad hendes kind, det her var håbløst. Men så der, lige der, midt inde i mængden stod han. Han så så bekymret ud. I et øjeblik stod de bare og kiggede på hinanden, så løb Florica hen imod ham, mærkede lettelsen og glæden vælde ind i hende. Han omfavnede hende, holdte hende tæt ind til sig, mens han mumlede kærlige og beroligende ord til hende. Hun grinte og græd på samme tid, det hele var for meget og så alligevel ikke. ’’ Hvad sker der her? ’’ brummede en stemme, som Florica genkendte, som sin onkel Pesha. Hun slap sit tag på Milosh og så til sin forbavselse, Janus komme gående hen imod dem. Janus kiggede først på Florica og så på sin far, ’’ hun løb væk far, jeg vidste det ikke før, Milosh gjorde mig opmærksom på det, han… ’’ Janus forklarede ivrigt, hvordan hun havde listet sig væk, og hvordan de bekymret havde ledt efter hende. Florica så bare til med åben mund, mens hendes fætter vaskede sine hænder. Hendes mor gav hende et strengt blik og kiggede så tilbage på Janus. Da Janus var færdig med at tale, tog Floricas mor hende hårdt i håndleddet. ’’ Unge dame, jeg havde forventet bedre opførsel, tænk at… ’’ Da Florica protesterede, afbrød hendes mor hende. Florica hørte ikke efter sin mor mere, skulede ondt bare til Janus. De gav altid ham ret, aldrig hende. Hun kiggede over på Milosh, men han ville ikke møde hendes blik. Så kiggede han op og åbnede munden. I det øjeblik gik en enkel tanke igennem Florica:

Han står med livet i hænderne, vælger han mig, eller vasker han dem ligesom min fætter?…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...