Ude

''Jeg tog hans hånd, den var svedig og klam. Jeg kiggede ned på ham, prøvede at smile. Han stod der bare. Han græd ikke engang længere, han stod bare der og kiggede tomt ud i luften. Jeg bed mig selv i underlæben, hvor var de?''
- En historie skrevet ud fra digtet ''Ude''.

1Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. Ude

Jeg tog hans hånd, den var svedig og klam. Jeg kiggede ned på ham, prøvede at smile. Han stod der bare. Han græd ikke engang længere, han stod bare der og kiggede tomt ud i luften. Jeg bed mig selv i underlæben, hvor var de? Jeg spejdede efter min stedmor, Susanne og min far, Kasper. De havde sat os af her, det var meningen, at vi skulle mødes her igen. Jeg prøvede efter bedste stil at virke rolig, men kun for Lukas skyld. For inde i mig, kæmpede jeg med min egen orkan. Bekymringerne og frygten for at være glemt, var så store, at det gav mig kvalme. Jeg gav hans hånd et klem og sagde: ’’ De kommer nok snart skal du se… ’’ Jeg sagde det nok egentlig mest til mig selv, men det virkede godt at sige det højt. Det var ved at blive mørkt og koldt. Der var helt stille. Lukas rykkede lidt på sig, men det var også det eneste. Jeg kiggede ned på ham, jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Jeg satte mig ned på hug foran ham, rettede lidt på hans hue og lynede hans vinterjakke op. ’’ Så, det var bedre ikke? ’’ Han kiggede på mig. Hans dådyrbrune øjne så sorgfulde ud, de var røde af at have grædt. Jeg rejste mig op igen. ’’ Tror du de har glemt os? ’’ hans spørgsmål kom bag for mig, men jeg fandt det bedst bare smile. Jeg ville ikke lyve.

Lukas gabte og lænede sig ind imod mig. Jeg kunne godt forstå, at han var træt, det var langt over hans sengetid. ’’ Kom Lukas, vi går over og sætter os på bænken derovre, ’’ sagde jeg og pegede på en bænk et par meter fremme. Han nikkede søvnigt. Han hang med hovedet og allerede efter de første to meter, besluttede jeg mig for at bære ham. Da vi nåede hen til bænken, satte jeg ham forsigtigt ned. Han gøs og lagde sit hoved på mit lår, krøb sammen. Jeg strøg ham blidt på kinden, og tog så min jakke af og lagde den over ham. Vindene tudede sorgløst i den kolde aften. Jeg kiggede ned på ham igen og smilte et stille smil. Så jeg startede med at synge den godnat sang mor altid sang for os, hvilket fik ham til at slappe lidt af. ’’ Jeg er sulten, ’’ sagde Lukas klagende efter noget tid og kiggede op på mig. Jeg strøg ham bare blidt på kinden og smilte, hvad ellers skulle jeg gøre?

Jeg kiggede hen på den gamle telefonboks, det var det eneste lys på parkeringspladsen. En brun vagabondhund kom forbi og snusede nysgerrigt til telefonboksen, men løb så haltende videre. Her var så øde og så stille. Man skulle næsten tro, at man var havnet i dødenshule, så stille og øde der var. Ikke et menneske viste sig i denne kolde og ensomme aften. Byen virkede mennesketom og død. Hårene i min nakke rejste sig, jeg kunne ikke lide det her sted. Der hvilede en ensomhed over stedet og det virkede fortabt. Jeg kendte kun alt for godt den følelse. Jeg skuttede mig og trak mine arme indtil mig i et forsøg på, at holde varmen. Hvornår kom far?

Jeg kiggede op på nattehimlen. Stjernerne var dukket op overalt, de virkede store og tunge. Alt for store efter min mening. Jeg kunne mærke Lukas regelmæssige vejrtrækninger, og for hver gang han trak vejret, pustede han en lille hvid dampsky ud. Han så kær ud, som han lå der, og jeg bøjede mig ned og kyssede ham på panden. Så kiggede jeg op på stjernerne igen. De lignede en million øjne, som sad og stirrede ned på os. Så dømmende, så kolde.

Jeg gøs og trak min trøje rundt om mig. ’’ Lukas, hvad tænker du på? ’’ Spurgte jeg stille, han rykkede lidt på sig. ’’ Ikke rigtig noget… Hvornår kommer far? ’’ Han kiggede på mig med sine dådyrbrune øjne. Jeg vidste det ikke, og jeg var ærlig talt ved at tro, at de ikke kom. Vi sad stille noget tid, men så spurgte Lukas, om jeg ville fortælle en historie. Da jeg havde spurgt ham hvilken historie det skulle være, havde han svaret, at den skulle handle om to børn, der var blevet glemt. Ordet glemt gav ekko i mine ører. Men jeg fortalte alligevel historien. Tja, jeg ved faktisk ikke hvor lang tid, jeg fortalte, men da jeg var færdig med den, sov søde, lille Lukas. Jeg spurgte dog alligevel: ’’ Sover du? ’’ Intet svar. Jeg smilte for mig selv, så kiggede jeg ud over den store, mørke parkeringsplads. Mon de ville komme i nat? Eller ville de komme i morgen? Ville det overhovedet blive morgen i denne døde og tomme verden? Ville det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...