Why me?

Emily på 18, har altid haft det nemt i skolen og i fritiden. hun havde en Kæreste der passede på hende. Eller det troede hun indtil den dag skolens Bad Boys kidnappede hende.
LÆS MED HVIS DU VIL HØRE HVAD DER SKER!
(læsning på ejet ansvar, let anstødeligt sprogbrug og voldlige scener)
GOD FORNØJELSE

11Likes
27Kommentarer
17124Visninger
AA

13. Far?

Louis’ synsvinkel

“så er vi her drenge….. og Emily” jeg stoppede bilen og hoppede ud. “hvor skal vi først hen? jeg elsker virkelig sådan nogle gader hvor man bare går og så er der fyldt med butikker” Niall hoppede ud af bilen grine og kiggede spørgende på mig. “ hvad med at spørge prinsessen?” Harry hoppede ud af bilen og kiggede på Niall. Jeg gik om på den anden side og åbnede døren for Emily, hun kiggede op på mig med meget trætte øjne. “ er du okay Emily?” Jeg rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende ud af bilen “ jeg har det fint lad mig nu bare være” hun puffede min hånd væk og kom ud af bilen. hun holdt rundt om sig selv, så det lignede hun frys. jeg sendte drengene et bekymret blik.

vi gik ned af gaden, Emily gik bag Niall som fløj rundt fra vindue til vindue. Harry gik bag mig og snakkede med Liam, jeg stirrede på Emily. der var et eller andet galt med hende. for det 1. spiste hun ikke så meget og for det 2. sagde hun ikke noget og vrissede af os hver gang vi ville hjælpe hende. jeg havde faktisk planlagt at vi skulle ud at spise med min familie...  og Emily skulle spille Nialls kæreste… der var dog det her lille problem, Emily vidste det ikke endnu. “Emily! prøv at se den der! den skal du da ha” sagde Niall og pegede på en grøn skjorte med nitter på skuldrene. hun rystede svagt på hovedet og sukkede. vi kom til den restauranten hvor vi skulle ind og spise med min familie. “Emily” sagde jeg og tog fat i hendes skulder. hun slog min hånd væk og kiggede surt op på mig “hvad? “ jeg kiggede ned på hende “vi skal ind og spise med min familie og du skal altså opfører dig pænt! du skal være ‘kæreste’ med Niall mens vi spiser der inde… forstået? “ hun kiggede over på Niall og nikkede så “det er det vel” svarede hun ligegyldigt. jeg tog en dyb indånding og åbnede så døren for Emily og de andre og gik selv ind bagefter

 

Emilys synsvinkel

 

vi kom ind på en restauranter som Louis sagde var der vi skulle spise med hans familie. jeg kiggede rundt og så min far side sammen med en dame på omkring de 40 år. vi kom tætter og tætter på dem “hej mor og Torben” sagde Louis og trak sig ind i et kram. jeg bakkede tilbage. hvad lavede han her? var han sammen med hende hver gang han var ude? var alt han havde sagt bare en løgn? var det derfor min mor forlod mig da jeg var 10?

jeg mærkede en hånd på min ryg og jeg så forskrækket op på Niall der smilede til  mig “jeg kan ikke det her! undskyld… jeg venter ude ved bilen” han rystede på hovedet “du bliver her” jeg mærkede tårerne trænge på, men jeg måtte bare være stærk. jeg gik over og hilste på Louis’ mor og smilede til min far som så på mig “hej Emily” stammede han. jeg nikkede bare og så suret på ham. jeg satte mig ned ved siden af Niall. “hvad skal i så have? “ spurgte Jennifer og kiggede rundt. “jeg vil gerne have en bøf med bearnaise sovs, pomfritter og en stor cola ved siden af” svarede Niall. “jeg skal bare ha en burger med pomfritter” svarede Harry. “en skål med suppe” svarede Liam. “hmmm…. en pita med tun” svarede Louis og kiggede op med et smil. “hvad med dig Emily, hvad kunne du tænke dig?” jeg kiggede op og rystede bare på hovedet “nej tak jeg er ikke sulten” sagde jeg og så ned. jeg mærkede en sparke mig over skinnebenet og jeg bed mig i min læbe. jeg kiggede over på Louis der så surt på mig. jeg trak på skuldrene. jeg var ikke sulten, jeg havde mistete apetitten da jeg så min far side her. han havde løjet for mig. jeg kiggede ned igen og rejste mig “undskyld mig” sagde jeg og gik ud mod udgangen. jeg kunne ikke klare at se min far sammen med hende. jeg gik tilbage mod bilen men blev stoppet af Louis der tog fat i mit håndled “hvad har du gang i? “ jeg snøftede og kiggede op på ham “hvor længe har den mand set din mor?” spurgte jeg lige ud. han kiggede undrende på mig “hvorfor?” jeg snøftede en gang og knyttede mine næver “svar nu for helvede bare på mit spørgsmål! “ vrissede jeg af ham “siden jeg var 13?” svarede han og kiggede strengt på mig. jeg snøftede igen og mærkede den prikkende fornemmelse i mit hjerte. jeg mærkede tårerne trille ned af mine kinder. jeg rev mit håndled til mig og begyndte at gå igen. jeg stoppede op og gik tilbage og stak min hånd ned i Louis’s lomme og tog husnøglen op. “jeg GÅR hjem” sagde jeg og lagde ekstra tryk på går. han rynkede brynene men stoppede mig ikke.

jeg gik langs vejkanten og kom endelig til huset. jeg fik låst op og gik ind. jeg skal i bad, jeg skal af med de tanker jeg render rundt med. jeg gik under det varme vand,  jeg stod i lidt tid og mit syn blev et kort sekund sløret før tårerne strømmede ud. jeg gled langsomt ned af væggen og mærkede hvordan det hele bare blev for meget for mig. jeg gemte mit ansigt i mine knæ og lod nogle hulk undslippe min mund.

 

Nialls synsvinkel

 

Louis kom tilbage uden Emily, han så lidt mærkelig ud. “undskyld mor…. men vi bliver nødt til at gå nu… men skriv når i er i byen igen så finder vi et eller andet hyggeligt at lave” smilede han undskyldende. vi tog vores ting og sagde farvel til Jennifer og Torben. vi kom ud til bilen, Louis hoppede ind foran og startede bilen. vi andre hoppede ind bag i. vi kiggede alle forvirret på hinanden.”hvad sker der? “ liam kiggede underligt på mig. jeg trak på skuldrene som svar og lænede mig tilbage i sædet.

vi kom hjem og Louis parkerede bilen i garagen. han hoppede hurtigt ud og løb op til døren.

det var lidt mærkeligt, han opførte sig som en voksen her for tiden. han ser bekymret på Emily.

 

Louis’ synsvinkel

jeg løb op af trappen og stoppede foran døren til badeværelset, jeg kunne høre vandet løbe der inde. jeg hørte svage hulk, jeg bankede på døren “gå din vej!” sagde en stille stemme på den anden side af døren. “prøv nu lige! det var dig der gik og jeg vil meget gerne vide hvorfor” sagde jeg bestemt. der lød et dunk på den anden side af døren som om nogen faldt eller der blev kastet noget mod døren. “GÅ” råbte hun. jeg sank en klump i halsen. hvorfor var hun så sur på mig? jeg bankede igen på døren “Emily! lås den dør op nu!” sagde jeg højt. jeg hørte et suk bag mig “Lad hende nu bare være Louis” Liam lagde en hånd på min skulder. jeg sukkede svagt og gik så ned af gangen med Liam.

“jeg forstår hende ikke! hun spiser ikke og hun vrisser af os… det kan jeg sagtens håndtere men det tidliger i dag var altså over stregen” drengen og jeg sad nede i stuen og snakkede “se det fra hendes synsvinkel Louis. hun er blevet kidnappet af os og så har Harry voldtaget hende” Niall kiggede på mig “jeg er da ligeglad det rager mig jeg vil ikke have hun er sådan, speciel ikke overfor mig eller jer”jeg hørte skridt fra gangen og vente mig om. Emily kom gående med tårerne løbende ned af kinden. jeg mærkede en hånd på min skulder og kiggede på Niall der bare rystede på hovedet.

 

Emilys synsvinkel

 

jeg kom endelig ud fra badeværelset. jeg gik ind på mit værelse og fandt noget tøj frem. en alt for stor trøje og nogle alt for store blå Adidas bukser. jeg proppede blusen ned i bukserne og begav mig igen ud på badeværelset jeg tog en børste og redte hurtigt mit hår igennem. da jeg var færdig begav jeg mig nedenunder. jeg gik ned af gangen og hørte kun lidt af det der blev sagt. da jeg kom ud så jeg ud af øjenkrogen at Louis kiggede på mig. jeg fik en dårlig mavefornemmelse det føles så forkert. jeg gik ud i køkkenet for at få lidt mad, bare en lille smule. jeg tog et æble og satte mig op på køkkenbordet. jeg hørte skridt inde fra stuen. jeg havde taget et bid af æblet og sat det fra mig, jeg var ikke sulten. jeg ville ikke have mad, maden ville ikke komme ned. eller jeg ville ikke have det ned. jeg hørte en hoste over ved døren og først der bemærkede jeg at det var Liam der stod med krydset arme. “hvad vil du?” spurgte jeg måske en smule surt. han løftede det ene øjenbryn en smule. “hvorfor er du sådan?” jeg rullede øjne af ham. “hvordan ville du ellers have jeg skulle være?” han trak på skuldrene “måske lidt mere venlig” sagde han så. “venlig?” gentog jeg “jeg vil aldrig i mit liv være venlige mod jer! i har ødelagt mit liv” jeg hoppede ned af bordet og kastede æblet efter ham. “hey rolig nu! jeg spurgte bare” sagde han og undveg æblet. “så stop med det! og lad mig fucking være i fred” råbte jeg og gik lige forbi ham. da jeg kom ud i stuen sad alle drenge og kiggede med store øjne på mig. jeg fik tårer i øjnene, da jeg nåede trapperne gik jeg med hurtige skridt op, men blev stoppet af et fast greb. jeg vendte mig om og så på Louis “hvorfor? det er mig du er sur på ikke dem!” sagde han hårdt. jeg trak min hånd til mig og fortsatte op af trappen og smækkede hårdt døren bag mig.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

hej! undskyld det er længe siden vi har skrevet noget…. men her er et kapitel ;)

Line & Sara

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...