Last chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
17 årige Kimmie har problemer og ikke kun i skolen. Hun er vant til at klasse kammeraterne på skolen er efter hende, hun bliver mobbet, skubbet, og nogle gange får hun også bank, men der hjemme er det værre, for hendes far drikker, og når han er fuld kan han finde på de grummeste ting. En dag hun kom hjem fra skole, hvor hun havde fået bank, tog han hende ind på forældrenes værelse og bad hende tage tøjet af. Det var ikke første gang og Kimmie vidste godt hvad der ville ske hvis ikke hun adlød. Hendes mor arbejder sent og vil helst ikke se til Kimmie når hun kommer hjem, for hun er træt af at hører på hendes problemer. Det eneste tilflugt sted hun har er på hendes værelse, med headset på og så hendes yndlings bands musik. Det afholder hende fra selvmords tankerne men ikke fra at gøre skade på sig selv. På hendes højre arm havde hun 5 ar lige op af hinanden, det er for alle de gange hendes far har misbrugt hende. Men hvad sker der når hun møder en speciel person, og kan han hjælpe hende

14Likes
15Kommentarer
1837Visninger
AA

3. Kapitel 3

Niall´s synsvinkel.

 

Det er svært at fatte at ens egen familie kan være så grusom mod en. Det hun lige havde fortalt havde virkelig rystet mig. Liam var også påvirket af det som hun havde fortalt. Hun havde endda vist os hendes ar på indersiden af hendes højre arm, og dem hun hun havde på låret. Hun havde også forklaret at det var for alle de gange han havde voldtaget hende. Jeg kunne se hun skammede sig over det, men det var jo ikke hendes skyld at han havde voldtaget hende. Det er aldrig nogen skyld at de bliver voldtaget, andet end voldtægtmanden.

Vi bliver afbrudt af sygeplejersken som kommer ind på stuen. "Kimmie, du har brækket de to nederste ribben i højre side og strykket det nederste i venstre side, dog er der intet at se på skanningen, så dine organer har det fint" siger sygeplejersken. "Men jeg er bange for du dsv har fået en hjernerystelse, så er du helt sikker på du ikke har et sted at kunne være, det bedste for dig ville også være at komme ud af det hus" siger hun og kigger på Kimmie. "Hun kan bo hos os, jeg mener, vi ville ikke ha noget i mod det, og det er det bedste for dig" siger jeg og kigger på Liam, som nikker til det jeg har sagt. "Er i sikker, jeg vil ikke være til besvær og hvad med de andre drenge" spørger hun usikkert. "Helt sikker og når vi først har fortalt de andre din situation, så vil de også mene at det bedste for dig vil være at flytte ud derfra" svarer Liam hende. "Men ikke det med at... i ved at han har, det vil jeg gerne selv fortælle når jeg føler mig klar" siger hun stille. "Selvfølgelig, jeg går ud og ringer til dem" svarer Liam hende. Han rejser sig og går ud på gangen. Sygeplejersken kigger på mig og rækker noget medicin frem. "Her er nogle smertestillende, hun skal have en pille 3 gange om dagen i 7 dage og så må i se om smerterne forsvinder, ellers så kom tilbage efter nogle flere, derudover skal hun holde sig i ro" siger sygeplejersken og jeg tager i mod medicinen. "Ja tak" svarer jeg hende og så forlader hun stuen igen. "Er der nogle ting du vil have med hjemme fra, inden vi kører hjem til os" spørger jeg hende. "Noget tøj, min lader og min bamse" svarer hun og det sidste næsten hvisker hun. "Så henter vi det, er din far hjemme, for så kan vi godt gå med ind og sørge for han ikke gør dig noget" siger jeg. "Han er altid hjemme, og det må i godt" svarer hun mig.

 

 

                                                                                              ***

Kimmie´s synsvinkel.

 

Vi sidder i bilen på vej mod det hus, der nu ikke længere skulle være mit hjem. Stemningen er trykket, alle er påvirket af situationen. Jeg er glad for de har tilbudt mig at bo hos dem midlertidig, hvert fald til jeg finder mit eget. Mit kæreste eje er min bamse, jeg fik den da jeg var 5 år, vi havde været på familie tur, dengang var alt anerledes, mor arbejde ikke og far var altid glad. Nu er alt forandret og bamsen minder mig om at det ikke altid har været sådan.

 

Minutter efter holder vi foran huset. Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg tænker på hvad der ville være sket, hvis ikke jeg havde mødt Niall og ikke mindst Liam. Jeg åbner døren i bilen og træder forsigtig ud. "Er du okay" spørger Niall og lækker forsigtigt en arm om mig. "Tja, skal vi ikke bare få det overstået" svarer jeg. 
Mens vi nærmer os huset, kan jeg mærke trygheden forsvinder, for selv om Niall og Liam er ved mine side, har jeg stadig ingen anelse om hvordan han vil reagere. Jeg taget nøglen frem og låser hoveddøren op. "Er det dig Kimmie" brummer min far. "Ja far" svarer jeg sagte, idet jeg kan hører han begynder at bevæge sig ud mod entreén. "Kimmie gå op og pak, så bliver vi lige her" siger Niall og kigger på mig. "Hvem fanden er i og hvad laver i, i mit hus" hører jeg min far sige mens jeg går op ad  trappen. "Og hvor skal du hen" spørger han og kigger vredt på mig. "Vi er Kimmie´s venner og hun skal bo hos os i et stykke tid" svarer Liam ham roligt. Jeg går så hurtigt jeg nu kan med mine smerter, ind på mit værelse og hiver min kuffert frem.

 

Liam´s synsvinkel.

 

Jeg kan se mit svar gør ham meget vred. "Hun skal ikke nogle steder, jeg er hendes far og hun skal bo her" svarer han mig og går truende i mod mig. "Kimmie har givet udtryk for at hun ikke føler sig sikker her, og har selv valgt hun gerne vil bo hos os" svarer jeg stille og er forberedt på alt, og det samme er Niall. "Hvad har hun" råber han vredt. "Den lille tøs skal bare lukke kæften, jeg er hendes far, jeg har vel lov at klappe hende en engang i mellem, når hun ikke er ordentlig" svarer han vredt og langer ud efter mig. Jeg kan tydeligt lugte at han har drukket, og bliver hurtig klar over at det sikreste vil være at komme ud af huset hurtigst muligt. "Niall går op og hjælp hende færdig, vi skal afsted nu" siger jeg til ham og skubber Kimmies far væk, inden han igen langer ud efter mig. Kort tid efter kommer Kimmie og Niall ned af trappen. "Der vanker dig så mange tæsk, hvis du går ud af den dør" råber hendes far. "Vi smutter nu" svarer jeg og får skubbet dem ud af døren og lukker den efter mig. Vi næsten løber op til bilen og jeg skynder mig at starte den.

 

Vi kører afsted mod vores hus. Kimmie sidder med sin bamse på bagsædet sammen med Niall. Sådan som hun sidder der, så ligner hun et forskræmt lille barn. Men som vi kører længere og længere væk fra det skrækkelig hus, kan jeg se hun slapper mere af. "Hvad skal vi have til aftensmad" spørger Niall. Jeg kan hører han ikke spørger for at vide det, men for at bryde stilheden. Normalt går han meget op i mad, men så lyder han også vildt begejstret, men da han spurgte lød det ikke sådan. "Det syntes jeg Kimmie skal bestemme" svarer jeg for at hjælpe ham med at bryde tavsheden. "årh det kan jeg da ikke bestemme, det er jo jeres hus" svarer hun og kigger forbavset i min retning. "Det er også dit hus nu, i hvert fald midlertidig, du er velkommen til at blive så længe du vil" svarer jeg hende. "Hmmm hvis det ikke er til for meget besvær, så vil jeg gerne lave maden, har lyst til at lave min yndlings ret til jer, som tak" svarer hun. "Det lyder som en god ide, noget du mangler til det" spørger Niall hende og afbryder mit selv samme spørgsmål. "Har i butterdej, pikant ost, spinat og kyllingbryst" spørger hun. Både Niall og jeg kigger underligt på hende. "Vi kører lige fobi en butik" svarer jeg og griner. I bakspejlet kan jeg se hun begynder at smile.

 

                                                                                                    ***

Kimmie´s synsvinkel.

 

Vi har lige været inde og handle, så nu er vi igen på vej hjem. Jeg glæder mig til at møde de andre drenge. Glæder mig til at se om de vil syntes om mig. Åh nej tænk hvis nu de ikke kan lide mig, tænk hvis de sender mig tilbage. Jeg kan mærke en tåre er ved at bane vej, men skynder mig hurtigt at tørre den væk. "Så er vi her" afbryder en stemme mine tanker, det var Liam, jeg havde ikke engang lagt mærke til at bilen var standset. Jeg stiger ud af bilen, jeg har stadig min bamse i mine arme. Ved det er lidt barnligt, men det er min eneste tryghed. Niall går over i baggage rummet og tager min taske med mine ting i. Vi går op mod døren og jeg kan mærke jeg strammer grebet om min bamse. Liam åbner døren og hilser på drengene som sidder et sted inde i huset og jeg kan svagt hører de hilser tilbage. "kom du bare ind" siger Niall og det går op for mig at jeg er stivnet på den lille trappe op til huset.Noget i mig siger jeg skal løbe og aldrig kigge tilbage, men hvor skulle jeg løbe hen og Niall og Liam havde jo været så sød ved mig. Men hvad med de andre. Tøvende tager jeg et skridt mere op af trappen og så et mere og pludselig er jeg inde i den store opgang. "Du kan bare tage skoene af her, så kan jeg vise dig det værelse som bliver dit, og så kan du bare komme ned når du er klar" siger Liam, som nok godt kan se jeg er meget nervøs. Vi går igennem entréen. På venstre side ligger der et stort køkken, med spisestue til. på højre side er stuen, hvor 3 nysgerrige drenge sidder og kigger på mig. "Hej Kimmie" hilser de næsten i kor og smiler venligt til mig. "H-hej" får jeg fremstammet og sender dem et smil. "Vi viser hende lige hvor hun har værelse og så kommer hun ned når hun er færdig med at pakke ud" fortæller Liam dem. "Super, hvad skal vi egentlig have til aftensmad" spørger Louis. "Kimmie har tilbudt at lave mad, så det bliver en overraskelse" svarer Niall energisk. Det virker som om drengene har det okay med min tilstedeværelse og jeg føler mig faktisk også tryg. Vi går stille op af trappen, Liam viser mig badeværelset som ligger som noget af det første når man kommer op af trappen. Det er stort, med et badekar med plads til to, en bruser og et kæmpe skab sortiment med en bred håndvask. Man kan godt se de har mange penge, indretningen lyser af luksus. Lidt længere henne ad gangen ligger der værelser efter værelser. Mit værelse ligger som nummer to på højre hånd. "Niall har værelse lige over på den anden side, Louis har lige ved siden af dit og over for ham, ligger mit, Zayn´s ligger ved siden af mit og ved siden af Louis ligger Harry´s" siger Liam. "Og der nede for enden er der en lille fjernsyns stue, med et fodbold spil" tilføjer Niall. "Mange tak drenge, jeg pakker ud, så kommer jeg ned om lidt" svarer jeg dem og går ind på mit værelse. Der er en kæmpe dobbeltseng, to senge borde på hver sin side af sengen. Et stort skab, med masser af plads til mit næsten ikke eksisterende tøj og et skrivebord. Jeg begynder stille at pakke min taske ud. Jeg sætter min mobil til at spille min One direction playliste og går i gang med at pakke mit tøj ud. Som musikken fylder rummet føler jeg mig mere og mere tilpas og begynder at synge med. Før jeg ved at det står jeg og danser med min bamse og synger med på deres sang Drag me Down. Pludselig ser jeg 5 smilende ansigter mens jeg drejer rundt og stopper forbavset op og skynder mig at slukke musikken. "Undskyld" mumler jeg. "Du skal da ikke undskylde, det da dejligt at du føler dig tilpas, vi ville bare se om du skulle have hjælp til noget" griner Louis og de andre griner med. Jeg kan faktisk ikke selv lade være med at grine, det må have set sjovt ud. "Jeg er faktisk færdig" svarer jeg og ligger bamsen over i sengen. "Så kom med ned, ryger du" spørger Zayn. "Zayn for fanden" hører jeg Harry sukke. "Hvad, det kunne da godt ske" svarer han Harry mens vi går hen mod trappen. "Nej gør jeg ikke" svarer jeg og kan hører de andre griner. "Se ingen ryge makker til dig" griner Louis. "Er i sultne" spørger jeg dem. "Ja lidt, men du behøver ikke haste ud i køkkenet nu, du må godt sætte dig ind i sofaen og se tv med os andre" svarer Harry mig, og de andre nikker sig enige. Vi sætter os ind i stuen og alle er optaget af et program, men jeg har lagt mærke til at Zayn sidder og kigger på mig, på sådan en underlige måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...