Last chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
17 årige Kimmie har problemer og ikke kun i skolen. Hun er vant til at klasse kammeraterne på skolen er efter hende, hun bliver mobbet, skubbet, og nogle gange får hun også bank, men der hjemme er det værre, for hendes far drikker, og når han er fuld kan han finde på de grummeste ting. En dag hun kom hjem fra skole, hvor hun havde fået bank, tog han hende ind på forældrenes værelse og bad hende tage tøjet af. Det var ikke første gang og Kimmie vidste godt hvad der ville ske hvis ikke hun adlød. Hendes mor arbejder sent og vil helst ikke se til Kimmie når hun kommer hjem, for hun er træt af at hører på hendes problemer. Det eneste tilflugt sted hun har er på hendes værelse, med headset på og så hendes yndlings bands musik. Det afholder hende fra selvmords tankerne men ikke fra at gøre skade på sig selv. På hendes højre arm havde hun 5 ar lige op af hinanden, det er for alle de gange hendes far har misbrugt hende. Men hvad sker der når hun møder en speciel person, og kan han hjælpe hende

14Likes
15Kommentarer
1903Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

 

Kimmie´s synsvinkel.

 

Far blev rasende da jeg kom hjem og befalede at vide hvad der havde været så vigtigt at jeg kom en hel time for sent hjem, og da jeg fortalte ham sandheden, at jeg var løbet ind i Niall fra One Direction. (Jeg fortalte ikke alt det men at jeg egentlig var løbet fra ham fordi jeg troede han ville tæske mig) Han sagde jeg skulle holde op med at lyve og trak mig ind i soveværelset. Det var som om han var blevet mere og mere vild efter at få mig der ind. Det var 4 gang på denne måned.

Han havde været ekstra hård med mig, og jeg er næsten sikker på han er begyndt at nyde det, og det skræmmer mig, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få ham til at stoppe. Jeg føler mig magtesløs og bange, bange for alt og alle. Han havde kneppet mig så hårdt og brutalt at jeg faktisk begyndte at bløde, og da han så blodpletten blev han endnu mere rasende og kaldte mig et svin. Han fik mig til at vaske lagnerne og putte nogle nye på inden mor kom hjem. 

Jeg undlod at spise aftensmad, jeg var ikke sulten og havde alt for ondt, til at kunne sidde på de hårde spise stole. Da jeg havde fået lov at gå fra bordet, havde jeg skyndt mig op i seng, hvor jeg satte One Direction med Moments på, og græd. På grund af smerte, afmagtelse og vrede. 

Jeg havde lige sendt den sidste besked til Niall, det er stadig uvirkeligt at jeg mødte ham, men jeg er så træt nu, at glæden ikke rigtig er der, så jeg slukker mobilen og ligger mig til at sove.

 

                                                                                                    ***

 

Jeg vågner med et sæt og kigger på mit vække ur. Klokken er kvart over 10 og jeg har virkelig sovet over mig. Det er for sent at dukke op i skole nu, men lysten til at blive hjemme, er bestemt heller ikke stor, så jeg tænder mobilen og skynder mig i noget tøj. Det bliver et par sorte bukser og en tyk oversize sweater. Jeg greb mobilen og løb ned at trapperne og ud af døren, inden han kunne nå at stoppe mig. En lyd fra min mobil fik mig til at kigge på min mobil, det var en besked, fra Niall.


-Hey, eller godmorgen, ved ikke helt lige hvor længe du har været oppe, men hvordan har du det i dag?

Det var sødt han tænkte på mig, eller måske var han egentlig bare ligeglad, men følte sig tvunget til at skrive.
Jeg besluttede mig for at svare.

-Hey, jeg er lige stået op, var kommet til at sove over mig, og det er alt for sent at tage i skole nu, så jeg holder vel en slags pjække dag, ikke at nogen vil ligge mærke til jeg mangler, har det vel okay, hvad laver du?

Jeg sender den og bliver enig med mig selv om at en tur i parken ville være godt.

 

                                                                                              ***

Niall´s synsvinkel.

Liam havde lige vækket os alle, han havde været så sød at lave pandekager til os alle. De smagte skønt.

Vi sidder samlet om bordet, vi snakker om hvad vi skal lave i dag. Nogen vil i parken, andre vil bare sidde hjemme og spille fifa. Jeg sender en sms til Kimmie, den pige virker så ødelagt, og noget i mig vil bare så gerne hjælpe hende. Ingen burde føle sig så alene og bange, som hun gjorde i den gyde. Lidt efter tikker et svar ind.

-Hey, jeg er lige stået op, var kommet til at sove over mig, og det er alt for sent at tage i skole nu, så jeg holder vel en slags pjække dag, ikke at nogen vil ligge mærke til jeg mangler, har det vel okay, hvad laver du?

Igen endnu en bekræftelse på at noget er galt.

-Lige fået morgenmad med drengene, Liam havde lavet pandekager, og nu sidder vi og snakker om hvad vi skal få dagen til at gå med, vi har nogle fridage inden weekendens koncert. Er du sikker på du har det godt Kimmie?

Jeg sender beskeden og kigger fraværende ned i mobilen. "Niall hører du efter" spørger Louis og kigger indtrængende på mig. "Hmm egentlig ikke, men jeg vil gerne med dig en tur i parken Liam, jeg har brug for frisk luft" svarer jeg. "Fint så bliver vi hjemme og spiller fifa" siger Harry og griner. Egentlig plejer fifa at være mit første valg, men jeg ved jeg ikke kan koncentrere mig om at spille, når mine tanker hele tiden lander på Kimmie.

 

                                                                                              ***

Mig og Liam har efterhånden gået længe rundt i parken, heldigvis er der ikke så mange unge teenagers, så vi bliver ikke genkendt. Jeg har endnu ikke modtaget noget svar fra Kimmie, og det bekymrer mig.

Da vi kommer forbi toiletterne i parken hører jeg en velkendt stemme råbe. Jeg kigger på Liam og vi løber begge over mod stemmerne. Da vi kommer over på den anden side ser vi en flok drenge på 3 og en pige stå bøjet over en anden pige på jorden. Jeg er næsten sten sikker på det er Kimmie som ligger på jorden. Drengene sparker til hende og jeg kan hører hun beder dem om at stoppe, mens pigen bare står og griner af hende.

"Hey lad hende være" hører jeg Liam råbe og vi løber over til flokken og får skubbet dem væk fra Kimmie som ligger forslået på jorden. "Hun har selv bedt om det" siger pigen og kigger hen på os og får store øjne da hun opdager hvem vi er. "I er" siger hun og jeg kan hurtigt se at hun tydeligvis er fan, men det rager mig i dette tilfælde. "Ja det er vi, men ingen beder om at få tæsk på den måde" siger jeg hårdt og vredt. Liam har sat sig på hug foran Kimmie og er ved at hjælpe hende op. "Vi skrider, kommer du Brittany" siger den en af drengene og går over mod en bil der holder parkeret på parkeringspladsen. Tøsen løber efter og jeg hjælper Liam med at få Kimmie op.

"Hvad gik det ud på Kimmie" spurgte jeg og kiggede på hende. "Når det er hende" nikker Liam. Vi har i hver sin side af Kimmie, så hun støtter sig op af os. "Hmm ik rigtig noget" mumler hun i mellem hendes tårer. "Det her er tydeligvis noget, hvorfor har du ikke snakket med dine forældre eller lærer om det" spørger jeg, og kommer måske til at lyde lidt hård. "Fordi min mor er ligeglad, hun har sagt til mig hun ikke vil hører om mine problemer, og lærerne kigger bare den anden vej" svarer hun stille, men vredt. "Hvad med din far" spørger Liam og pludselig lyser rædslen ud af hendes øjne og jeg kan tydeligt mærke hvordan hver en muskel i hendes krop spænder, og det samme kan Liam for han kigger over på mig. "Han..." starter hun men stopper igen.

 

                                                                                               ***

Kimmie´s synsvinkel.

 

Hvordan fortæller man to drenge som er verdens kendt og som er nogle af ens største idoler, at ens far misbruger en og banker en, det er ikke nemt. Drengene kigger stadig på mig og venter på svar.

Jeg har ondt i maven efter sparkene og kan mærke at der er gået hul på en af mine snit sår på låret. "Han er farlig" får jeg fremstammet. Det er vel den bedste måde og pæneste måde at beskrive ham på. De kigger undrene på mig. "Hvad mener du med det" spørger Niall. Det er gået op for mig at vi er på vej over mod en bil, og panikken begynder at brede sig i mig. "Hvor tager i mig hen" nærmest råber jeg af skræk og prøver at løsne mig fra deres greb, men smerten i min mave gør at jeg ikke kan stå selv, så jeg falder om på jorden. "På hospitalet, vi skal have tjekket om de har skadet nogle af dine indre organer" svarer Liam mig. Han hjælper mig op med Niall´s hjælp. "Du svarede ikke på hvad du mener med han er farlig" kommer det fra Niall da de åbner bildøren, og sætter mig ind på bagsædet. Niall sætter sig ind ved siden af mig og Liam starter bilen. Jeg er utryg ved situationen, jeg kender dem jo ikke rigtigt, ikke andet end de er mine idoler, men hvad nu hvis de også bare er ude på at gøre mig ondt, så jeg må være forsigtigt. "Det har jeg ikke lyst til at uddybe lige nu, hvis det er okay, jeg har for mange smerter" svarer jeg og det er egentlig ikke løgn, min mave gør sygt ondt. 

 

Vi kører ikke længe før vi er ved hospitalet, de får hjulpet mig ud af bilen, og vi bevæger os langsomt op mod hospitalet. Da vi kommer ind bliver vi modtaget af en sygeplejerske som straks tager sig af mig og giver drengene en informations tavle som de skal udfylde, men det aner jo intet om mig, så det får svært ved at udfylde den. Jeg bliver sat i en rulle stol og kørt ind på en undersøgelses stue. "Nå hvad er der så sket" spørger sygeplejersken. "Nogle drenge overfaldte mig i parken, de sparkede og slog på mig" svarer jeg hende. "Har du ondt nogle steder" spørger hun. Jeg nikker og pejer mod min mave. "Vi tager nogle røgten billeder og nogle skanninger, så hvis du lige vil skifte til denne hospitals trøje" siger hun og rækker mig den. "Jeg kan ikke selv" siger jeg stille. Det er ret ydmygende, men smerterne er for store og mine arme er for ømme. Hun knapper mine bukser op og kigger på mig med rædsel i øjnene. "Sparkede de dig kun" spørger hun og trækker bukserne af og jeg får kigget ned på alt det blod der er mellem mine ben. Det går op for mig at det ikke var mit sår fra snittene som var gået op, men de skader inde i mig som min far forsagede i går. "Ja" for jeg fremstammet. "Hvordan er dette så sket og hvornår og det er vel ikke de drenge der ude" spørger hun forarget. "Nej det har ikke gjort noget, kun kommet mig til undsætning" skynder jeg mig at svarer dem. "Hvem har så" spørger hun og hiver min trøje forsigtigt over hovedet. "Mi...min far" svarer jeg og kigger ned på min ømme mave. Hun kigger forskrækket på mig. "Hvor længe har det stået på" spørger hun og giver mig forsigtigt hospitals trøjen på. "Nogle måneder" svarer jeg og kigger ned på mit lår med mine ar, 5 ældre og et nyt fra i går. "6 gang i går" siger jeg igen. "Og din mor" spørger hun, mens hun kører mig ind til røgten. "Hun er ligeglad" svarer jeg. Jeg kan se jeg har chokeret lægen, men hun tror mig og jeg føler mig pludselig meget lettet. Det har været tungt at gå med for sig selv. "Hvad skal der ske med mig nu" spørger jeg. "Jeg ville forslå at du kommer væk derfra, har du nogle du kan bo med" spørger hun. "Nej jeg har ingen" svarer jeg. 
Uden jeg har lagt mærke til det er vi blevet førdig med skanningen også og er på vej ind på stuen igen. "Hvad med dem du kom med" spørger hun i det vi ruller ind på stuen. "Jeg har først lige mødt dem" svarer jeg og ser straks at de sidder inde i stuen og venter. Jeg rejser mig forsigtig fra rullestolen og ligger mig op i sengen. "Så du har ingen andre steder at være end der" spørger hun. Jeg ryster på hovedet og kan se at drengene kigger chokeret på mig, og kommer til at tænke på at blodet mellem mine ben ikke er vasket væk endnu, og jeg skynder mig at trække et tæppe op om mig. "Hvordan er det sket, blev du ikke kun sparket" spørger Liam og jeg kan se Niall stadig er helt paff. "Det er så den komplicerede del" starter jeg og sygeplejersken forlader stuen, sikkert for at tjekke røgten billederne og skanningen. "Min far" begynder jeg og kan se at drengene begge ændre ansigts udtryk fra chokeret til vrede. Og så fortæller jeg dem ellers det hele. Det var svært, men det føltes dejligt at kunne fortælle det til nogen.

 

                                                                                                        ***


Det var så andet kapitel, håber i kan lide det, skrive gerne i kommentaren hvad i syntes og tak fordi i læser den :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...