Last chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
17 årige Kimmie har problemer og ikke kun i skolen. Hun er vant til at klasse kammeraterne på skolen er efter hende, hun bliver mobbet, skubbet, og nogle gange får hun også bank, men der hjemme er det værre, for hendes far drikker, og når han er fuld kan han finde på de grummeste ting. En dag hun kom hjem fra skole, hvor hun havde fået bank, tog han hende ind på forældrenes værelse og bad hende tage tøjet af. Det var ikke første gang og Kimmie vidste godt hvad der ville ske hvis ikke hun adlød. Hendes mor arbejder sent og vil helst ikke se til Kimmie når hun kommer hjem, for hun er træt af at hører på hendes problemer. Det eneste tilflugt sted hun har er på hendes værelse, med headset på og så hendes yndlings bands musik. Det afholder hende fra selvmords tankerne men ikke fra at gøre skade på sig selv. På hendes højre arm havde hun 5 ar lige op af hinanden, det er for alle de gange hendes far har misbrugt hende. Men hvad sker der når hun møder en speciel person, og kan han hjælpe hende

14Likes
15Kommentarer
1839Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kimmie´s synsvinkel.

 

Jeg er på vej til skole. Det ikke fordi jeg ser frem til at komme i skole, men det er trods alt bedre end at være derhjemme. I går havde min far igen hevet mig ind på deres værelse, 2 gang på denne måned. Det er ydmygende, men jeg kan ikke sige ham i mod, han bliver så brutal når jeg gør det, det opdage jeg alleførste gang han gjorde det, og det vil jeg ikke opleve igen. Han havde gemt en lommekniv i sengebordet, som han havde trukket frem og stak ind i mit lår, og derefter trukket den ud og holdt op ved min hals, jeg blev så bange at jeg bare stivnede og gjorde som han bad om. Da han var færdig med mig, havde jeg taget mit tøj på og tog på skade stuen med mit sår, hvor jeg blot blev sendt hjem med en bandage og besked om jeg skulle være mere forsigtig. Jeg havde turde ikke at fortælle dem hvad der rigtig var sket, jeg tror måske jeg var bange for de ikke ville tro mig, så jeg havde bare sagt at jeg havde løbet med en saks og var væltet og fik den i benet.

Så det er derfor jeg ikke gør modstand, og jo jeg har prøvet at fortælle min mor det, men hun tror jeg lyver og har sagt hun ikke gider hører på mine problemer, så der er heller ingen hjælp at finde der. Det eneste der afholder mig fra at gøre det der falder mig bedst ind, er de fem drenges vidunderlige sange. Selv på den slemmeste dag, kan deres sange hjælpe mig. 

Jeg sniger mig ind i klassen og prøver på ikke at lade Brittany og hendes slæng se mig, for jeg magter ikke hendes onde kommentarer. Desværre går det ikke som ønsket og en høj latter lyder.

"Når så kom du igen i dag, har du ikke snart fået nok" spørger hun nedladende og kommer over i mod mig.
"Kan du ikke bare passe dig selv for engangskyld, jeg gider ikke det her lige nu" svarer jeg og sætter mig på min plads, helt nede bagerst i lokalet.
"Det kunne jeg godt, men det er der jo intet sjovt i" siger hun og læner sig ind over mit bord. Læren dukker op i døren og Brittany rejser sig op.
"Vi er ikke færdige endnu, bare vent til pausen" siger hun hårdt og går op mod sin plads.

I undrer jer sikker over hvordan jeg er end som skolens sorte får, og det kan jeg ikke svare på. Den ene dag passede jeg mig selv og ingen lagde mærke til mig, og den næste hadede alle mig bare. Man kan lige som sige at lærerne lader som de intet ser og jeg holder ud så godt jeg kan, der er kun 5 måneder til jeg går ud af skolen.

 

                                                                                              ***

Skolen dagen sluttede for en time siden, og egentlig burde jeg tage hjem, men med tanke på hvad der venter mig derhjemme, så vil jeg heller en tur ned til byen først. One Direction spiller i London i weekenden, men jeg har igen ikke kunne skaffe en billet. Så jeg må nøjes med at hører dem på youtube lidt endnu.

Mens jeg går i mine egne tanker ned mod London Eye, får jeg en mærkelig følelse af at nogen holder øje med mig, men da jeg kigger rundt, ser jeg ingen. Jeg går videre, med lyden af What Makes You Beautyful i mine ører. 

Der blæser en kold vind, så jeg lyner min jakke helt op og trækker hætten op om ørerne, da mit headset falder ud af ørerne. Jeg putter dem ind i øret igen og går videre, men da jeg begynder at nærme mig London Eye, kan jeg igen mærke et par øjne hvile på mig. Jeg vender mig rundt og ser en dreng stå og kigge på mig. Han har solbriller på og sin jakke trukket op om ørerne lige som jeg har. Han ligner en af drenge fra min skole som banker mig, men jeg er ikke sikker, da han har solbriller på, så jeg går i panik og begynder at løbe. Han begynder at løbe efter og panikken spreder sig.

Musikken er stoppet og jeg kan tydeligt hører han løber efter, for han råber et eller andet efter mig, men jeg kan ikke hører hvad, og hvis han er en fra skolen, så behøver jeg heller ikke vide hvad han råber for at vide at hvis han fanger mig, så er jeg på spanden.

Desværre er jeg i dårlig form og han indhenter mig kraftigt, jeg prøver at skyde genvej igennem en gyde, men den viser sig at være en blind gyde.

Jeg løber hen til muren og kryber ned på hug.

"Jeg beder dig, vil du ikke godt lade være med at slå" siger jeg forpustet og begynder at græde.

Drengen stopper op foran mig kan jeg hører og han prøver at få vejret. "Slå dig" spørger han forundret og sætter sig på hug foran mig.
"Ja, var det ikke derfor du løb efter mig, er du ikke fra min skole" spørger jeg og græder stadig.
"Nej det er jeg ikke, jeg går ikke i skole" svarer drengen. "Bliver du slået" spørger han forarget. Jeg retter mit blik op mod ham. "Ja" svarer jeg tøvende. Pludselig ligger han sine arme om mig, først bliver jeg forskrækket og skal til at gå i forsvars position, men da jeg mærker varmen fra ham, slapper jeg mere af.
"Har du fortalt dine forældre det" spørger han, mens han stadig holder om mig.
"Det er kompliceret" svarer jeg og trækker mig ud af han arme.
Mit blik er stift rettet mod asfalten under mig.
"Kompliceret" spørger han undrende "Hvordan kan det være det"
Jeg ved ikke om jeg skal fortælle den fremmede alt, men noget siger mig at han ikke er som de andre. Jeg rejser mig og det samme gør han, jeg kigger på ham og først der ser jeg det.

"D-d-du er jo" siger jeg måbende, han kigger på mig og giver mig et smil. "Ja siger han og tager solbrillerne af. Jeg er helt mundlam, her står jeg overfor Niall, det ene medlem fra mit yndlings band, og han virker helt cool og nede på jorden. "Hvad hedder du" spørger han og rækker hånden frem. "Kimmie" svarer jeg og rækker også min frem, og han trykker den let. "Dejligt at møde dig Kimmie" svarer han.

"Har du travlt, der er lidt koldt og jeg kunne godt tænke mig en varm kakao fra starbucks, vil du med, jeg giver" spørger han. Jeg ved ikke helt, jeg er faktisk allerede forsent på den, men han kan vel ikke straffe mig mere end han plejer. "Er du sikker" spørger jeg. "Ja da selvfølgelig, kom" siger han og tager sine solbriller på igen og begynder at gå. Jeg følger stille med. 

Vi kommer ind på starbucks og han bestiller to varm kakao og vi finder et bord og sætter os ved.
"Kimmie, hvorfor har du ikke snakket med dine forældre om det" spørger han igen. Jeg kigger op på ham, og er ved at græde. "Jeg vil helst ikke snakke om det" svarer jeg stille og kigger ned igen. "I hvert fald ikke lige nu" tilføjer jeg.
"Okay, men jeg ved godt det her lyder mærkeligt, nu når vi først lige har mødt hinanden, men du kan sagtens fortælle mig det, hvad siger du til at få mit nummer så kan du ringe eller skrive hvis der bliver noget, okay?" spørger han. Jeg nikker, han virker flink og ærlig. Da han har skrevet sit nummer ind i min telefon bog kommer jeg til at se at klokken er mange. "Oh shit, jeg er færdig" mumler jeg og farer op. "Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at smutte nu" siger jeg og skal til at gå, da han tager fat i min hånd. "Hvad mener du med færdig" spørger han. 

Det var ikke meningen han skulle have hørt det. "Jeg skriver senere, er det ok, bliver virkelig nødt til at gå nu" spørger jeg og vrister min hånd fri. "Ja selvfølgelig" svarer han og så skynder jeg mig afsted.

 

                                                                                               ***

Niall´s synsvinkel.

 

Jeg fik det mærkeligt da hun var gået, som om hun holdt på en kæmpe hemmelighed. Normalt er jeg ikke typen der sådan giver mit nummer ud til fremmede, men efter det i gyden, og det med at hun fik bank, fik jeg det dårligt med bare at lade hende være. Ingen burde gennemgå sådan noget, og bestemt ikke alene. Hvilket minder mig om jeg ikke har set de andre siden jeg løb fra dem i køen til London Eye. Men noget sagde mig bare at jeg skulle løbe efter hende. jeg fikser min mobil frem og ser at drengene har ringet utallige gange og sms'et, jeg vælger at ringe Liam op.

"Hey hvor er du, vi har været bekymret" siger han med det samme han tager mobilen, kan hører de andre drenge sukke lettet. "Kom hen til starbuck, sidder nede baggers, har noget vigtigt at fortælle" svarer jeg. "Okay vi er på vej" svarer Liam og ligger på.

 

5 min efter er de her og sidder med hver deres varme drik. "Nå hvad så, hvorfor løb du bare sådan lige pludselig" spørger Liam og drengene kigger alle på mig. Så jeg giver mig til at fortælle dem hvad der fik mig til at løbe og fortalte om Kimmie, og alt det mig og hende havde snakket om.

 

                                                                                                 ***

 

Det er ved at være 3 timer siden vi forlod starbucks og tog hjem i lejligheden, og har stadig ikke hørt en lyd fra hende, gad vide om hun er okay, eller om hun bare ikke gider skrive. Drengene var alle blevet chokeret da jeg fortalte at hun fik bank i skolen, og at jeg havde på fornemmelsen at hun skjulte mere.

Pludselig tikker der en sms ind fra et ukendt nummer.

-Hey Niall,
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte denne sms, jeg er ked af jeg først skriver nu, kan ikke forklare hvorfor, håber du kan forstå, men lige nu sidder jeg og hører jeres musik, det er den bedste tid på dagen, når jeg kan stikke mit headset i ørerne og bare slappe lidt af til musikken, tak for snakken og kakaoen, håber ikke jeg var til besvær, mvh. Kimmie.

Jeg læser den igennem og læser den så også højt for drengene. "Jeg er sikker på der er noget galt drenge" siger jeg og kigger alvorligt på dem. "Niall måske har hun bare normale teenage problemer" svarer Liam. Jeg tænker lidt men beslutter mig for at svare tilbage hurtigt.

-Hej Kimmie,
Du var bestemt ikke til besvær, jeg nød at være i dit selskab, men jeg ville ønske du ville fortælle hvad det er der går dig på, for kan mærke der er noget du vil fortælle, men at du ikke tør. Uanset hvad, så skal du vide at jeg ikke dømmer dig, og at jeg ser frem til et godt venskab med dig hilsen Niall. 

Svarer jeg og sender beskeden. Jeg gemmer hendes nummer og få sekunder efter tikker en ny sms ind.

-Måske en anden dag Niall, i dag har været en lang og hård dag, godnat. 

-Godnat, sov godt Kimmie. Svarer jeg og ligger mobilen fra mig. 

Det er vist også ved at være tid til vi skal i seng, vi har lidt ferie, inden vores koncert i weekenden om 3 dage.

    

                                                                                                   ***

 

Håber i syntes om første kapitel, skriv gerne en kommentar om hvad i syntes, så er i søde :)

                                                                                                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...