Zombie Apocalypse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 9 okt. 2015
  • Status: Igang
'Der var helt stille. Ingen biler kørte på vejen. Ingen fugle sang til den smukke hvisken der kom fra træerne. Ingen irreterende børn til at vægge mig. '

Det her er en historie hvor jeg fortæller hvordan 'Jég' tror verden kommer til at være hvis/når der kommer zombier til verdnen. Historien kan være drablig og frastødende tale eller ord. Jeg håber i kan lide den :)

2Likes
4Kommentarer
367Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Kapitel 3: Farvel, Jeg elsker dig!

 

Freja, 04:11. 8. September. USA, Cornville.

Jeg kunne ikke stoppe. Tårene sprang ud af mine øjne, og snotten hang ud af næsen. Jeg hev efter vejret. Jeg sad på taget. Sofus sov stadig i kælderen. Jeg kiggede ud over byen. Vi var smuttede over til en af de høje lejligheder, da Mikes mormor også havde været smittet. Jeg kunne se alle de ædene mennesker der gik langsomt rundt ude på gaden og bare ledte efter noget at spise. Hvorfor var det ikke mig? Hvorfor kunne jeg ikke også bare dø? Tænkte jeg. Det var så svært at forstå! Alle de zombie film og serier der har været lavet, og så sker det kræftedme! Hvad er det for noget? Hvem har lavet det? Det er godt jeg altid har været forsigtig med bakterier, tænkte jeg. Jeg har altid haft en sprit med mig. Men det er kun fordi min mormor døde af en virus. Og min morfar døde af oversvømmelse. Han var i sin vaskekælder, da en masse vand strømmede ned mod ham. Det var stormvejr. Og hans hus var lige ned for en bakke. Før han nåede op, var der så meget vand at det pressede ham mod væggen, og han fik et hegn han var i gang med at lave gennem maven. Det må have været en smertefuld død! Selv når jeg bare tænker på det får jeg ondt. Og også dårlig samvittighed! Jeg fik aldrig sagt til ham jeg elskede ham, jeg fik aldrig sagt til nogle i min familie at jeg elskede dem! Og nu er de alle væk. En tårer rendte ned af min kind og dryppede ned på taget. 

Hans smukke brune hår lå beskyttende ned over hans ansigt. Jeg lagde en seddel ved siden af ham. Jeg aede ham over håret og kyssede ham på kinden.

''Jeg elsker dig Sofus.'' Hviskede jeg. Nu havde jeg endelig fået sagt til en jeg elskede at jeg elskede ham. Lige siden jeg så ham for første gang har jeg været forelsket i ham.  Jeg tog fat i seddlen og læste det en ekstra gang for at sørge for der ikke var nogle fejl.

Kære Sofus!

Du skal ikke lede efter mig, jeg er ked af jeg efterlader dig,

Jeg kan bare ike holde det ud længere. Jeg ved ike hvor jeg

Tager hen, Men du skal ikke lede efter mig! Jeg ville ønske

Du kunne komme med mig. Men jeg elsker dig! Jeg har bare

Aldrig turde fortælle dig det!. Jeg elsker dig, og jeg ved at

Jeg aldrig kommer til at tilvgive mig selv, hvis der sker dig 

Noget. Derfor, vælger jeg at gå fra dig.

Held og Lykke Sofus! Jeg elsker dig!

Freja                                                                                 

 

Jeg åbnede langsomt hans hånd og samlede hans fingre om seddlen. Han stønnede og jeg sprang til siden. Jeg kunne se han var ved at vågne, så jeg løb op af trapperne og ud på gaden. Jeg havde samlet noget små sten i min lomme oppe fra taget af. En masse Zombier gik rundt lige foran mig, de havde ikke lagt mærke til mig endnu, så jeg tog stennene op i min hånd og kastede dem over på nogle af bilerne så alarmerne gik i gang.

 

Ida, 04:55. 8. September. USA, Cornville.

Der lød nogle lyde ude fra altanen af. Mine øjne åbnede langsomt, jeg gabte og rejste mig op fra mor og fars seng. Jeg åbnede altandøren og lyden blev højere. Det lød som bilalarmer. Det er nok bare nogle zombier, tænkte jeg. Det var koldt. Jeg var lige ved at vende mig om da jeg så en pige komme løbende. Jeg kiggede spændt på hende for at se hvad der skete nede på vejen. Hvad fanden? Tænkte jeg. Pigen løb hen af vejen, huk kiggede sig over skulderen og faldt over en af de døde zombier. Jeg løb skræmt ud på altannen i håb om hun var okay. Jeg kunne se hun slog albuerne og knæene. Der var nogle zombier efter hende. Hun skyndte sig at rejse sig op, men den døde zombie hun var faldet over, var levende, den tog hurtigt fat i hendes ankel og prøvede at spise hende. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at komme fri. Jeg sprang hen over gulvet, tog et baseball bat og smækkede døren op. Jeg spurtede ned af trapperne og ud på gaden. Pigen kiggede skrækslagen på mig. Jeg kunne høre at Sabrina var løbet efter mig. 

''Hvad sker der Ida?'' Spurgte hun træt lidt oppe af trapperne.

''Bliv indenfor! Vær klar til at tage i mod os! Okay?'' Råbte jeg til hende og løb over til pigen. Jeg brugte alle mine kræfter på at træde og slå på zombiens hånd i håb om den gav slip, da armen endelig faldt af zombien var de andre meget tæt på os. Hun haltede og kunne ikke gå så godt. Jeg tog hendes arm om skulderen og hjalp hende over til Sabrina som stod i åbningen af døren. 

''Hurtigt! Luk!'' Sagde jeg til hende da vi var kommet ind i opgangen. Sabrina hjalp mig med at få pigen op af trapperne og ind i vore lejlighed. Vi hjalp hende ned og sidde inde i stuen.

''Hent noget is'' Sagde jeg til Sabrina og fandt et håndklæde frem.

''Det behøves altså ikke'' Stønnede pigen. 

''Jo! Du er skadet!'' Svarede jeg fornærmet. Jeg tog imod isen fra Sabrina, viklede det ind i håndklædet og pressede det mod hende ankel. Hun jamrede sig lidt, men efter tog hun selv over og pressede på.

''Jeg hedder Freja'' Sagde hun.

''Jeg hedder Ida, og det her er Sabrina, min lillesøster.'' Sagde jeg og kiggede over på Sabrina som smilte med knyttede øjne mens hun lavede pease tegn. 

''Hvad lavede du derude?'' Spurgte jeg. Freja kiggede bekymret ned på hendes ankel og tog sig til nakken.

''Jeg flygtede... Jeg...'' Hun tøvede lidt. ''Min familie... De er... De prøvede at spise mig...'' Sagde hun tøvende. 

''Hm..'' Tøvede jeg. ''Det er jeg ked af!'' Sagde jeg.

''Hvor er jeres familie?'' Spurgte Freja.

''Forhåblig i Canada!'' Sagde Sabrina.

''Åååh, de er på ferie?'' Spurgte Freja. Sabrina og jeg nikkede. 

''Men, tak for hjælpen! Jeg tror jeg går igen!'' Sagde Freja og jamrede sig lidt mens hun prøvede at rejse sig op.

''Du kan ikke gå!'' Skyndte Sabrina og sige mens vi begge sprang op.

''Du er skadet'' Sagde jeg. ''Bliv her indtil du får det bedre! Vi har nok mad til 3!'' Sagde jeg og kiggede på Sabrina som nikkede.

''Wow, Tusind tak!'' Sagde Freja og satte sig ned i sofaen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...