Zombie Apocalypse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 9 okt. 2015
  • Status: Igang
'Der var helt stille. Ingen biler kørte på vejen. Ingen fugle sang til den smukke hvisken der kom fra træerne. Ingen irreterende børn til at vægge mig. '

Det her er en historie hvor jeg fortæller hvordan 'Jég' tror verden kommer til at være hvis/når der kommer zombier til verdnen. Historien kan være drablig og frastødende tale eller ord. Jeg håber i kan lide den :)

2Likes
4Kommentarer
359Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

 

NKapitel 2. Human Killer.

Freja, 14:11. 7. September. USA, CornVille. 

''Freja! Snak nu til mig!'' Sagde Sofus. Jeg kiggede bare koldt på ham og ned på mine hænder bagefter. Det var som om jeg var stum. Jeg kunne ikke snakke, kun lytte, og tænke. Det var mærkeligt at tænke på, at i går, var der fredeligt, alle gik og var glade. Og på bare et par timer... Var alle døde. 

''Freja!'' Hviskede Sofus irreteret. ''Jeg ved godt du er ked af det! Men du er nød til at følge med!'' Han stoppede op og kiggede skuffende på mig, han sukkede og gik over til mig. Han tog fat i min arm og trak mig hen af vejen. Jeg hev min arm tilbage og stoppede.

''Freja! Vi har altså ikke tid til det her!'' Sukkede han og rullede øjne af mig.

''Du ved ikke hvordan det er!'' Sagde jeg med en svag og hæs stemme. 

''Freja! Okay! Jeg er ked af det med din familie! Kom så!'' Sagde han og knyttede hænderne. Han har altid haft svært med at håndtere sin vrede. Han løb hjemmefra da han var 12 og har ikke set sin familie siden. Vi mødtes for 3 år siden, da han havde gemt sig på vores loft i et halvt år. Mine forældre vidste det ikke, for det var mig der fandt ham. Da han havde fortalt sin historie om hvorfor han havde gemt sig hos os, havde jeg sagt til mine forældre at han bare var en ven. Jeg har hjulpet ham lige siden. 

"Hvor skal vi hen?" Tog jeg mig endelig sammen og spurgte ham. Han kiggede overraskende på mig.

"Min 'mormors' hus" sagde han i gåsetegn. "Er lige herovre" han pegede i den retning vi gik i. Jeg sukkede lidt.

"Hvad mener du med 'mormor'?" Sagde jeg med gåsetegn.

"Jeg har jo haft et godt forhold med Mike fra klassen. Så jeg har tit haft gemt mig der hvis politiet har været efter mig" sagde han og gik hurtigt frem.

"Omg! Sofus!" Snerrede jeg. Jeg fulgte hurtigt efter ham. Alle 'zombierne' lå stille på jorden, nogle af dem stod ovre ved en bil og prøvede at spise den fordi motoren stadig var igang. 

 

Mono, 15:39. 7. September. Japan, Miakisi.

''Yuko!!'' Skreg jeg. ''Yuko!!!'' Skreg jeg igen. Intet svar. ''YUKOO!!!'' Skreg jeg så det rungede i mit hoved. Jeg faldt hårdt til gulvet, mit lange sorte hår slaskede mig i ansigtet. 

''Mono?!!'' Lød et skrig. Jeg kiggede op. 

''Yuko?'' Sagde jeg til mig selv. ''YUKO!'' Skreg jeg og løb mod skriget. 

''MONO!'' Lød det igen. 

'YUKO! I'M COMING!'' Skreg jeg. 

''MONO HELP ME!'' Skreg Yuko ikke langt herfra. Jeg havde én tanke i hovedet og det var at redde Yuko. 

''YUKO! WERE ARE YOU?!'' Jeg skreg alt hvad jeg kunne. Jeg løb lige ind i et hegn. Mit hoved dunkede. 

''Are you okay, lady?'' Spurgte en mand. Jeg kiggede skræmt op på ham. Han tog fat i min arm og prøvede at hjælpe mig. Jeg tvang min arm tilbage og hoppede på benene igen.

''MONO!!'' Lød det igen. Jeg blev forskrækket og kom i tanke om Yuko igen. 

''WHat is wrong?'' Spurgte han.

''I need to go!'' Sagde jeg og kravlede over hegnet. Mit hoved gjorde stadig ondt, men det gik hurtigt over. 

 

Yuko, 15:49. 7. September. Japan, Miakisi.

Kæden strammede om mine håndled. 

''MONO!'' Skreg jeg grædene. Mit hovede vippede op og ned. Jeg kunne mærke stoffet var ved at virke i min krop. Ville jeg dø nu?

''Yuko?!'' Råbte Mono. Jeg kiggede overrasket op.

''Mono?'' Sagde jeg stille. Mine øjne lukkede i, og alt sortnede...

 

[Når det er Engelsk tale, betyder
Det at de snakker Japansk,
Jeg kan dog ikke selv Japansk,
Derfor bliver det Engelsk,

Jeg skriver Dansk,

Hvis det er noget de tænker,
Eller når man høre om jeg-forfatteren.

 

Når der står, (med tynd grå stråSkrift,
Viser jeg bare hvem det er man 
høre om. 


Håber i kan lide historien, 
og glæder jer til at læse mere,
For det gør jeg :)]

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...