Zombie Apocalypse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 9 okt. 2015
  • Status: Igang
'Der var helt stille. Ingen biler kørte på vejen. Ingen fugle sang til den smukke hvisken der kom fra træerne. Ingen irreterende børn til at vægge mig. '

Det her er en historie hvor jeg fortæller hvordan 'Jég' tror verden kommer til at være hvis/når der kommer zombier til verdnen. Historien kan være drablig og frastødende tale eller ord. Jeg håber i kan lide den :)

2Likes
4Kommentarer
364Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1: Altædene mennesker.

Freja, 07:27. 7. September.

Jeg åbnede stille øjnene. Der var helt stille. Jeg skævede trættende over mod uret. Jeg satte mig brat op og var meget forvirret. Mor plejede at vække mig præcis! klokken 07. Ikke fordi det ikke var dejligt. Det var det. Helt klart. Jeg rejste mig stille op. Døren stod på klem. 

''Mor?...'' Spurgte jeg med en nervøs samt forvirret stemme. Jeg rev den tynde elestik ud af det tykke, korte, brune hår. Jeg svang dynen rundt om min tynde men samtidig lidt buttede mave. Rykkede håret om foran skulderen og åbnede døren. 

Der var helt stille. Ikke en eneste lille lyd. 

Jeg gik langsomt ned af den lange trappe. Det var først nu jeg lagde mærke til hvor lang den faktisk var. Jeg plejede altid at springe to eller 3 trin over når jeg spurtede ned af den med min lillebror i hælende, Og Sally sommetider. 

''Mor?'' Spurgte jeg og kiggede langsomt rundt i stuen. Der var ikke noget at se. Alt lignede sig selv. Der var dækket op til morgenmad, men de var der ikke. 

''Far?...'' Jeg ventede langsomt på et svar, men der kom aldrig et.

''Martin?...'' Jeg kiggede med hurtige blik rundt i stuen og luntede hurtigt ud i køkkenet.

''SALLY!!!'' Skreg jeg med en ivrig trang til at lægge mig ned og skrige. Jeg hørte en prustende lyd komme inde fra Sallys værelse. Jeg løb derind, smækkede døren op og så Sally lægge i trammesengen med maven skåret over. Jeg var måløs. Her stod jeg, kun iført undertøj på min spinkle krop, og der lå min lillesøster, som kun havde levet i et par 2 sølle år, med maven skåret midt over. Hvorfor? Hvem havde gjordt det? Var det en joke? Havde der været indbrud? Hvor er min mor og far? En million tanker kørte gennem mit hovede. Jeg satte mig over på stolen der stod ved siden af Sallys træmmeseng. 

''Sally?'' Spurgte jeg med en slem trang til at kaste op. ''Hvem har gjordt det her til dig?'' Sagde jeg og tog i hendes lille hånd. Et par tårer løb hurtigt ned af min kind. Og ned på den kridhvide dyne samt nogle gule brækpletter fra de gange jeg havde haft Sally siddende da hun var helt lille. 

Langsomt stoppede hendes vejrtrækning. Og hendes hoved faldt til den bløde lyserøde madras. 

 

Ida, 07:53. 7. September. 

Vi stod begge og måbede ud over vejene. Jeg kiggede lidt på Sabrina og kunne godt se en tårer var kommet frem. 

''Jeg havde ikke regnet med det virkelig ville ske!'' Sagde jeg med en svag stemme. Jeg havde en kæmpe trang til at en flok af mennesker ville komme bag os, og sige det var en vits. En prank. Men hvis det var, måtte de virkelig gerne skynde sig. Sabrina smed sig tungt til mors grimme træstol. Det ene ben på stolen knækkede midt over og Sabrine smadrede ned i den gennemsigtige rude ind til mor og fars soveværelse. Jeg hoppede en meter og så vi fik en masse opmærksomhed med al den larm Sabrine lavede.

''Shyyyy!!'' Tyssede jeg og satte mig ned på huk. 

''Undskyld'' Sagde Sabrina og tog sig til sit baghovede. 

''Ej undskyld! Er du okay?!'' Spurgte jeg og gik et par små langsomme stille skridt hen mod Sabrina og hjalp hende op i samme stilling som mig. Sabrina kiggede nervøst på mig. 

''Vil du virkelig gøre det?..'' Spurgte hun med knækkende stemme. 

''Begå?... Sui?...'' Sagde jeg med en svag stemme. Sabrina nikkede overbevisende. Jeg rejste mig en lille smule op så jeg lige kunne se ud på de alt ædene mennesker som gik langsomt og uhyggeligt rundt nede på vejen. Jeg trak på skuldrene.

''Hvad ville du gøre?'' Spurgte jeg lavt med en tårer lige på grænsen til at falde ned i mit skød. 

''Jeg ved det ikke....'' Svarede hun med en trist stemme mens hun prøvede a fokusere på sine hænder.

''Jeg har altid lovet mor ikke at give op!'' Sagde hun og kiggede op på mig med et ukoncentreret blik.

''Ja... Det samme har jeg.'' Tøvede jeg lidt og smed mig ned ved siden af Sabrina. Det hårde stengulv under os var koldt. 

''Hvad gør vi?'' Spurgte jeg tavs.

''Jeg ved det ikke'' Sagde hun og kiggede på mig.

''Jeg elsker dig Sabrina!'' Sagde jeg og kiggede på hende. 

''Det ved jeg!'' Sagde hun. ''Jeg elsker også dig!'' Jeg smilede til hende. Jeg lændte mig op af hendes varme krop og gav hende et kram fra siden. 

''Du må ikke græde!'' Sagde hun og vendte sig mod mig. Hun tog mig hårdt om baghovedet og tvang det ind mod hendes barm. Jeg stortuede. Jeg vil ikke dø! Jeg er kun 16. Jeg har en lys fremtid!.

Freja, 08:93. 7. September.

Tårene sprang om ørene på mig. Jeg havde samlet dem alle på køkkengulvet. De er døde. De er alle døde! 

Døren blev sprunget op. Låsene blev revet fra hinanden. 

''LØB! LØB FREJA!!!!'' Skreg en dreng. Jeg tørrede tårene væk og så Sofus. Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg var så optaget af Sofus at jeg ikke lagde mærke til at min far rejste sig op bag mig. 

''Sofus?'' Spurgte jeg undrende Og snøftede en lang snotklat tilbage i næsen.

''Pas på!'' Skreg han. Han kastede mig til siden og tvang en skarp kniv mod min fars pande. 

''HVAD FANDEN?!!!'' Skreg jeg ivrigt. Jeg løb over mod min far, men Sofus tog et hårdt greb i min arm og trak med med op af trapperne. 

''Vær stille!'' Sagde han med den mest overbevisende stemme om at jeg virkelig SKULLE være stille! Jeg hørt langsomme falg henne fra trappen af. Vi sad begge sammenkrøllet bag mine forældres seng. Jeg så langsomt nogle skygger komme til syne i døren. Det var min mor. Jeg holdt stille vejret og klaskede min hånd foran min mund for ikke at skrige. Hun var en zombie. Eller... Det tror jeg! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...