Fighting for you.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2015
  • Opdateret: 26 jan. 2016
  • Status: Igang
Amelia Wilson har ventet 5 år på, at se hendes livskærlighed igen, efter han røg i fængsel for vold og narkobesiddelse. Efter 5 år bliver Justin Drew Bieber lukket ud, blot til den nyhed om at han er en far, ikke blot til et barn, men hele to og at børnene er bortadopteret i plejefamilie. En ting den berygtede bandeleder ikke bryder sig om, da han selv blev forladt som barn. Justin og Amelia går derfor ind i kampen om at få deres babyer hjem. Men det er ikke helt let, når den anden familie er homoseksuelle og derfor kun har de børn. De to forældre par lader kampen begynde, om blot de 4 årige tvillinger. Men hvem mon til sidst ender med forældre myndigheden?


33Likes
68Kommentarer
18340Visninger
AA

7. Kapitel 5.

 

Amelia’s synsvinkel.
 

Det er slet ikke til at forstå, det er helt ubeskriveligt og jeg aner slet ikke hvordan jeg skal beskrive det, derfor er det så ubeskriveligt. Siger jo sig selv. Men i næste weekend får jeg mine børn i armene igen! Jeg glæder mig og jeg glæder mig til at Justin skal se dem.

Bare at se om de ligner mig og om Justin stadig kan ses i drengen, for det kunne man da han var baby. Han havde hans øjne og smil, bare alt hvad ham lignede Justin. Selvfølgelig nok med mig i det, men mest Justin og pigen havde allerede sort hår da hun kom til verden, om det er blevet brunt som mit eller Justins, aner jeg ikke.

Jeg kan kun sige hvor meget jeg glæder mig, der er ikke noget jeg gør mere end det og siden nyheden i forgårs, har Justin gået hele byen rundt efter job. Dog med den ene afvisning efter den anden og det har ikke just hjulpet på noget. Hans glæde er forsvundet ved det og muggen er hvad han er.

Det gør ondt på mig at se ham sådan, men jeg kan ikke gøre noget, for hvad skulle jeg kunne gøre? Justin har en fortid som alle kender til og hvem ville lukke ham ind? Man kan kun håbe på mirakler, eller at mine forældre før eller siden vil accepterer ham, så vi i det mindste kan flytte hjem.

Siden besøget ved mor og far, har jeg intet hørt fra dem overhovedet. Hvilket passer mig fint, de virkede ikke engang glade og lykkelige over rollen de havde fået. Nej de virkede mere sure og skuffet, specielt far. Men hvad skal jeg gøre? Jeg elsker Justin, skal jeg bare droppe manden jeg elsker og havde taget en abort, som jeg er i mod? At mor så fyrer af, at jeg altid ville kunne have sagt det til hende og blabla… Hvordan skulle jeg kunne det?

 

Jeg ser med et suk i mod døren, da den bliver skubbet hårdt op og derefter smækkert hårdt i, hvilket kun kan tyde på flere afslag og en sur Justin. Hvilket ikke er det jeg ønsker at se, det gør ondt at se ham sådan og ja jeg er måske bange. For hans humør er som den gang, bortset fra han ikke er påvirket af alkohol og stoffer, men han er stadig sur.

”Hvordan gik det i dag skat?” Selv har jeg haft en fridag og derfor bare gået herhjemme, hvor jeg har kigget lidt rundt efter billige ting, som børnene kan have her. For at snakke med mor og far om at få mine ting, ikke mindst Liam’s ting, som jeg bør snakke med Liam om. Det kommer nok ikke til at ske.

”Hvordan tror du det gik Amelia?” Hvæsser han spydigt af mig, hvilket kun får mig til at sukke og han går bare ud i køkkenet, hvor jeg hører køleskabet blive åbnet. Der går ikke langtid før jeg høre kapslen ryge af flasken. Det får mig kun til at sukke, i det mindste er det kun en øl og ikke flere.

”Undskyld babe, det er bare hårdt.” Jeg ser stille op på Justin, da han nærmer sig mig og blidt efterlader et kys i min pande, hvorefter han sætter sig i sin læne stol.

”Det er okay skat, det skal nok komme.” Et opmuntrende smil er alt hvad jeg kan sende ham, inden jeg vender blikket i mod computeren igen og ser ind i skærmen.

”Babe, hvorfor kigger du på nettet efter legetøj? Snak dog med Liam og dine forældre. Jeg ved godt at de ikke var fair den anden dag, men det er dine ting og du kan vel få lov at få dem tilbage. Liam kan vel ikke være så koldhjertet, ikke at give sin nevø nogen ting.” Justin’s brune øjne kigger stille ind i mine og jeg kan tydeligt læse på hans øjne, ikke mindst stemmen at han ikke selv ønsker det. Men vi har brug for at spare.

”De har ikke kontaktet mig, hvor mange dage skal de tænke og forstå hvad vi sagde? Betyder jeg virkelig så lidt for mine egne forældre? Jeg troede Liam var min bedsteven, udover min storebror. Men jeg tog vist fejl.” Et suk høres hurtigt fra Justin af og det får mig til at kigge på igen, da jeg lige før havde vendt hovedet tilbage på computeren, da det ikke er nemt og tale om følelser foran Justin. Ikke de følelser til min familie, da jeg ved hvad Justin vil sige.

”Det er min skyld baby.” Jeps han sagde det. For han giver altid sig selv skylden, men det er det jo ikke og alligevel er det. Men jeg har selv valgt det, jeg har valgt ham og kun fordi jeg elsker ham. Jeg ved jeg vil leve med ham.

 

Jeg rejser mig op fra gulvet af, hvor jeg i stedet sætter mig på Justin og med et ben på hver side af ham. Jeg ligger langsomt mine arme om hans nakke, hvor jeg stille begynder at nusse ham og derefter kysser ham blidt på hans læber.

”Justin, det er ikke din skyld. Jeg valgte selv dig.”
”Men de kan ikke lide mig Amelia, og det går ud over dig. De lader det gå udover dig. Jeg kan ikke lide at se dig sådan.” Han ligger stille sin pande i mod min, inden han blidt kysser mig og jeg gengælder det hurtigt.

”Du er mit liv Justin, du er alt jeg vil have.” Jeg ser forvirret på ham, da han fjerner mine arme om hans hals og han i stedet tager min hånd med forlovelsesringen på.

”Han har ikke en gang godkendt det her og han vil aldrig komme til at accepterer det, eller følger dig ned af et kirkegulv, så længe det er med mig.”

”Jeg er ligeglad Justin, jeg vil kun have dig og ingen andre.”

”Du ligner din far med stædighed Amelia. Men jeg vil have dine forældres accept og jeg vil kæmpe for den med alt. Selvom din far hader mig, vil jeg gøre alt for det ændres og vi må indse, at jeg ikke får et job. Alle har sagt nej.” Mine fingre fletter sig stille ind i hans, hvor mine øjne ligger hvilene på ham og et svag suk er alt hvad jeg giver. Men jeg vælger hurtigt at sige noget, selvom jeg ved det kun vil ende galt i sidste ende, så er det også vores eneste mulighed snart.

”Så jeg skal ringe til mine forældre, selvom det burde være dem der ringer og undskylde? Så skal jeg ringe til dem og sige at vi gerne vil flytte hjem, for der er ingen anden mulighed. Så hvis de elsker mig højt nok og vil hjælpe os med at få vores børn tilbage, så er det nu ellers er det slut, for du er den jeg vil have og den jeg gifter mig med, lige meget hvad?” Et nik er alt hvad Justin giver og jeg svarer ham bare tilbage med et suk, hvor efter jeg rejser mig op og han så rækker ud efter hans øl, som han havde sat på bordet ved siden af sin stol.

 

***

 

Efter samtalen med Justin har jeg blot tænkt og tænkt som en gal, for jeg skal finde ud af hvordan ordene skal siges til mor og far. En ting er sikkert og det er jeg skal ringe til mor, ikke til far eller hjemmetelefonen. Det er mor der skal ringes til.

Kunne måske ringe til Liam, men han vil bare blive sur og alligevel bløde lidt op, for at høre sin søster græde er det værste for ham. Men urh det er svært. Det hele har bare været svært, men det er alt hvad vi kan gøre, specielt hvis børnene skal have en perfekt start.

Jeg ser kort ud i køkkenet, hvor Justin står med aftensmaden og er ved at forberede hvad vi skal spise, da han har sagt han nok skal lave det, så jeg kan ringe.
”Justin, jeg går ind og ringer.” Jeg tager min mobil fra sofabordet, for ellers kommer jeg jo ingen veje og bare skridtet til at ringe op, det gør mig blot nervøs. Jeg vil jo bare have min dreng og pige hjem.

Har stadig scanningsbilledet og billeder fra da de blev født, jeg kunne ikke lade hver. Jeg måtte have billeder, specielt så Justin kunne se dem og han har set dem. Han faldt for billederne, han synes selv at drengen ligner ham og pigen minder om os begge, med mine øjne.

Jeg træder med nervøse skridt hen i mod sengen, hvor jeg stille sætter mig ned og holder blikket på telefonen. Jeg trykker stille mors telefonnummer ind på telefonen og placerer telefonen op til øret, hvor jeg bare kan høre den ringe.

Nervøsiteten bliver kun større for hvert sekund, at jeg hører vente tonen som er i den anden ende og det er ikke en speciel har rar følelse, når man er virkelig bange for det man skal sige og jeg stadig ikke har styr på det.

”Hallo?” Jeg opdager hurtigt, at jeg har siddet i min egen verden og slet ikke hørt at mor har taget telefonen.

”Hej Mor, det er mig, Amelia.” Flot Amelia, hvem skulle det ellers være? Liam med en pige stemme, når han stadig bor hjemme?
”Hej skatte pige.” Hendes stemme ligefrem helt glad, hvilket ikke gør mig særlig glad.

”Hej Mor.” Gentager jeg blot, uden og sige at det er mig som ringer, for det kan hun jo hører.

”Hvorfor ringer du min pige? Jeg troede slet ikke vi ville hører fra dig efter sidst. Justin har vel ikke gjort dig noget, vel? Han har vel ikke slået dig, fordi Liam slog ham?” URH! Det gjorde hun bare ikke det der, jo det gjorde hun så!

”Nej Justin har ikke slået mig og han ville aldrig tage hævn på den måde. Ellers havde han slået Liam igen. Mor, hvor mange gange skal jeg sige det? Justin har ændret sig og han fortryder alt hvad han har gjort, det har han endda selv fortalt Jer, endda fortalt Jer at han ikke havde forældre og alt det. Jeg elsker ham mor.”

”Amelia, det kan være en facade han sætter op. Du må forstå at en mors værste mareridt er, når ens barn kommer til skade.” Er hårdt suk er hvad jeg giver, inden jeg igen forsøger at snakke til hende.

”Hvordan tror du ikke jeg har det? Jeg gav mine børn væk, for Justin var her ikke og han hader sig selv for det mor, for han elsker mig og han elsker de børn. Jeg holdte mine børn og havde dem i tre dage, før jeg gav dem væk, fordi sygehuset skulle holde øje med dem. Jeg regnede ikke med mine forældres støtte og jeg havde ret i det.”

 

Jeg ser op da døren til soveværelset går op og mine øjne møder straks Justins bekymrede øjnene, som ikke er særlig glade, men mere triste.

”Mor jeg elsker Justin og I får mig aldrig til at tage hans ring af min finger. Om det så betyder at jeg skal have et bryllup, hvor min egen far ikke kan give mig bort, eller min brors støtte og min mor som min brudpige, så fint. Jeg overlever, for så ved jeg hvad jeg betyder. Ingen ting.”

”Amelia, stop med at snakke sådan! Du betyder alt for os skat! Dig er og Liam er vores alt. Men Justin vil give familien dårlig omdømme, du ved far ikke vil accepterer det.”
”Du ignorer alt om du er bedstemor…” Jeg sukker tungt. Allerede nu kan jeg mærke tårerne, som bare har fået frit løb og hvor lidt støtte jeg har fra min mor af.

”Amelia, hvad er det du ønsker fra os?” Dummeste spørgsmål ever!

”At I lærer at accepterer Justin og at I giver ham en chance, han har ændret sig mor!” Et suk høres hurtigt fra hendes side af og det får mig ikke til at blive gladere.

”Hvordan skal vi kunne give ham en chance Amelia?”
”Da vi kom hjem i forgårs, efter at have været hos jer, der ringede sagsbehandleren og sagde vi godt kan få vores børn. Men det bliver en form for prøve i tre weekender, fordi de skal se Justin an og deres hverdag ikke bare skal ændres, fra den ene dag til den anden. Vi kan få vores børn mor… men, Justin kan ikke få job, hele byen har afvist ham og vi bor i forvejen så billigt, at vi lige kan klarer os med min løn. Men med os to og to børn, så går alt galt. Vi kan ikke bare gå ud og købe senge til dem, eller legetøj og tøj. Vi bor jo i lejlighed.” Jeg synker en klump og ser på Justin, som stille går i mod mig og sætter sig ved min side. Han ligger hånden på min ryg og i telefonen kan jeg hører hvordan mor sukker. Jeg kan også fornemme hvordan hun tænker.

”Så hvad spørger du om skat?”
”Kan vi flytte hjem? Bare indtil Justin får job og vi vinder vores børn tilbage. Det er jeres børnebørn mor, jeg er Jeres datter og jeg smider ikke Justin væk. Jeg elsker ham. Hvis ikke, så… så…” Mine øjne rammer trist på Justin, da det er det værste jeg nu skal sige, men jeg kan det helle ikke mere.

”Så dropper jeg Jer for altid, for jeg kan ikke det her er mere… Otte år har været for meget.” Et kys i mit hår og et blidt klem er hvad Justin giver mig.
Jeg kan svagt hører hvordan mor begynder, at hulke i telefonen og min fars stemme høres svagt i baggrunden. Selv kæmper jeg for ikke at græde med lyd og i stedet bare lade tårerne bestemme hvad de vil, om de vil falde eller stoppe.

”Mor?”

”Skat, hvem er det du snakker med?” Fars stemme er pludselig blevet tydeligere, hvilket ikke er særlig rart, da jeg nu er bange for hvad der kan ske.

”Amelia, Johnny hun dropper os hvis vi ikke Justin en chance og tager dem ind på ranchen. Han kan ikke få job og de kan få deres børn. Vi kan ikke lade hende forsvinde John! Jeg ville miste vores pige! Jeg tillader det ikke!” Jeg ser på Justin, som ser forvirret på mig og hvisker stille til ham.
”Far er dukket op og hun fortæller det til ham” Jeg hvisker så mor ikke hører det og Justin kigger bare forbløffet på mig, inden han mimer at han skal ud til maden. Han kysser mig hurtigt og forsvinder ud af soveværelset igen.

”Karen, rolig. Jeg forstår ikke et pip.”
”Johnny, hvis vi ikke giver ham en chance, så dropper din prinsesse os!”

”Giv mig telefonen!”
”Johnny, nu ikke for hård ved hende! Jeg vil ikke miste hende, eller miste muligheden for at se vores børnebørn, som vi har.”
Jeg bider mig lidt i læben, for har de glemt alt om jeg er her og jeg kan høre hvad der sker? Jeg hører også hurtigt Liam’s stemme i baggrund, som tydeligt siger ’mor’ og spørger efter hvad der sker.

 

”Amelia, prinsesse?” Jeg synker en klump da fars stemme høres og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, for han lyder både sur og skuffet på en gang.

”Ja?” Endnu en klump synker jeg, da jeg bliver meget nervøs.

”Er du klar over hvad du har sagt til din mor og hvad det er du siger! Du kan ikke bare sige sådan noget, mor er helt ude af den nu.”

”Er ikke mit problem far! Jeg elsker Justin og I har aldrig givet ham en chance, han har ændret sig og han er manden jeg vil giftes med. Salgsbehandleren siger vi godt kan få vores børn, men vi får dem på prøve, netop pga. Justins baggrund og vi skal helt sikkert nok omvende dem. Men Justin kan ikke få arbejde.”
”Det kunne han have tænkt over noget før!”
”Johnny!” Bare lyden af mors stemme, får far til at sukke højlydt og jeg sukker bare irriteret over ham.

”Hvad forstod du ikke i at Justin var børnehjems barn og ingen forældre har haft, at han fik dårlige venner. Han fortryder alt far. Alt han vil er at have sine børn hjem og give dem en bedre barndom, end hvad han havde og give mig alt den kærlighed han kan. Justin har fået nej i går og i dag, at se ham træde ind af døren, det gør helt ondt i mit hjerte. Vi kan ikke klare os i denne lejlighed, ikke med to børn. Ikke før Justin har fået arbejde.”
”Og hvad havde du tænkt dig? At jeg skulle lukke en kriminel fyr ind på min ranch?” Det gjorde han ikke bare lige.

”Jeg er din datter! Justin er min kæreste og ham der er faren til dine børnebørn. Så det er enten det, ellers kan I miste mig for altid og sørger for at vi måske ikke kan have vores børn her! Jeg vil ikke miste dem igen far!” Jeg ligger bare på da jeg ærlig talt ikke kan mere. Jeg smider hurtigt telefonen bag mig, så den ikke rammer gulvet eller væggen. For ny telefon har jeg ikke råd til. Der går også få sekunder før jeg for alvor bare bryder grædende sammen.

For det er så tydeligt at far ikke vil, men mor var lige ved at være overtalt og var ved at forstå alvoren, men far. Han forstod den ikke, det lød ikke sådan.

”Amelia? Baby?” Jeg ser stille op da Justin dukker op og ligger armene om mig, hvor jeg bare bryder fuldkommen sammen i hans arme.

”Sssh skat, vi skal nok finde ud af det. Vi klarer det!” Han prøver at lyde overbevisende, men jeg ved hvor bange han selv er, for hvordan skal han kunne få jobbet og få en ærlig chance? Det sker jo kun på film.

”Mor var ved at være overtalt, men far… far… jeg ved ikke. Jeg tror ikke han forstod.” Mine hulk bliver kun værre og værre, hvor Justin bare klammer mig indtil ham og forsøger at berolige mig, men det lykkes ikke særlig godt.

 

*********************************************************************************************************************************************************************

Tak for alle faves og likes indtil videre! Det betyder meget! :).
Når Guys, jeg har brug for lidt hjælp, for ser I drengen og pigen skal jo gerne have et navn, I ved Amelia og Justins tvillinger. Da Amelia jo havde dem i tre dage, inden hun gav dem væk, så regner jeg stærkt med hun har givet dem et navn :). Så kom med Jeres forslag! Hvad synes I at drengen og pigen skal hedde?

Hvad mener I egentlig om Amelia's forældre?

Indtil videre har I mest hørt til Liam's birolle i historien og hvad mener I om den? :). I har jo nok allerede regnet ud hvad Harry og Louis er, da det jo blev afsløret i forrige kapitel, så hvad mener I om den del? :).
Er I spændt på hvad Niall's rolle er I historien, nogle bud på hvad hans rolle er? :).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...