Fighting for you.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2015
  • Opdateret: 26 jan. 2016
  • Status: Igang
Amelia Wilson har ventet 5 år på, at se hendes livskærlighed igen, efter han røg i fængsel for vold og narkobesiddelse. Efter 5 år bliver Justin Drew Bieber lukket ud, blot til den nyhed om at han er en far, ikke blot til et barn, men hele to og at børnene er bortadopteret i plejefamilie. En ting den berygtede bandeleder ikke bryder sig om, da han selv blev forladt som barn. Justin og Amelia går derfor ind i kampen om at få deres babyer hjem. Men det er ikke helt let, når den anden familie er homoseksuelle og derfor kun har de børn. De to forældre par lader kampen begynde, om blot de 4 årige tvillinger. Men hvem mon til sidst ender med forældre myndigheden?


33Likes
68Kommentarer
18337Visninger
AA

6. Kapitel 4.

 

Justin’s synsvinkel.

 

Besøget hos Amelia’s forældre gik kun som forventet, når det kom til hvad jeg havde forventet og besøget har kun haft taget meget hårdt på Amelia, siden vi kom hjem. Hun gik direkte ind i seng og lagde sig, siden har jeg ikke set hende.

Det gør ondt inde i mit hjerte at vide, at jeg er skylden i familie problemerne, for det er jo min skyld og det kan jeg ikke komme uden om. De kan ikke lide mig og det trykker rigtig meget hos Amelia, det knuser hende indvendigt. Specielt når vi har tvillinger, børn de ikke reagerede særlig godt på.

Selv har jeg ikke vendt mig til tanken, men der går nok noget tid og det må folk forstå. Det er jo en stor mundfuld at få ind i hovedet, specielt når man lige er kommet ud fra fængsel, efter fem år derinde.

Mange vil nok mene jeg ikke fortjener at komme ud, der hører Amelia’s familie under og specielt hendes far, ikke mindst Liam. Jeg tror da godt jeg vil kunne knække hendes mor, men mændene. Jeg tvivler.

Det gør det jo heller ikke lettere at hendes far er kendt og hendes bror på vej til at gå i sin fars fodspor, selvfølgelig er hele familien kendt i mediet. Men ikke kendt som hendes far og hendes bror helt sikkert bliver. Det jo ingen hemmelighed at Liam kan synge, han synger fantastisk og det gør Amelia også.

Jeg har flere gange stukket til hende og spurgt hende om hvorfor at hun ikke gå i farens fodspor, hun synger så fantastisk. Hun kunne blive til noget stort og jeg er helt sikker på det. Men hun slår det brat væk, hun vil ikke ind i det miljø. Men det er hendes valg.

 

Jeg husker godt den gang jeg mødte Amelia, hun var skræmt af at se mit slæng, men de så alle sammen også hårde ud og det har de gjort alle årerne frem. Det jo klart, jeg er bandeleder og de er mine håndlanger, så de skal være hårde.

Men hun var så smuk, vidunderlig og ja jeg gav dum nok hende mit fulde navn, men hun virkede ikke som en, der senere vil pudse folk på os og jeg havde ret. Det skete nemlig ikke.

Jeg huske tydeligt hvordan hun så ud den dag og hvad hun havde på, måske fordi hun ikke var som de andre piger i byen. De var mere duller og snobbet tøser. Amelia var anderledes fra start, bare hendes tøj.

Hun havde cowboystøvler, cowboyhat og en kjole på, hun lignede en rigtig Country girl. Men det er også det hun er og det hun er opvokset i. For hendes far er Country sanger. Hun var så smuk.

Hun fik mit navn den dag og forlod gyden, jeg så hende egentlig ikke før dagen efter om aften, da der åbenbart var et Awards show og der gik det op for mig, hvem hun egentlig var, eller mere hvem hendes far var. Ikke hvem hun var.

Jeg var over på den anden side af vejen og så hvordan hun gik ned af den røde løber, sammen med hendes far, mor og bror. Hun havde ikke engang skiftet cowboystøvlerne ud, men hun havde skiftet hatten ud og havde sat håret virkelig pænt, samt havde hun en pæn rød kjole på. Jeg var helt betaget af hende.

Men snakke med hende, det skete ikke.

 

Der gik faktisk uger før jeg så hende igen, før jeg fik snakket med hende og fik sagt de første ord, før vi overhovedet så hinanden.

Det hele skete ved et uheld da hendes skrotbunke gik i stykker, midt ude i ingen ting og jeg havde lige været på en ”handel” et andet sted, jeg skulle mødes med en ny forhandler. Så jeg så hende gå i stå.

Hun var på vej ud af byen og jeg var på vej ind i den, så hun var faktisk på vej hjem. Jeg så mit snit og hørte over på den anden side af vejen. Hvor jeg holdte ind til siden, steg ud af bilen og spurgte om hun skulle have hjælp.

Hun sagde ja tak, indtil hun så det var mig og hun var faktisk bange. Jeg tror min badboy side skræmte hende meget, men det var nu endnu mere sødt. Igen havde hun cowboystøvler, hat og kjole på. Hun var gude smuk. Kjolen var blå og ternet, den var faktisk ikke så grim endda og den havde et bælte om livet.

Jeg var atten og hun var sytten, aldrig har jeg været så betaget af en pige, som jeg var af Amelia. Hun var så gude smuk. Det var så charmende til hende. Det er det stadigvæk.

Jeg brugte en totalt dum scorereplik, for jeg var virkelig nervøs og jeg ved ikke hvorfor, men hun gjorde bare noget ved mig. Det værste er at jeg ikke husker hvad jeg sagde, for jeg fortrænger det hele tiden, da jeg er så pinlig over det jeg sagde. Mener det var noget med ”Har du brug for en hånd, for du ligner en som trænger.”
Amelia ved det, for hun har ikke glemt det og hun har kun synes jeg var så cute, for jeg slog mig direkte i hovedet bagefter. Mener nok, jeg kom til og sige finger i stedet for hånd. Jeg husker det ikke. Men det var ikke min bedste scorereplik.

Men jeg fik fikset hendes bil, selvom hun allerede der burde have solgt den. Men jeg fiksede skrotbunken, kun fordi hun lignede en der seriøst begyndte at tude. Jeg mener også jeg allerede kaldte den skrotbunke der, en ting hun kun blev fornærmet over.

Bilen blev fikset og Amelia kunne derfor køre hjem, hvilket jeg ikke ville lade ske. Normalt ville jeg ikke være så desperat, men som sagt var der noget over hende, som jeg ikke kunne lade gå. Så da Amelia satte sig ind i bilen, valgte jeg og punktere mit dæk.

Hvor dum kan man lige værre?

Jeg løb så hen til hendes bil, bankede på hendes rude og det gav hende et chok, at hun ligefrem skreg. Da hun så det var mig, blev hun helt vildt bange, men alligevel rullede hun ned og sagde hun ingen penge havde på sig, eller smykker.

Ja hun troede jeg ville røve hende. Men i stedet forklarede jeg hende, at min bil var punkteret og jeg ikke har noget ekstra dæk i bilen. Hvilket jeg ikke havde, da jeg faktisk lige havde været punkteret nogle uger forinden og ikke fået skaffet et nyt dæk.

Så jeg spurgte hende pænt, om hun kunne køre mig indtil byen, eftersom vi står midt ude på en lang vej og langt væk fra byen, med en skide dårlig dækning på telefonen. Hun tøvede længe, men sagde alligevel ja.

I da er jeg glad for hun gjorde, selvom jeg virkelig var desperat efter og finde ud af mere om den pige. Men jeg vandt hendes hjerte og det var derfor alt de værd. Det tog så også et stykke tid, med op og nedture.

 

***

 

En svag brummen kan hurtigt høres, et sted inde fra stuen af og det får mig til at vende rundt i køkkenet, inden jeg går ind i stuen, hvor brummen bliver højre. Lyden kommer fra Amelia’s telefon og derfor tager jeg den blot bare.

”Det Amelia’s telefon, det er Justin.” Siger jeg blot i mens jeg bevæger ud i mod køkkenet igen, da jeg er i gang med aftensmaden og vi skulle jo gerne have noget at spise i dag. Amelia sover jo stadigvæk, ellers er hun vågen. Ved det ikke. Ved blot at hun trænger til hvile.

”Goddag Justin, det er Mrs. Jones.” Straks går en nervøsitet i gennem mig, men alligevel en glæde og håbet om det er gode nyheder, bliver kun større.

”Goddag Mrs. Jones. Hvad kan jeg hjælpe med?” Mine tænder bider langsomt i mine læber, i mens nervøsitet kun bliver større og glæden pludselig bliver mindre.

”Jo ser du Justin. Jeg har kigget på Jeres sag og snakket med din sagsbehandler du havde i fængslet, ikke mindst vagterne i fængslet. De alle siger du har opført dig meget godt, at du har gjort alt for at bevarer skinnet, endda taget i mod et slag eller to og uden at slå igen?”
”Ja, jeg ville jo ikke straffes yderligere, jeg ville bare hjem til Amelia.” Med det hun fortæller og siger, gør det ikke min bekymring lettere, eller mindre. For det er jo altid negativt at være i fængsel, lige meget hvad. Specielt med det jeg er dømt for.

”Jeg har snakket nogle med højre magter, som er gået med til at skaffe Jeres børn hjem. Men der er en hage Justin.” Da hun først fortæller at vi kan få vores børn hjem, der bliver jeg glad. Men da hun fortæller noget om en hage, bliver jeg pludselig nervøs.

”Hvilken hage?”
”De fire år, derfor vil det blive sådan, at vi til start med fortæller dem, at de skal på en lille weekend og uden de ved hvem I er. Men I er bare nogle venner. Næste gang er I nogle ekstra forældre og til sidst vil vi sige til dem, at I er deres rigtige forældre. Det er for at gøre det så behageligt for dem, men også for at tjekke op på, hvordan du og Amelia klarer det.” En klump bliver hurtigt synket, da jeg langtfra bryder mig om det hun siger, at det skal forgå på den måde. De er vores børn og ikke deres!

”Men det er jo vores børn, Amelia har født dem og jeg har været med til at lave dem, det jo ikke fair!”

”Idet at Amelia har givet dem væk og at de er blevet opdraget af et andet par, så er det desværre sådan Justin. De kender ikke til andet, end deres fædre.” Fædre!? De mener hun ikke vel!?

”Du mener vel ikke at mine børn er hos nogle homoseksuelle mennesker!?”

”Justin, jeg kan godt forstå din bekymring. Men Mr. Tomlinson og Mr. Styles er et godt par, som har været gift i 4½ år og som har ønsket sig et barn længe.” Et fnys er alt hvad jeg kan give, da jeg ikke bryder mig en skid om det. Et homoseksuelt par har mine børn. Det er bare ikke okay.

”Det er den eneste måde at I kan få Jeres børn tilbage på, vi har allerede snakket med det andet par og de er ikke særlig glade for det overhovedet. Da det er deres børn. Men de er gået med til den ordning, da det er hvad de skal.”
”Hvornår får vi dem på weekend?” Så kan de lærer det, det skide homoseksuelle par, som tror de kan stjæle andres børn. Det er squ ikke deres børn og den holdning kan de godt fjerne!

”Det andet par skal til et familie bryllup i weekenden, men næste weekend er en mulighed. Hvis det passer dig og Amelia?”
”Det passer os helt fint!” Jeg ved ikke om Amelia har lagt planer, men lige nu er jeg ligeglad. Mine børn skal bare herhjem og sådan er det.

”Det er godt, så vil jeg ringe senere omkring det og fortælle hvordan det nøjagtigt forgår. Farvel Justin.”
”Farvel Mrs. Jones og tak!”

 

Jeg ligger hurtigt på, hvor jeg hurtigt skruer ned på ovnen og pladerne, så jeg kan løbe ind og vække Amelia. For denne nyhed er bare noget hun skal høre, det vil helt klart lette hendes dag hundred procent. Det lettede i hvert fald min dag, hvis man ser bort fra det homoseksuelle par, som stjæler andres børn!

”Amelia, skat. Baby?” Jeg rusker lidt i hende, hvor det får nogle små lyde fra hende.

”Skat, Mrs. Jones har ringet.” Straks åbnes hendes flotte grønne øjne, som hurtigt kigger ind i mine og med en stor forvirring i dem.

”Mrs. Jones har lige haft ringer og jeg har lige snakket med hende skat.” Jeg sætter mig ned på sengen og hun sætter sig langsomt op, hvor hun kigger nervøst på mig.

”Hvad sagde hun?” Hendes stemme bliver hurtigt skrøbelig og bange, hvilket jeg godt forstår.

”De godkender det hele. Men vi starter med en weekend og bliver omtalt som ven af familien, som de skal på weekend hos, derefter omtales vi som en ekstra familie og til sidst vil sandheden komme frem. De vil tjekke hvordan det hele går pga. mig.” Jeg sukker tungt, da jeg kun føler det hele er min skyld og det er det jo også.

”Så de er ikke vores?” Jeg ryster stille på hovedet og ser på hende.
”Kun hvis vi klarer de her ting, men det kan vi godt babe. Vi kan klarere alt!” Jeg kysser hende hurtigt på munden, i mens jeg lader min hånd nusse hendes.

”Jeg fik også at vide, at de er hos et homoseksuelt par. En der hedder Mr. Tomlinson og Mr. Styles, som skulle have været gift i 4½ år… Tænk sådan nogle kan få vores børn!” Ja jeg er vist ikke helt fan af homoseksuelle. Normalt har jeg intet i mod folk, som er det. Men stjæler man mine børn, så har jeg noget i mod dem!

”Hvornår ser vi dem?”
”Næste weekend, for de skal til noget bryllup noget i denne weekend. Men vi ser dem snart skat og vi kæmper til det sidste, så vi kan få dem hjem!” Jeg kysser hende blidt igen, hvor hun hurtigt trækker hovedet væk.

”Justin, vi har ikke noget de kan sove på. De kan jo falde ud af sovesofaen.”  Jeg ryster kort på hovedet af hende, da hun er virkelig sød når hun bekymrer sig og ja det er helt klart et moderligt instinkt, som træder frem i hende. Det tror jeg i hvert fald.

”Vi ligger bare hynderne fra sofaen på gulvet, så falder de ud på dem. Skat, det skal nok gå. Så urolige unger kan de vel ikke være?”

”Justin, de er fire år og du er ikke ligefrem særlig rolig om natten, hvad hvis en af dem har arvet det fra dig?” Igen kommer hendes bekymring, hvilket kun får mig til at smile af hende.

”Så kan de sove i soveværelset, så sover vi i stuen. Vores seng er større og den kan de umuligt falde ud af. Det skal nok gå skat.”
”Vi skal have nogle børneting, vi er nød til det. Der skal være noget her.” Igen sukker jeg blot over hende, inden jeg kort kysser hende igen.

”Jeg elsker dig Amelia, af hele mit hjerte. Men stop med at bekymrer dig, vi klarer det her! Vi er super seje og du er en super fantastisk kvinde, du vil helt klart være en super mor. Vi taber ikke denne sag, det lover jeg baby. Koste hvad det vil. Vi taber ikke denne sag.”
”Jeg elsker også dig Justin.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...