Fighting for you.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2015
  • Opdateret: 26 jan. 2016
  • Status: Igang
Amelia Wilson har ventet 5 år på, at se hendes livskærlighed igen, efter han røg i fængsel for vold og narkobesiddelse. Efter 5 år bliver Justin Drew Bieber lukket ud, blot til den nyhed om at han er en far, ikke blot til et barn, men hele to og at børnene er bortadopteret i plejefamilie. En ting den berygtede bandeleder ikke bryder sig om, da han selv blev forladt som barn. Justin og Amelia går derfor ind i kampen om at få deres babyer hjem. Men det er ikke helt let, når den anden familie er homoseksuelle og derfor kun har de børn. De to forældre par lader kampen begynde, om blot de 4 årige tvillinger. Men hvem mon til sidst ender med forældre myndigheden?


33Likes
68Kommentarer
18331Visninger
AA

5. Kapitel 3.

 

Amelia’s synsvinkel.


Der er gået et par dage, siden mødet med sagsbehandleren og siden Justin er kommet hjem. Det er både nervepirrende og alligevel super dejligt, da lejligheden ikke længere er tom og duften af Justin endelig er her. Men det er så nervepirrende, at vi ikke har hørt noget endnu og vi intet aner.

Det mest forfærdelig er at jeg har måttet fortælle mor og far sandheden, eller har ikke sagt noget endnu. Men vi er på vej ud til ranchen, så vi kan fortælle dem sandheden. Vi ville begge sige det over mobil, men blev alligevel enige om, at det nok ikke var det smarteste, da far eller Liam blot ville dukke op og ingen af os ønskede det.

Vi kunne også undgå at fortælle sandheden, men hvis de nu ringer og vi ikke har fortalt mine forældre det, så har vi et problem, for det var det vi sagde til sagsbehandleren at vi ville og derfor er vi nød til det. Derfor er vi nu på vej til ranchen.

”Amelia, din far dræber mig. Han har gevær på den ranch! Han kan smide mig indtil en tyr, eller få hans hest til at trampe mig ned og endnu værre, Liam kan slå mig ihjel!” Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kan ikke helt lade hver med at fnise, da Justin’s panikslagende stemme er fuldkommen latterlig og virkelig underligt.

”Hvad fanden fniser du for! De kan slå mig ihjel!”
”Justin, skat. Du har lige været i fængsel for bl.a. vold og du er tidligere bandeleder. Du vil til en hver tid vinde over Liam og nok også over far.” Ikke at jeg ligefrem ønsker en krig skal udvikle sig, men det er jo sandt hvad jeg siger. Jeg vil i hvert fald undre mig, hvis Liam og far kunne tæske Justin.

”Men jeg er ikke den person mere, jeg vil ikke være den person mere og det ved du skat. Jeg vil være god nok til, at den grenring endelig kan skiftes ud men en ægte en og med din fars velsignelse til det.” Han drejer kort sit hoved i mod mig, inden han kigger ud i mod vejen igen og fortsætter sin kørsel, i min fine skrotbunke. Som han igen kaldte bilen, inden vi kørte hjemmefra.

Ja fan af min bil, det har Justin aldrig været og det er bare surt for ham, det er sådan en jeg har. Dog har Justin fundet en god måde og overtale mig på til at den skal sælges, da han ikke mener det er en familie bil, hvilket det jo heller ikke helt er.

Der er jo ikke plads til børn omme bag i, der er kun plads til Justin og jeg foran. Det er sådan en gammel Chevrolet truck og i en tyrkisk farve. Det er ikke blot en gammel model, hvor det er en i en super tilstand, nej tilstanden er også gammel og lidt rusten. Så jep, Justin kalder det derfor en skrotbunke.

Dumme skid, men jeg elsker skiden. Jeg har dog så forsøgt at lokke med, om vi ikke kan købe en ny moderne af dem, hvor der er plads til børn omme bagi. Men den er Justin ikke med på. Jeg er ikke helt vild med og skulle af med denne bil, jeg elsker den. Har haft den altid og den har en fantastisk historie.

Bilen tilhørte en gang far og han fik den af sine forældre, da han blev 16 og måtte få bil. Ham og mor har haft en del historie ved denne her truck. Der er så meget kærlighed over den og så meget historie, det er helt synd at smide den væk. Måske man bare kunne have to? Hvilket vi ikke har penge til.

Suk.

 

”Du er helt væk babe.” Jeg nikker blot til hans ord og kigger ud af vinduet, hvor jeg kan se vi langsomt køre op af krusstien til ranchen.

”Det vil ikke hade dig skat, de vil hade mig. Okay.” Jeg mærker hvordan Justin blidt tager fat i min hånd, hvor han giver den et blidt klem og det får mig kort til at vende hovedet i mod ham, hvor jeg kan give ham et lille smil.

Det hele her på ranchen ligner sig selv. Området er ligeså stort og smukt som sidst jeg var her, som var virkelig langtid siden. Bare synet af hestene der render rundt på engen og køerne som render på den anden side af engen. Bare synet af at der er føl og kalve, gør intet bedre. Tænkt dyrerene har deres babyer og vi har ikke.

Vi nærmer os hurtigt selve ranchen og indkørslen, hvor uheldigvis at far kommer gående ud fra laden og sammen med Liam, hvilket kun vil sige at de har været ude og ride. De opdager skam også hurtigt min bil og det får mig hurtigt til at synke en klump.

”Lad drama’et begynde.” Mumler Justin svagt, inden han slukker motoren og slipper min hånd. Han ser kort på mig med sine fantastiske brune øjne og efterlader et kort kys på min kind, for derefter at åbne døren og stige ud af bilen. Selv følger jeg hans eksempel og stiger ud.

 

”Hej Daddy og Liam.” Mine øjne ligger bare stille på far og Liam, som bare kigger skeptisk over på Justin. Det er så tydeligt de hader mit valg og de ikke er glade for det. Men de har aldrig været glade for det, eller i det hele taget for Justin.

”Hej Mr. Wilson og Liam.” Justin gør som han altid har gjort, rækker hånden frem i mod dem, da de kommer i mod os og som altid kigger de bare på hans hånd, uden at tage i mod den.

”Hvor er det det dejligt og se dig min pige!” Far ligger hurtigt sine arme om mig, inden det i stedet bliver Liams tur og da Liam slipper mig, vælger han i stedet at vende sig i mod Justin og vælger at give ham en knytnæve i fjæsset, uden Justin eller os andre når at opfatte det.

”Liam!” Siger far strengt og jeg er blot hurtigt over Justin, som faktisk tog i mod knytnæven og uden at slå igen.
”Justin, er d… omg, du har fået blodnæse! Liam!” Jeg vender mig vredt i mod min bror, inden jeg blot langer ham en lussing og han ser bare irriteret på mig.

”Idioten fortjente det fandme far og se hun forsvarer ham.” Jeg spytter bare hurtigt på Liam og vender mig i mod min kæreste igen.

”Jeg er okay Amelia. Din bror har ret jeg fortjente det.”

”Lad os komme ind og får renset den næse.” Overraskende over fars ord, følger Justin og jeg med, i mens Justin bare holder hovedet tilbage og hånden for næsen.

 

***

 

Med kluden for næsen og en øl foran sig, sidder Justin i fars lænestol og med fødderne oppe. En ting far ikke bryder sig om. Men mor sagde Justin skulle sidde der og Liam fik så meget skæld ud, både af mor og far.

Far rensede godt nok ikke Justin’s næse, men bare at han ligefrem sagde at vi skulle gå ind og få den renset, var et fint skridt. Mor derimod rensede den, selvom hun ikke er begejstret for Justin. Men ingen af dem er det jo. Hvilket irriterer mig meget.

Tror nu mere de fik travlt med at rense en næse, da de alle er meget i mod vold og måske overrasket over at Justin ikke slog igen, ellers er de bange for ham. Jeg aner det ikke.

”Hvor er det dejligt at se dig min pige, selvom du har Justin med…” Jeg ruller irriteret over fars ord, da det er ved at være pænt træls. Kan de ikke forstå jeg er lykkelig?

”Jeg elsker ham faktisk og han har faktisk ændret sig meget.”

”Han slog dig forhelvede Amelia, hvor dum er du lige og gå tilbage til ham!” Vreden fra da Liam slog Justin, kommer hurtigt tilbage da Liam siger jeg er dum og virkelig bare kommer med det han gør.

”Mrs. og Mr. Wilson, at slå Amelia, er det jeg fortryder aller mest i hele mit liv. Jeg ved godt at der ikke er noget jeg kan sige, eller gøre for at I vil tro det. Men det er sandt. At se hendes skræmte øjne og se hendes arm brækket, da jeg blev anholdt, var mere en rigeligt en øjenåbner for mig. Jeg er lykkelig for, at jeg fuckede alt op en aften, så politiet endelig havde noget på mig, så jeg kunne komme i fængsel. Jeg er glad for at jeg gav navn på alle andre, så jeg fik en mindre straf og kunne komme ud til Jeres datter. For jeg elsker hende. Jeg har ikke været så heldig som Liam og Amelia, at have forældre. Jeg har intet haft. Det er ikke nogle undskyldning for noget, men det fik mig til og møde mennesker jeg ikke skulle møde, det fortryder jeg i dag. Men jeg elsker den tøs!”

Bare at hører hvordan Justin’s stemme ryster, hvor tæt på den er at knække og ikke mindst hvor meget smerte det påvirker på ham, får mig til at få tårer i øjnene. Men tror nu også at hans næse, har en del smerter, efter Liam’s slag.

Jeg ser hurtigt på mor og far, med et stort håb og tro, at bare det der kan ændrer deres holdning. I håb om de faktisk kan hører han taler sandt og han virkelig har smerter. Ikke mindst at Liam faktisk kan se det og stopper med at lege hellig.

”Du har ret Justin, intet af det der er en god undskyldning, overhovedet! Du var bandeleder og hvem siger du ikke bliver det igen? Du havde med stoffer at gøre og endda vold. Du brugte vold i mod min lille pige! Vores lille pige. Du er ikke god nok til hende og jeg vil aldrig accepterer dig til hende!” Da de ord forlader fars mund, rejser jeg mig op med et knust hjerte og med en trist mine.

”Det bliver du nød til! Jeg finder ingen anden, jeg elsker ham. Og han er faren til dine børnebørn!” Straks ser alle fire på mig, både mor, Liam, far og Justin. Mor og Liam har indtil videre ikke sagt meget. Men nu åbner mor endelig munden, efter hun har rejst sig op og taget fat i min arm.

”Hvad mener du med børnebørn Amelia? Er du gravid?” Jeg ryster på hovedet, hvilket hurtigt får dem alle til at åndelettet op og det var lige netop det jeg frygtede.

”Jeg var for 4 år siden. Men sådan som I alle tre ånder lettet op, så kan jeg da se at besluttet om og rejse hen til sommerhuset, gå i gennem det hele alene, så var det åbenbart den rigtige beslutning! Kom Justin, vi går.”

 

***

 

Justin’s synsvinkel.

 

Jeg rejser mig op fra lænestolen, med en meget ubehagelig følelse i maven og en smerte i næsen. Blodet er desværre ikke stoppet endnu og derfor må Amelia nok køre hjem, selvom jeg ikke tror det er godt for hende. Tårerne er allerede nede på hendes kinder og det er ikke rart.

”Amelia, hvad mener du med det du siger!?”  Hendes far hæver spørgende stemmen og det får blot mig til at vende hovedet mod ham.

”Det hun siger forfanden! At hun var gravid, da jeg røg i fængsel og gik i gennem en graviditet alene. At hun ikke turde og sige det til Jer tre, da I blot ville tvinge hende til en abort og det er da helt klart I ville det. For I kan ikke lide mig. Så hun tog væk, fik tvillinger alene og gav dem væk, uden at skrive under på adoptionspapir. Den eneste grund til vi ville komme og sige det, var fordi vi lige nu vil kæmpe og få dem tilbage! Og måske kan ende med, at have brug for Jeres hjælp, for som du selv siger. Hvem siger ikke jeg bliver bandeleder igen, ikke? Så hvem ville ansætte mig?” De sidste siger jeg mere sarkastisk, da det han sagde virkelig ramte plet. For hvis han tænker sådan, så tænker alle andre også sådan og selvom jeg egentlig vidste folk ville tænke sådan, så gør det ondt.

Jeg er en person der aldrig har været elsket, ikke før Amelia kom og ændrede det hele. Men ingen har villet give mig chancen, ikke af hendes venner og familie, da de vidste hvem jeg var.

”Du har gjort min søster gravid!” Liam hæver hurtigt sin stemme, i mens han ser ret alvorligt på mig og med kæmpe dræber øjne, som sikkert kunne dræbe mig, hvis øjne nu kunne dræbe.
”Liam ti stille!” Mine øjne rammer kort til siden, hvor Amelia’s mor sagde det og hun kigger stille på sin datter.

”Troede du virkelig at vi ville tvinge dig til abort? Skatte pige, jeg ville altid støtte dig i din beslutning og derefter tale med far.”
”I kan ikke lide Justin, lige meget hvad jeg siger og jeg elsker ham. Han elsker mig og det ved jeg at han gør. Hvordan kunne jeg så vide, at I ikke ville tvinge mig? Når I ikke ville give ham en chance.” Med de ord sagt tager Amelia min hånd, inden vi begge blot forlader hendes forældres hjem og går ud til hendes bil.

 

”Jeg må nok hellere køre.” Hendes stemme er tydeligt trist, hvilket er meget forståeligt og jeg bebrejder hende ikke. Jeg forstår ikke helt hendes familie, jeg ville give alt for at have en familie og her har de en datter, en datter de vil lade forsvinde ud af deres liv. Bare sådan.

”Det skal nok gå skat, vi skal nok klarer os og vi skal nok få vores børn hjem. Vi vil kæmpe til det sidste.” Jeg smiler kærligt til hende, i et forsøg på at lette hendes humør lidt, men det virker ikke rigtigt og jeg åbner i stedet derfor bildøren for hende.

”Sæt dig ind og lig hovedet tilbage.” Selvom hendes stemme er meget nedtrykt, er den stadig meget kommanderende og jeg gør derfor plot det hun siger, da jeg ikke kan sige noget som gør hende glad, eller ændre hendes humør lige nu.

*********************************************************************************************************************************************************************

Ja det var meningen det skulle komme inden kl. 00. Men det gjorde det desværre ikke, skulle lige søge 2 jobansøgninger inden kl. 00. Suk! :(. Men de hænger jo ikke ligefrem på træerne, så der er ikke ligefrem mange at søge og derfor tog det virkelig langtid at finde noget :(.
Men de er søgt! :).

Når men her i hvert fald et kapitel :) Og jeg får det rettet i morgen, eller senere er det jo så, når jeg kommer hjem :).
Skal lige hjem til mutter senere, efter et besøg på jobcentret og efter at have besøgt apoteket. Man kan vel ligeså godt udnytte, at apoteket ligger i mors by, ikke? :p.

Men hvad mener I lige om Amelia's forældre og hele den situation de er i? :).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...