Miss Darkheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2015
  • Opdateret: 27 maj 2016
  • Status: Igang
Denne historie er bygget op på en kvindes rejse igennem et kompliceret og hårdt liv, hun kan være svær at forstå, men alligevel kan man ikke lade være med at leve sig ind i hendes livs spil.

1Likes
3Kommentarer
305Visninger
AA

2. En typisk hverdag

Solens stråler gled ind af vinduet i dovne stråler, fugle hørtes synge udenfor i kor, som var det den mest eventyrlige dag. I sengen lå den blege krop afslappet, godt begravet i dyne og pude. Det lange sorte hår lå alle steder som et mørkt spindelvæv, det var smukt og blankt. Vipperne vibrerede som flyvende sommerfugle i det hun missede med sine øjne og lod blikket ramme hendes mand ved hendes side. Han så fredfyldt ud, det var fristende at lade ham forblive sådan, det ville være så let at tage puden ned over hans ansigt og kvæle ham. Men ak, hun respekterede sin faders ønske for højt til at handle på denne trang hun måtte have hver eneste morgen hun vågnede. Med en halvbrokkende lyd, måtte hun hæve sin krop fra sengen og sætte sig op.

De lysegrå øjne, som næsten måtte synes hvide spejdede ud over deres soveværelse. I flere  år havde dette være hendes hverdag, hun hadet den som pesten. Benene svang hun elegant ud over sengen, hun rejste sig, blotlagt som hun var skabt og gik til sit klædeskab for at finde dagens klæder. Kjoler i mærkelige former og farver var at finde, hun skulle klædes som en fin kvinde, en rigtig pyntedukke. Kvalmen måtte stige, hun var mere end dette, så meget mere. Hvis blot nogen kunne se det. Hun trak en kjole frem, enkel og elegant, ingen kyse, inden blonder, ikke flere tusinde af lag,  nej en smuk enkel kjole i sort. I sin egen verden stod hun og beundrede den, inden hun mærkede den faste store hånd trække hårdt fat i hendes skulder, kun for at skubbe den vredt og voldsomt ind i klædeskabet. Hendes rolige lyse øjne ramte hans mørkeblå blik, han måtte næsten virke som en der prustede i ren vrede. Kjolen flåede han ud af hendes hænder, kun for at smide den.

- Jeg troede vi havde en aftale om hvad du skal gå i, og hvad du ikke skal gå! Lød hans stemme dominerende og hård. Hun så tomt op mod ham og trak på skuldrende, selvom hun vidste hvad det ville resultere i. Hånden kom knyttet flyvende ind mod hendes ansigt, hun mærkede smerten stråle igennem hende, men hun fortrak ikke en mine. I stedet vendte hun blot blikket mod ham igen, uden et ord. Smerten måtte de begge nære sig på, det var sådan de var skabt.

- Tag så noget ordentlig tøj frem og på, vi skal til møde med nogle vigtige folk. Jeg har brug for min kone er køn og klar. Stemmen måtte næsten gå hen og være blid, men også kun næsten og hun vidste det var falsk, det havde det alle dage været. En hæslig underkjole med alverdens blonder hev hun frem, sammen med en kjole der havde de første tre lag i en forfærdelig gul farve. En kyse magen til, trak hun frem og blev derefter klædt på.

Foran spejlet sad hun, blikket tomt og ligegyldig, gløden i hende var forsvundet for mange år siden, hun lod blikket falde på de blå områder i hendes ansigt som hans slag var resultatet af. Pudderet måtte hun finde frem, som hun begyndte at dække hans værk. Det var ikke første gang, og hun vidste at det med garanti ikke ville blive den sidste. Selvom hun brændende ønskede det. At fortælle hendes fader at manden han havde fundet, var en tyran og behandlede hans lille pige som skidt, ville tage livet af ham, og det ønskede hun bestemt ikke. Hun var fars pige, hun elskede ham højt og havde stor respekt for ham og hans valg. Selv dette valg, at skulle have giftet hende væk til denne mand som var grunden til hun mistede mere og mere af sig selv for hver dag der gik.

Klar til at søge nedenunder til hendes mand, valgte hun at rejse sig roligt op og gå med langsomme elegante skridt mod hendes værste mareridt. I et stilet jakkesæt i en mørk grå farve, stod han med sit nydelige ansigt, flotte markante træk, veltrænet krop, sort skjorte og et slips i samme stof som jakkesættet. Han var flot, det måtte man give ham, men udseende var langt fra alt. Det vidste hun nu. Roligt og respektfuldt nejede hun og nikkede hilsende.

- Meget bedre. Kom det tilfreds fra ham, han rakte armen galant ud og tilbød hende at følges ud til deres hestevogn som ventede på at bringe dem til en dag fyldt med skuespil, løgne og falske mænd og kvinder. Hestevognen stoppede ude foran et kæmpe hus, det var smukt, i viktoriansk stil, og meget fornemt. Som de fornemme folk de skulle forstille at være, var han også en sand gentleman når de var ude. Holdte døren til hestevognen, rakte hende sin hånd, og hjalp hende ud.  De tomme øjne gled mod hoveddøren hvor en butler allerede stod klar til at byde dem velkommen, hun sukkede lydløst og så kort ned mod brostenene inden hun gav sig til at gå arm i arm med sin mand mod dagens begivenhed. Tiden måtte føles som om den gik dræbende langsomt, hun sad og nippede af den dyre vin, yderst dejlig smag, det eneste rare ved denne dag. Mændene snakkede forretning, og kvinderne talte om dagligdagens gøremål, og pralede af deres mænd. Selv måtte hun sidde og være stille, fraværende. Der var intet at prale af. Tøjet føltes stort og klodset, hun følte sig i den grad fanget i dette mareridt af et møde. Hun skjulte et gab mod håndryggen, og så væk i høflighed fra de andre.

-En yderst smuk stue i har. Lød det monotont men høfligt fra hende, hun så mod dem igen og sendte dem et falsk smil, som måtte virke ægte nok, med års øvelse. Det blev taget vel imod, og husets værtinde begyndte at prale løs med de dyre møbler, kendte håndværkere, deres smagløse malerier med lidt for meget farve på. I det skjulte måtte hun rulle med øjnene, det kunne godt være hun havde levet i flere tusinde af år, men dette var jo tidsdræbende. Mændene havde rejst sig og var gået en tur, de skulle vel snakke og prale af deres kvinder, uden at de kunne høre det. Hun mærkede kvalmen stige igen. Var der ikke en vej ud? Hendes blik måtte flakke rundt i lokalet, dette her var spild af liv, at være gift med den mand, gå til de samme kedelige møder og middage. Heldigvis havde hun sine nætter hvor hun sneg sig ud, trænede sværdets ædle kunst, tog i skoven for at finde ofre at bruge sine nye evner for turtor og rædsel. Hun var kendt som den nynnende død. Når hun angreb tog hun et liv, og mærkede sorgen, rædslen, smerten, var dem som end var med denne person. Ingen turde gøre hende noget, de havde været lokket til at den kønne stemme, og få minutter efter var natten vendt til et mareridt og Miss Darkheart var hovedrollen.

Ud af sin drømmeverden blev hun revet, som hendes mand stod ved hendes side. Hvornår var de kommet tilbage? Hendes lyse øjne ramte hans, det jog igennem hende hver gang og ikke fordi hun var forelsket, nej langt fra. Under det milde smil, lå sandheden gemt i hans ansigts folder, der ventede klø når de kom hjem. De begge takkede af, takkede for god vin og god mad, godt selskab, selvom det var en lodret løgn. Og så, forlod de dagens begivenhed og vendte næsen hjemad. Allerede i hestevognen mærkede hun hans vrede ulme, han sagde dog intet, men kroppen der var anspændt og læberne i den tynde faste streg af en mine afslørede ham. Hun smilede provokerende for sig selv, det var faktisk noget hun nød, at skuffe ham, pisse ham af. Som han gjorde hende liv til et helvede, kunne han få samme smag igen ved at hun på ingen måde var den hustru han ønskede hun skulle være.

Hun skar en grimasse, pokkers sko, hun følte sig så fanget! De var snart fremme, og så snart døren var lukket bag dem til huset vidste hun præcis hvad der ville ske. Hestevognen stoppede, hun bed sig svagt i læben inden hun rejste sig og tog imod hans hånd som han galant rakte ud efter for at hjælpe hende. Roligt blev hun stående, så efter hestevognen som satte i gang og kørte videre, hun så op mod ham efterfølgende, afventende næsten. Han stod med rank ryg og kolde øjne, normalt ville folk være skræmt, men hun var en af de få som faktisk ikke lod sig kue. Ej heller når han markerede sig fysisk i form af slag og spark.

- Er du klar over hvor meget du bringer mig til skamme, ved at sidde og dagdrømme og være fraværende overfor værtens hustru? Hans stemme forsøgte at være kontrolleret, men vreden strålede ud af, og hans trang til at råbe af hende, var så klar i hans toneleje. Hun så op mod ham og smilede bare, det var fantastisk at få ham i det røde felt og et smil på vejen hjalp, for man kunne se på hende hun nød at gøre ham uret.

- Corina svar mig! Krævede han med en oprevet og høj stemme, inden han rent faktisk gjorde noget ved det og forsøgte at stikke hende en lussing. I ren refleks, dukkede hun sig og rettede sig yndefuldt op igen, hun mærkede sin egen vrede, alle de år, lysten til at slå ham ihjel. Hun var stærk nok, det ville være så let! Men ak, hendes faders ry og rygte stod på spil, han var det eneste som holdte hende tilbage. Et arrigt brøl kom fra ham, inden han hev hårdt fast i hende og kastede hende mod jorden. Kort efter kom et par ældre forbi, hvilket fik ham til at skifte og lignede en som ville hjælpe hende op. Her måtte hun lege med, hun greb hans hånd og blev hjulpet op som havde hun selv været skyld i faldet. Sammen endte de bag lukkede døre i deres fine hjem, endnu et spil fra galleriet. I det de endelig var alene, skulle han lige til at hæve stemmen, da han måtte møde sin svigerfars stålfaste og kolde blik. Det brøl der havde været lydt ude foran, havde hendes elskede fader hørt, men lod ikke til at mistænke hendes mand. Pokkers. Hvordan kunne folk være så blinde? Udmattet søgte hun sin faders arme for at omfavne ham.


- Godaften fader, hvilken overraskelse. Lød det roligt og høfligt fra hende, hvor til hun trådte tilbage og sendte ham et halvhjertet smil. Det stak i ham, han kunne se på hans datter hun ej havde det godt mere, facaden var ved at krakelere. Noget der ej behagede hendes mand, som han skulede olmt til hende. Hun bed sig svagt i læben, inden hun valgte at neje for begge herre og give dem plads til at snakke. Dette var noget der ikke kom hende ved, det var hun sikker på, det var det jo aldrig. De begge nikkede, de to mænd som skulle forstille at elske hende, men kun hendes fader bar dette i sit hjerte, og ej hendes egen ægtemand. Så mange år, spildt. Det nagede hende virkelig. Med tunge skridt endte hun i deres soveværelse igen, her tog hun de forfærdelig sko af, dem som holdte hende fanget. Kjolen i den hæslige farve, med de mange lag, af med den. Til sidst stod hun i sine trusser og sit corsage, hun smilede kort, af den lykke det bragte i hendes sjæl at føle sig fri i få sekunder. Indtil hun huskede hvem hun var gift med.


Ud på balkonen gik hun, for at nyde den kolde aftenluft, hun lukkede øjnene og mærkede vinden lege med hendes fine sorte lokker. De lyse øjne gled op igen, hun så ned mod gaden, en mand i en lang mørk kutte gled forbi i sine rolige skridt. Hun ville have ventet at han var hvem som helst, men da han så op og fik direkte øjenkontakt med hende, måtte hun mærke det give et kort sæt i hende. Et sted følte hun manden så lige igennem hendes øjne og ind til hendes sjæl, som kendte han hende, men hun ej ham. Et køligt smil gled over hans velformet læber, inden han nikkede hilsende op mod hende, kun for at søge videre. I minutter stod hun stille, målløs, faktisk lidt forvirret og stirrede ud efter ham. Hvem i al verden var den mand? Lige som hun besluttede sig for at sætte efter ham, mærkede hun en hånd hvile roligt mod hendes skulder. Det kom ikke som et chok, han sneg sig tit ind på hende, det var nemt når hun var så fraværende som hun var. Blikket gled hen over hendes egen nøgne skuldre, inden den ramte gaden hvor hun så sin fader forlade hjemmet og søge hjem til hendes barndoms hus.
- Din fader kom for at drøfte fremtiden Corina. Startede han ud, med et tungt suk, som havde det været en burde der var blevet ham fortalt. Roligt vendte hun rundt mod ham, og så op mod ham med sine lyse øjne, tomme for følelser, tomt for alt. Alligevel lod han hånden rejse og ramme hendes kind, blidt og i et kærligt strøg, som havde de rent faktisk været elskende.


- Det er på tide at vi tænker på en til at føre dit familienavn videre, han kom for at bede om at barnebarn. Forklarede han videre med et roligt blik, et stille sind. Der var intet raseri, ingen høj tone, ingen dirrende knyttede næver som ventede på at møde hendes ansigt. Det var fremmede. Mærkeligt. Som prøvede han at skabe en stemning til at efterkomme sin svigerfars ønske. Men hun ville hellere dø end at skulle bære et afkom af den mand! Hun nikkede blot roligt, til at hun havde hørt ham, og forstået. Hun slog blikket ud over balkonen en sidste gang, efter den fremmede mand som havde set hende et smil hun ej kunne glemme. Hvordan kunne en fremmede give hende følelsen af hun ikke var alene, give hende følelsen af at han kendte enhver dyster tanke i hendes sind? Det måtte forblive et mysterium for nu, men hun skulle nok finde ham, hvis altså ikke han fandt hende først. Sammen gik de ind i deres soveværelse, kun for at hun gik i seng, og han søgte til kontoret for at ordne papirarbejde. I minutter lå hun og tænkte på den fremmede, hans øjne og smil var det sidste hun huskede, inden hun faldt i søvn.


Det var endnu mørkt da hun slog øjnene op, ved hendes side lå hendes mand, endnu et drømmescenarie om at tage hans liv måtte friste sig i hendes tanker, men hun slog dem ud af hovedet. I stedet endte hun med at søge sit klædeskab i stilhed, smugle en sort enkel, men lang kjole ud og over sig, inden hun søgte videre ud af balkondøren. Trapperne ville ganske enkelt larme for meget. Den bare ryg i den stilrene kjole gjorde hendes sorte vinger smukt kunne træde frem, tre meters vingefang endte hun med at have, sorte og flotte fjer beklædte dem. Med et par få bask der ikke larmede så meget, endte hun på gaden med sine bare tær. Følelsen hun havde når hun var ude om natten, i en enkel kjole og bare tær, var mere end bare befriende. Smilet der hvilede på hendes læber blev fyldt med ballade, hun elskede dette her. Nu manglede hun bare at finde sin mystiske ven fra tidligere, hun så sig rundt, der var mørkt og tomt, månen havde et halvsløvt blegt skær til at vise omrids. Heldigvis så hun bedre end et normalt menneske, hun var et væsen af mørket, altså levede hun skam også bedst i det. En piften fik hende til at se sig rundt med et løftet øjenbryn.


- De er her stadig Sir? Men hvor? Lød hendes stemme legende og yndefuld, bestemt mere livlig end hvad man var van til at høre fra hende. En kølig lav latter hørtes i skyggerne, hun så rundt, kneb øjnene sammen, prøvede at finde ud af hvem der legede med hende. Og før hun nåede at reagere, mærkede hun dolken for struben og en varm ånde mod sit øre. Hjertet hamrede i vildskab, ikke fordi hun var bange, men hun var spændt og det balladefyldte smil var ikke til at fjerne fra hendes smukke læber. Hendes øjne gled kort i, som nød hun øjeblikket en tand for meget, inden hun valgte at glide ned i knæ med det ene ben, mens det andet gled helt ud, alt imens hun snurrede hurtigt rundt for at overraske sin modstander. Dog nåede hun end ikke hele vejen rundt i sin snurren, inden han fløj kort op og mod hende, kun for at ende over hende. Mod de kolde brosten lå hun så, med en fremmede mand over sig, de begge havde det samme legesyge glimt i øjet og smil med ballade strålede deraf.


- Hvem er De? Spurgte hun åndeløst, men han grinte blot, og før hun vidste af det, var han væk igen. Hun blev liggende kort, lå og nød kulden fra stenen og nattens vind der kærtegnede hendes krop. De bare tær vrikkede hun livligt med, frihed, det var skønt. Hvem var han mon? Han mindede hende om hende selv, hun elskede den følelse, spændingen, faren, men hvorfra kendte han til hende, og hvem hun inderst inde var? Hvordan skulle hun kunne finde ham igen? Og så uden hendes mand opdagede det? De store sorte vinger lå spredt over stenene. Bare lidt endnu, bare lidt længere tid i friheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...