Miss Darkheart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2015
  • Opdateret: 27 maj 2016
  • Status: Igang
Denne historie er bygget op på en kvindes rejse igennem et kompliceret og hårdt liv, hun kan være svær at forstå, men alligevel kan man ikke lade være med at leve sig ind i hendes livs spil.

1Likes
3Kommentarer
312Visninger
AA

3. Befrielse

Sveden drev ned af hende, hendes øjne var knebet sammen i ren koncentration, hun prøvede at få styr på sig selv, styr på hvad der skete omkring hende.

- Fokuser! Lød hendes faders røst. Han stirrede med sine stålfaste kolde øjne, øjne hun forgudet. Hendes vejrtrækning var hård, det sorte hår sad i en høj hestehale som var flettet, det var det mest praktiske at træne i. Kjolen var enkel, gik til hendes fyldige lår, splittet i siderne til hoften og kulsort som hendes hår. Over kjolen hang en brynje som var lige så lang som kjolen, mere løs, men beskyttede arme, overkrop og underliv. På benene sad benskinner og beskyttede. Klingerne mødtes, hun spærrede øjnene op og kom med et støn der fortalte hvor hårdt hun fandt dette.

- Vil du være bedre, så se at kom ud af de drømme og start virkeligheden Corina! Råbte han af hende, hun fnøs og svang sværdet mod ham, inden hun lod sig dreje rundt, dukkede sig fra hans næste sving, og lod benet svinge op og ramme ham i ansigtet med enorm kræft. Dette sendte ham i jorden, med en hånd mod kæben og et stort grin i ansigtet.

- Jeg er allerede bedre end de fleste krigere, hvorfor bliver vi ved? Spurgte hun irriteret, hun ville lave andet end at træne med sin fader. En ung Corina fyldt med krudt og livsmod stod og glædet sig til at nyde voksen livet. Dette var år før hun rent faktisk var blevet givet væk, hun trænede evigt med sin fader, kæmpede for at blive stærk, kæmpede for at kunne holde til det meste. Hun forgudet sin fader, men var også ved at være træt af at føje ham. Selvglad som hun var, følte hun allerede hun var bedre end alle andre, at intet kunne skade hende.

- Hvis du ikke holder din træning ved lige, hvordan skal du så kunne forblive stærk? Jeg ved du ikke orker mere fordi livet venter derude, men Corina, glem aldrig din træning. Lov mig det. En dag vil det rede dit liv. Bad han med sin vise stemme, inden han rejste sig op med sværdet i jorden og støttende til det. Han sendte sin datter et varmt smil, inden han trak hende ind til sig og holdte om hende.

Mindet fik hendes øjne til at løbe i vand, hun sad i hestevognen endnu engang, tilbage ved sit liv som på ingen måde var gået som hun ville det, dog havde hun haft trænet, når det var hende muligt. Manden ved hendes side hadet hun som pesten, alt hun drømte om var at høre hans søde skrig af smerte under tortur, som ville ende med at tage livet af ham på mest den smertefulde måde som overhovedet muligt. Øjnene gled i, hun nød den dagdrøm, mere end hvad godt egentlig var. Hun mærkede hans hånd mod hendes som hun sad med dem begge i skødet. Denne dag havde hun fået lov til at tage sin egen kjole på, en sort lang, stilfuld kjole. Den sad tæt hele vejen ned af hendes velskabte krop, desværre bar hun sko, en hat med sort tyl som dækkede hendes ansigt sad på hendes smukke sorte opsatte hår. En rodet knold var det samlet i. Et snøft kom fra hende. De havde lige begravet hendes fader. Som hestene travede afsted, sad de i stilhed, en stilhed hun nød. Minderne havde nemlig frit spil. Her kunne hun ære sin fader, mærke hans tilstedeværelse selvom han ej var til længere.

- Corina? Jeg ved godt det er en svær beslutning, men tænk på hvad det ville gøre for vores slægt. Vi må tænke på fremtiden, og forelskelse ved du er noget pladder. Mon ikke dette ægteskab gør godt for alle? Det var tydeligt hendes fader havde dårlig samvittighed over at mase dette over hovedet på hende, et ægteskab som på ingen måder var ønsket, men det var en nødvendighed. En stor nødvendighed.

Hun huskede det som var det i går, dagen hvor hendes liv begyndte at sive ud imellem hendes fingre. Blikket hvilede tomt ud af vinduet, hun havde ingen grund til at blive med manden ved hendes side, og alligevel følte hun at hun burde gøre noget. I skødet med hendes hænder var et brev, et fra hendes fader. Hun ville læse det når hun var alene, det havde været gemt til den dag han forlod hende, og det havde så været nu. De slanke fingre hvilede beskyttende om kanten, hun bed sig i læben, det var svært at vente. Derfor lod hun fingrene fumle med seglet som hun brød, inden hun endte med at sidde og læse brevet. Tårerne strømmede i hendes øjne, vreden pulserede i hendes blod, hun mærkede både kærlighed og had til sin fader lige nu.  

- Stop vognen! Skreg hun hidsig. Hendes mand måtte se forbløffet op, han stirrede på hende med store øjne, kort måtte det dog være, før vreden viste sig i hans øjne. Hånden tog hårdt og stramt fast om hendes håndled, men hun hev den til sig med en styrke hun havde glemt hun havde.

- Du rør mig ikke! Vrissede hun med arrighed som han aldrig havde set mage til, det efterlod ham kun mere hidsig og når hun ej viste respekt, skulle hun straffes, det vidste hun da. I det han slog ud efter hende, greb hun hans knyttede næve og slog ham hårdt lige mod næsen, hun mærkede den brække bag sine fingre. Øjnene gled i, det føltes vidunderligt, næsten som en drøm. Vognen forsatte, tog ej hensyn til en kvindes ord, så hun endte med at sparke døren op, inden hun hoppede ud, landede for at rulle rundt og så komme hurtigt op igen. De næsten hvide øjne stirrede køligt mod vognen, som brat stoppede, hendes mand kom farende imod hende. Næsen hævet, skæv og blodet rendende. Synet var fantastisk!

- Hvor vover du, din forpulede skøge? Skreg han i sin hidsighed, han var på vej i hendes retning, men nåede ikke langt inden en anden dødsengel brød ind. Han landede elegant og smukt foran hendes mand, den fremmede, hun havde set ham for flere måneder siden, og nu igen? Hun måtte blinke et par gange med øjnene. Nu var hun klar over hun næsten måtte drømme, hendes mand hævede nemlig hånden for at slå, men sank den frivilligt igen og gled i knæ med et ansigtsudtryk fyldt med anger. Det tog næsten pusten fra hende, hun stirrede vantro på hvad der skete for hendes øjne. Og så vendte manden sig igen, hun genkendte smilet, det fik det til at gyse så behageligt i hende. Med rolige skridt nærmede hun sig ham, dem begge, hun kunne ikke tro det her. Hvad pokker foregik der egentlig? Da hun endte ved dem, gik den fremmede helt tæt på hende, hans hånd gled blidt om hendes hage og løftede hendes blik, hans smil ændrede sig på ingen måde. Det var næsten lige før hjertet måtte føles som om det stoppede i dette nu, søde ord blev hvisket i hendes øre, hun lukkede øjnene og ballademager smilet gled over hendes mørke læber.

- Mener De det? Spurgte hun i ren åndenød, hendes blik gled op og mødte mandens legesyge blik. Hun bed sig i læben, inden han trådte til siden og afslørede hendes mand i knæ, med et skrækslagen blik som hvilede op mod hende.

- Corina, jeg beder dig, gør det ikke. Vi finder ud af noget, jeg..... jeg kan forlade landet? Tryglede han som den ynkelige kujon han måtte virke som, hun mærkede allerede nu magten stige hende til hovedet. Var det sandt? Var hun fri? Hun begyndte at grine, noget hun ikke havde gjort på noget tidspunkt i dette ægteskab, og nu var det slut, det var slut fordi deres leder havde sagt det. Den fremmede var deres nye leder, en mand som havde haft fulgt Corina i skyggerne og set noget i hende han kunne lide, noget han kunne bruge. Men manden her bandt hende, og der skulle ingen løse ender være. Hendes dagdrømme, blev opfyldt, hun måtte gøre en ende på denne mands liv. Dog havde hun ikke alverdens tid, for hun skulle med lederen, hun skulle med Darick.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...