Sæsonen er slut

Han elsker hende.

- Dette startede som en opgave i dansk. Vi skulle skrive en novelle passeret på sangen ''sæsonen er slut - cv Jørgensen.'' Jeg syntes selv min blev virkelig god og valgte at publicere den.

2Likes
2Kommentarer
146Visninger
AA

1. Sæsonen er slut.


   Vi sad alle rundt om bordet på restauranten, og mit blik flakkede rundt omkring på de forskelige ansigter, de søgte efter et sted at kigge hen. Vores mad kom, og de andre begyndte med det samme at spise. Det samme gjorde jeg, men den eneste der ikke gjorde det var Carmen, hun var så stille? Hun plejede ellers altid at sprudle af energi og snakke. Jeg søgte hendes blik, og jeg fangede det også. Hun havde tårer i sine øjne, men jeg kunne se hun havde prøvet at blinke dem væk, hendes blik var fortvivlet. Hun rejste sig op. 
’’Mor, jeg vil gerne hjem’’, sagde hun. ’’Jeg ved det godt skat, men vi går også lige om lidt. Sæt dig nu bare igen ’’, svarede hendes mor Chalotte. ’’Helt hjem ’’. Chalotte kiggede forvirret på sin mand. Hvad forgik der? Hvorfor var Carmen så mærkelig. ’’Carmen, sæt dig nu bare ned’’ sagde hendes far Jan. ’’Nej det kan vel være lige meget, jeg vil bare gerne hjem okay! ’’ Hun vendte sig om og skulle til at gå, da hendes mor tog fat i hendes arm. ’’Skat, vær sød. Vi tager jo hjem i morgen ’’. Carmen rev sin arm til sig. Jeg vidste ikke helt hvad der skete, men jeg rejste mig op og sagde: ’’Jeg er alligevel træt, så hvis Carmen har lyst kan vi gå tilbage på hotellet og sove ’’. Jeg tror jeg havde sagt det så højt at hele restauranten hørte det. Carmen gik hen til mig, tog min hånd, og så forlod vi resturanen uden et eneste ord. Alt var bare så mærkeligt omkring Carmen, hun var stille og snakkede ikke med mig. Hun var nervøs. Det her var ikke den Carmen jeg havde kendt i 14 år. ’’Sebastian? ’’, spurgte hun med en spæd stemme. ’’Ja Carmen? ’’, svarede jeg. Hun klemte min hånd. Hun sagde ikke noget. Jeg ville nogen gange ønske, at jeg kunne læse hendes tanker, for hun havde altid været umulig at læse, og det var hun også nu, så jeg var forvirret. Under middagen havde hun opført sig mærkeligt, og hun snakkede ikke. Hun sendte mig ikke sit mystiske smil. ’’Carmen hvorfor er du bange? ’’, havde jeg sagt inden jeg kunne nå at stoppe mig selv. ’’Kom ’’, sagde hun og satte farten op. Hun gik over til Central Park, som vi altid besøgte på en stjerneklar aften, når vi endelig var på ferie her. Da vi stod i parken kom jeg til at tænke på, at ferien snart var slut, og vi skulle tilbage til Århus, tilbage til Danmark. Parken fik mig også til at tænke på alle de årlige ture vi havde haft her. Men mest af alt den aften hvor Carmen kyssede mig og sagde at en dag, når vi blev voksne skulle vi flytte her til og blive kærester. Jeg tror aldrig hun mente det, for dengang var vi kun ti, men tanken om det fik stadig mine kinder til at blusse op. Jeg tror jeg var forelsket i hende, og nok stadig er det. For det er nemlig sådan at man bliver afhængig af hende, hendes sukkersøde duft af roser, den sommerbrune hud, de mørke øjne og de hvide tænder som altid dannede et mystisk smil, som sagde: ’’ du tror du kender mig, men det gør du ikke ’’. Da vi kom til vores træ i parken, lagde vi os ned på græsset og kiggede op på stjernehimlen. Hun tog igen min hånd og kiggede op på himlen. Jeg ved ikke hvor længe vi lå sådan, men jeg ville ønske, at man kunne fryse det end øjeblik, hvor vi bare lå. ’’Jeg er bange Sebastian’’, hviskede hun. ’’Jeg ved det godt… ’’, svarede jeg. ’’Er det fordi du skal på efterskole efter ferien? ’’.
’’Nej, jeg tager ikke afsted alligevel, jeg må ikke for min mor’’, svarede hun. ’’Så du bliver og tager niende klasse med mig? ’’, spurgte jeg hende. I det sekund jeg sagde det, kunne jeg se at tårerne begyndte at danne sig i hende øjne, og hun ville begynde at græde. Men hvorfor? Det kunne vel ikke betyde så meget for hende, at hun ikke kom på efterskole. Hun kendte jo ikke nogen på efterskolen, så det kunne vel være lige meget? Og så ville hun kunne tage niende klasse med mig, og vi ville kunne forsætte med at venner. ’’Nej’’. Alt frøs inde i mig. Hvad mente hun med nej? Hvor skulle hun hen? Skulle hun flytte eller hvad? Skifte skole? Jeg vidste ikke om hun så det, men jeg elskede hende jo, og så ville hun bare forlade mig alene i Århus? Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg lod hende tage afsted, men det virkede ikke som hun havde et valg. Jeg vidste ikke om jeg turde spørge hende, men jeg blev nok nødt til at det. ’’Hvorfor ikke? Jeg troede det var dig og mig altid? ’’, sagde jeg. Jeg kunne for alvor høre hendes hulken nu, og det gjorde mig bange. Hvad var det der var så slemt, at det ødelagde Carmen? Hvad var det der gjorde hende så sorgfuld og så lille? Jeg var sikker på at kunne høre hendes mange tårer løbe ned af hendes kinder og ramme græsset. Hun begyndte at grine som en sindssyg. Det var et usikkert grin og det skræmte mig at sådan et smukt væsen kunne fremkalde en så forfærdelig lyd. ’’Jeg skal dø Sebastian! Jeg skal for helvede dø! ’’, sagde hun højt. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Hun løj, hun måtte for helvede lyve. Hun kunne ikke dø! Jeg kunne måske havde overlevet, hvis hun flyttede til Randers, København eller noget i den stil, men hun skal dø, nej hun skal ikke dø. Hun skal ikke dø hun udødelig og jeg vil ikke på nogen vilkår tillade hende at dø, ikke nu. ’’Du lyver! ’’, udbrød jeg. ’’Det her er bare endnu en af dine fuldkommen sygihovedet, jokes! ’’ forsatte jeg. Hendes grin stoppede og hun satte sig op og kiggede ned på mig. Hun så bare endnu mere syg ud, når hun græd. Hun havde to sorte streger ned af kinderne, og så var hun helt sort under øjnene. ’’Nej, det er det ikke Seb, jeg har leukemi, jeg skal dø… ’’ Hviskede hun forsigtigt, som om hun prøvede at spare mig for smerten ved de ord hun sagde. Men det fik det bare til at gøre meget mere ondt. Jeg var ødelagt, hun var ødelagte, og vi var ødelagte sammen. Carmen rejste sig op, tog et skridt væk da hun faldt mod jorden med et bump. Jeg skyndte mig at kravle hen til hende, hun var besvimet. Hun trak næsten ikke vejret, så jeg rev min telefon op af lommen og ringede 911. De kom efter fem minutter, de fik hende ind ambulancen og gav hende en iltmaske på. Ambulancefolkene snakkede til mig, men jeg forstod ikke noget af det de sagde selvom jeg var god til engelsk. Jeg koncentrerede mig om Carmen, hendes bankende hjerte og hendes vejretrækninger. Carmen skulle ikke dø nu, Carmen var udødelig. Udødelig for mig. Carmen ville aldrig nogensinde dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...