Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2015
  • Opdateret: 29 sep. 2015
  • Status: Færdig
En novelle, der omhandler en ung kvinde, som vælger at tage livet af sig selv, efter det eneste lys der viste sig i hendes liv, gik ud...

0Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. Forladt

Regnen siler ned udenfor. De store dråber pisker ind mod ruden.. Rank og intens står jeg som en pind, der helst ikke må knække sammen, og betragter mit eget spejlbillede. Pigen med de mørke øjne og det udmattede sind. Armene hænger ned langs siden, og hovedet vipper lidt på skrå, mens jeg ivrigt forsøger at forstå, hvordan jeg hænger sammen.
Da du var her lige før, kunne jeg ikke se dig i øjnene. Du er præcis som en engel. Din hud får mig til at græde. Du flyder som en fjer, og en meget smuk en af slagsen. Let og forsigtig, mens folkene omkring dig kigger og beundrer dig.. De forsøger at komme i kontakt med dig, forsøger at holde dig hos dem.
Jeg mærker den blide berøring, fra det blad der ellers er så skarpt. Én gang snitter jeg den mod min hud. Jeg er ligeglad med om det gør ondt. Jeg ønsker at have kontrol, jeg ønsker en perfekt krop. Jeg vil have dig til at opdage det, når jeg ikke er omkring dig. Men jeg er så forkert, jeg hører ikke til her. Lige meget hvad du ønsker. Lige meget med hvad der gør dig glad.. Du er så speciel. Jeg ville ønske, jeg var speciel.

.... Jeg ligger i vores seng, og halvsover en smule. Lydene fra tv'et kører inde fra stuen. Det føles så trygt at ligge i vores seng, og vide at han er lige på den anden side af væggen. At der ikke er andre end os.
Lyset fra månen skinner ind ad vinduet, og et lille klik lyder sig nært. Han rejser sig fra sofaen, mens han fumler med nogle ting. Med rolige skridt, kommer han tættere på soveværelset. Stearinlys bliver pustet ud undervejs, og lyset i køkkenet bliver slukket.
Han står nu i døråbningen.
Langsomt lukker han døren en smule. Forsigtigt bliver mine øjne åbnet. Han træder forbi sengen og over til vinduet. Gardinet bliver rullet halvt ned, samt bæltet, der bliver spændt op. Med klare øjne står han og kigger ud i intetheden. Hans hænder lader han bevæge hen over de mange knapper, uden at skænke dem et blik. Han står med siden til mig og fumler med sit bælte. Skjorten lader han glide ned langs skuldrene, og bukserne falder ned til hans ankler. Hans fine krop jeg snart kan herske over, tænker jeg. Alle hans "imperfections", der gør ham til hám..
Kort og rask vender han sig mod mig, og tager det første skridt over mod sin side af sengen. Hurtigt lukker jeg øjnene i igen.
"Sover du?" Hvisker han tæt på mig, mens han forsigtig fjerner dynen fra mig.
"Mmm," mumler jeg.
Jeg vender hovedet en smule, og ser lige ind i hans øjne. Han kysser mig på panden, og jeg vender hele min krop mod hans. Dynen lukker os inde i vores eget rige. Han tager rundt om mine hofter, mens han kysser mig dybt. ....


Han kan få lov til at beholde mig i hans stærke arme, så længe jeg kan låne hans skjorter til at vandre rundt i, tænkte jeg. Jeg længes efter at holde ham en gang igen.
Jeg drejer rundt med fødderne, væk fra spejlbilledet, væk fra pigen, og ser ud i vores personlige indrettet lejlighed. Kaminen lyser de mørke brænder op, som han ellers aldrig var så vilde med. Han sagde altid, at det hele ville blive så mørkt, hvis vi valgte de brædder. "Jamen, du er den, der lyser det hele op for mig. Mere behøver jeg ikke," plejede jeg at fortælle. Et enkelt smil blev det til hver gang fra ham, når jeg kom med den sætning. Et smil jeg ville dø for at se.
Jeg glider forsigtigt fingerspidserne hen over køkkenbordet, indtil de når et langt bundet reb. Kvalmen stiger, jo faster greb jeg tager omkring det. Små hurtige dunk pibler sig frem én efter én i hovedet sammen med den rådne lugt fra rebet. Jeg svinger det op over skulderen og går med raske skridt hen til stolen, der står klar og venter på mig. Jeg er så træt af at være her. Fældet af alle mine barnlige frygte.. Du plejede at forføre mig med dit fornuftige lys. Nu er jeg bundet til det liv, du efterlod tilbage. Dit ansigt, det jager mig og de behagelige drømme, der engang hørte til mig. Din stemme, den skræmmer al håbet væk i mig. Hvis du bliver nødt til at gå, ville jeg ønske, at du bare gør det. Men dit nærvær, det sidder stadig lænket her. Og det vil ikke lade mig være alene. Jeg har holdt din hånd gennem alle disse år, og du har stadig alt af mig. Jeg har så hårdt prøvet at fortælle mig selv, at du er væk. Men du er stadig hos mig..
En enkelt gang klemmer jeg øjnene sammen, og smager på de salte tårer, der triller ned over kinderne. Mine læber skælver, og hjertet banker dristigt hurtigere og hurtigere. Jeg træder op på den grønne stol, svinger rebet gennem hullet, og binder en knude, jeg ved, kan holde. Som jeg står der og vipper på tæerne for at kunne nå.. Mine skrøbelige fødder, der kunne vippe ned fra stolen når som helst, så jeg falder ned af den, banker hovedet ned i gulvet og ikke kan udføre noget. Det ville være skrækkeligt, så jeg træder selv ned.

Jeg ser dens fine lyse hår ligger og skinner fra køkkenbordets overflade. Jeg skænker den en enkelt tanke, en stor en af slagsen.. Dens krøllede hår, der når den til skuldrene. Så lille og skrøbelig som den ligger der og venter. Med rolige skridt går jeg over til den, griber fat omkring dens smalle håndled og bærer den med over til stolen.

.... Hans blide berøring mod mine læber, giver mig en følelse af tryghed og lettelse. Hans fredelige kontakt mod min krop, samt hans varme smil og hans søde betænksomme sind. Hans læber så bløde og fine møder i lange sekunder mine. Jeg elsker den måde, hvorpå han viser, at han holder af mig.
Forsigtigt strejfer han hans hænder langs mine hofter, og trækker mig længere ind til sig. Han holder mig tæt og trygt mod hans velskabte krop med hans intense berøringer.
I lange minutter tænker jeg, at dette kunne vare for evigt. Os to. Ham og mig. For evigt. Det er det eneste, der får mig til at føle mig i live. Han er det lys, der viser sig i mørket, jeg lever i. Det her lyder nok skørt, men hans skønhed gør mig svag.
Varsomt giver han slip på mig, og trækker sig lidt væk. Han giver mig et smil, som viser, at han har noget i vente. Åh, hans øjne, hans smukke blå øjne.
Langsomt, mens han holder øjenkontakten og det brede smil, trækker han noget frem bag fra hans ryg. En lille lys og skrøbelig dukke giver sig til kende.
"Jeg husker, du fortalte, at du ønskede den som barn, Joy. Jeg kan forsikre dig om, at du ikke er et barn længere, men du fortjener det du har ønsket."
Jeg kigger på dukken og derefter ind i hans lysende øjne. Han kigger alvorligt ned på mig, og venter på intet andet end et svar. Lystigt kaster jeg mine arme omkring ham, og knuger mig ind til ham, så tæt jeg kan komme.
"Tak," svarer jeg ham. "Mange tak." ....


Mine ben bærer mig op på stolen igen, og mine arme trækker tovet over hovedet, samt strammer det til. Jeg forstærker grebet omkring den lille dukke.
Forsigtigt vipper jeg ud på kanten af stolen, skæver forsigtigt ned mod jorden, og ser derefter lige ud for mig. Mit spejlbillede. Jeg holder øjenkontakten med de tårefyldte mørke øjne, mens jeg tænker kort for mig selv, inden jeg lader fødderne give efter:
Han fortalte mig altid, at jeg skulle forblive stærk. At jeg skulle blive ved med at kæmpe, også selvom han en dag måske ikke ville være her mere. Men han forstår det ikke... Jeg har allerede tabt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...