Baby I Det Uendelige

"Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger:
Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.
Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os."

***

Året er 2051 og rumskibet Phair Horizon er på vej på den anden mission på Pluto. Med ombord er russiske André Konstantine, Christin Rozalya og kaptajnen Pavel Spartak. Til deres store overraskelse finder de liv, men noget trænger sig stille og farligt ind på dem, og snart kommer de til at stå ansigt til ansigt med en katastrofe.

3Likes
4Kommentarer
432Visninger
AA

5. ? Timer I Rummet

Rumskibet stod stille, men en piben skar gennem Christins øre. Pavel kom over til hende og lagde en kold klud over hendes pande.

”Hvordan har du det?”

”Hvor er André?” hviskede hun og ignorerede hans spørgsmål.

”Han er ved at tage sin rumdragt på. Han har lige været ude i bjergene, ” smilede han.

”Hvorfor?”

”Vi er jo nødt til at prøve…” mumlede han, men det lød ikke overbevisende.

Hun kiggede rundt, og så André, som kom gående mod hende.

”Hej, Christin, er du tiptop nu?” smilede han og lagde sin hånd på hendes.

”Hvor er Lolux?”

Pavel kiggede på André, og derefter på Christin med medlidenhed.

”Hvordan kan I få jer selv til at skade et stakkels væsen! ” råbte hun, på randen til at græde.

 De beroligede hende begge to ved at stå med hænderne oppe.

”Vil du høre, hvad der skete med dig?”

Christin, som var ude af sig selv af forvirring, kiggede på dem med tårer i øjnene.

”Derude i bjergene fik du et ildebefindende, fordi der ikke var nok ilt tilbage. Men vi blev helt bange, mens du lå her. Du har sparket meget. Drømte du? ”

Hun kiggede på dem med store øjne og prøvede at tænke tilbage. Rummet, journalen hun skrev lige inden de skulle ud og undersøge, bjergene, vandet…. Hun tænkte på Lolux og på, hvor den var henne.

”Men vi fandt desværre ikke noget, andet end et lille væsen… ”

Christin spidsede ører. Grå. Det måtte være…

”…men det sank, da vi prøvede at få den op,” sukkede André og slog ud med armene.

”Typisk. Bedre held næste gang, I guess.”

André og Pavel gik ud i opbevaringsrummet og lagde deres rumdragter derned. De gik tilbage til briksen, hvor Christin lå.

”Du er nødt til at hvile.” 

 

***

 

Efter nogle minutter, var Christin kommet til sig selv igen. Hun mærkede en svag hovedpine, men ellers var alt ok igen. Hun drak en flaske vand, mens hun så på André.

”Og der er også en anden ting. Der er sket noget…”

André tog hendes hånd i sin og knugede den, inden han fik det sagt:

”Din far fik et hjerteanfald… Det må have været efter vi var ude og undersøge Pluto. Han ligger på hospitalet i stabil tilstand. Jeg fik opkaldet gennem computeren via en ukendt forbindelse fra din nabo, mens du lå her og var besvimet. Vi er nødt til at beslutte om du skal blive her eller om du vil tage hjem.”

Han så på hende.

Hendes hjerte hamrede og hun tog sig til hovedet. Christin tænkte på sin far. Hun havde ikke lyst til at græde, men heller ikke at lade være. Hun ville have knuden i sit bryst løsnet op for altid. Lige nu føltes det alt for langt væk, som om de aldrig ville komme hjem igen. Pludselig byggede der sig en pludselig rysten op i hendes krop, som hun dog hurtigt fik kontrol over. Hun var nervøs for det, hun kunne vende tilbage til. Og så opstod der en tanke: Måske ville det syn, der mødte hende, når hun så sin far, være for hårdt for hende.

”Vil du gerne hjem?”

Langsomt trak hun på skuldrene. Inderst inde havde hun vidst, at det ville gå galt før eller siden. Hun vendte hovedet udtryksløst henad mod opholdsrummet, hvor hun så et væsen sidde med oprejst ryg. Den bevægede munden op og ned, og hun rynkede brynene og satte hovedet på skrå. Derefter smilede hun stort, og grinede hysterisk. De kiggede på hende med medlidenhed. Det var som om, at noget pillede ved hendes hjerne, noget som ville gøre hende vanvittig. Hun udstødte et dybt suk. Det var den luft, som André snakkede om. Hun manglede ilt til hjernen, sagde han. Eller var det også bare en drøm? Hun kunne ikke kende forskel på virkeligheden og det fiktive mere. Stilheden trykkede i styrerummet. Hun tog benene op under sig og kiggede på Lolux igen. 

”Det ved jeg ikke, om jeg vil, må jeg nok sige, ” var det eneste svar fra hende.

Hun så ud af det store glasvindue og forsvandt for en stund.

 

 

 

 

 

Jamina Stjernholm, 2015

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...