Baby I Det Uendelige

"Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger:
Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.
Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os."

***

Året er 2051 og rumskibet Phair Horizon er på vej på den anden mission på Pluto. Med ombord er russiske André Konstantine, Christin Rozalya og kaptajnen Pavel Spartak. Til deres store overraskelse finder de liv, men noget trænger sig stille og farligt ind på dem, og snart kommer de til at stå ansigt til ansigt med en katastrofe.

3Likes
4Kommentarer
434Visninger
AA

4. 24 Timer I Rummet

Klokken var næsten 4 om morgen og de lå alle i deres senge. Christin lå i stilhed og tænkte på alle de ting der var sket gennem dagen. Selvom adrenalinen og endorfinerne i hende ikke ville stoppe med at køre rundt, tog hun dybe vejrtrækninger og lod den sidste tanke passere. Den sidste tanke handlede om bekymringen for hjemrejsen: hvad nu hvis noget gik galt? De havde stadig langt endnu. Hele vejen tilbage til jorden. Hun havde ironisk nok ikke haft den samme fornemmelse sidste gang de rejste til rummet. Hun tog sig til hovedet og prøvede at standse tankemylderet. Det ene førte altid til det andet og det ville ikke hjælpe at tænke på, hvad der kunne ske. Hun rejste sig og gik på bare fødder ind i styrerummet. Hun så på væsenet, som nu lå helt stille. Langsomt aede hun den på hovedet, og den reagerede.

Hun var allerede begyndt at nære moderlige følelser for den. Den åbnede langsomt munden og bevægede den som om den ville sige noget.

”Hvad vil du sige,” sagde hun ud i luften, mens hun stirrede ud i galaxen.

Det var ikke rigtigt et spørgsmål, men måske en opfordring. Christin tog armene omkring sig. Hun havde joggingbukser på og en grøn fleecetrøje med v-neck. Hendes røde hår hang og rørte lige skuldrene. Efter lidt tid lød det som om, at den peb. Hun holdt vejret og satte sig på hug foran den, kneb øjnene sammen. Den fortsatte i en lidt dybere tone og hun lagde mærke til at den slikkede sig om munden. De havde slet ikke tænkt på at fodre den, for de anede ikke, hvad den skulle spise. Hun gik tøvende ud i deres køkken og fandt noget forskelligt mad: dåseskinke, kokosmælk, rugbrød og ansjoser. Hun tog det i en kasse og bragte det ind i styrerummet, hvor Lolux lå. Da den så maden spærrede den øjnene op og lå og stirrede intenst med sine sorte, kugleformede øjne. Så tog hun fat rundt om den og holdt et stykke skinke frem. De to næsebor vibrerede, da den lugtede til det, og så tog den det i munden og gnaskede. Hun smilede for sig selv. Den fik også en smule kokosmælk, men noget af det gylpede den op igen. Hun så på alle de reagensglassene, hvor der lå blod og hud fra Lolux. Hun havde det skidt med, at den kun var et forsøg. Hun smilede til den, mens den gnaskede alle tingene i sig.

”Du er bare en lille uskyldig klump, nærmest som en baby. Baby i det uendelige univers, ” mumlede hun tankefuldt for sig. ”Man kunne skrive en bog om dig. Baby in the endless… ” hviskede hun nu, mens hun kiggede på den. Hun var ikke den mindste smule træt. Spændingen og tankemylderet holdt trætheden væk. Tanker om hendes far passerede pludseligt gennem hendes hovedet og hun fik en trykken for brystet. Hun løftede forsigtigt Lolux og knugede den ind til sig uden at tænke over det.

Pavel kom ind i styrerummet sammen med André.

”Hvorfor er du oppe? ” spurgte Pavel søvndrukkent, og skævede til væsenet i hendes arme.

”Jeg kunne ikke sove på grund af uro.”

Pludselig skete der en rysten under briksen. Lolux sitrede, og det blev voldsommere og voldsommere. Hun lagde den hurtigt på briksen, som om hun havde brændt sig.

”Hvad sker der, Andy?” spurgte Christin panisk.

”Jeg ved det ikke… Der er noget galt med din baby,” sagde Andrew og pegede på Lolux.

”Jeg har lige fodret den. Måske kan den ikke tåle maden.”

”For Guds skyld, Christin! Vi må have den ud!”

”Hvad? Nej!”

”Hvad ville du ellers gøre?!” råbte Pavel desperat. Larmen overdøvede dem.

”Vi har lige fundet den! Vi kan da ikke bare kyle den ud. Den lever rent faktisk!” sagde hun med panik i stemmen. Gråden pressede på. Hun følte den som en klump midt i brystet, som ikke ville løsne sig. Aldrig om hun ville efterlade Lolux midt ude i ingenting. Hun var bange for, at den ikke ville klare sig.

Væsenet åbnede øjnene, og et lys, der langsomt blev skarpere og skarpere stod ind på den.

”Jeg tror, at den er i gang med at forvandle sig,” gispede André.

En slags krampe gik igennem væsenet.

Christin holdt ned på den med al kraft. Papirerne, som de skrev databehandlinger ned på, fløj til alle sider, da en storm gennemtrængte rumskibet. Langsomt tippede gulvet, og Pavel gled, men rejste sig hurtigt op, tog fat i kanten på briksen. Alle tre holdt Lolux på briksen, indtil den langsomt skrumpede. Forsøgsglassene væltede ned på stengulvet og blod flød. André skyndte sig over til styrepanelet og så, at SOS-signalet lyste knaldrødt.

”Vi må skaffe os af med den!” råbte Pavel i larmen fra stormen og sirenen fra advarselsknappen. Lyset blev kraftigere, men slukkede hurtigt igen. Alt lys slukkede, og under Christins hånd var der nu kun et lille væsen på størrelse med en håndflade. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...