Baby I Det Uendelige

"Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger:
Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.
Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os."

***

Året er 2051 og rumskibet Phair Horizon er på vej på den anden mission på Pluto. Med ombord er russiske André Konstantine, Christin Rozalya og kaptajnen Pavel Spartak. Til deres store overraskelse finder de liv, men noget trænger sig stille og farligt ind på dem, og snart kommer de til at stå ansigt til ansigt med en katastrofe.

3Likes
4Kommentarer
423Visninger
AA

3. 15 Timer I Rummet

Væsenet var et unikum. De havde taget prøver på den, og den lå nu på briksen. André, Pavel og Christin skiftedes til at holde øje med eventuelle livstegn. Pavel mente, at den var i en slags koma. André mente, at den var død. At den var druknet. Christin kom ind i rummet, stod og så lidt på den. Resultaterne på prøverne var helt utrolige. De havde blandt andet undret sig over, hvad den var kommet af, for den havde ikke nogle kønsdele, så derfor havde den sandsynligvis heller ikke noget forplantningssystem.

”Lad mig lige prøve noget,” mumlede Christin og gik over mod væsenet.

”Nej, lad den nu være, Christin,” mumlede André opgivende.

Hun ignorerede ham, tog handsker på, fejede hænderne under den og bar den forsigtigt ud på deres toilet. Hun lagde den forsigtigt på et håndklæde og fyldte vand i stålvasken – lunkent vand. Derefter plaskede hun i vandet og holdt øje med en reaktion fra væsenet. Så bar hun den over på kanten af vasken og hældte en smule vand på dens krop. Igen reagerede den ikke. Til sidst så hun på den. Måske skulle hun bare ligge den i vandet og lade den flyde? Hun prøvede lidt modvilligt, men det virkede efter hensigten. Et par store sorte øjne blinkede op mod hende. Munden åbnede sig en anelse, og dens arme begyndte at vende og dreje sig.

”Hej, lille ven. Hold op, hvor er du kær,” hviskede hun overvældet, mens hun holdt den i armene. Den bevægede benene i vandet, den havde åbenbart svømmereflekser.

 

”Den kan svømme, det er helt sikkert. Hvad skal vi kalde den?” spurgte Christin, da hun kom tilbage med væsenet i armene, helt tryllebundet.

”Jeg havde tænkt på Lulu, men den er jo intetkøn, ” smilede André.

Rumi, der havde opfanget deres samtale, kom rullende hen til dem.

”Hvad med at kalde den...”

Rumi pegede på sit stålbryst. Robotten var af varemærket ”Lolux”, som fremstillede robotter med menneskelignende egenskaber.

"Lolux?"

De tyggede på det.

”Det lyder godt, ” blev de enige om.

”Du skal hedde Lolux. Og du er episk,” lød det fra André.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...