Baby I Det Uendelige

"Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger:
Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.
Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os."

***

Året er 2051 og rumskibet Phair Horizon er på vej på den anden mission på Pluto. Med ombord er russiske André Konstantine, Christin Rozalya og kaptajnen Pavel Spartak. Til deres store overraskelse finder de liv, men noget trænger sig stille og farligt ind på dem, og snart kommer de til at stå ansigt til ansigt med en katastrofe.

3Likes
4Kommentarer
421Visninger
AA

2. 12 Timer I Rummet

Efter et ophold på rumstationen var Phair Horizon på vej til den lille planet med stærke forventninger og forhåbninger. Mens Christin sad på sengen og klædte sig på, kom Pavel ind. Hun stillede sig foran et lille firkantet spejl, børstede sit rødlige hår hurtigt og satte det op. De så på hinanden gennem spejlet.

”Har dig og Andy snakket om at vi skal tage prøver, hvis vi finder noget og sende det ind på laboratoriet? ” spurgte han.

”Ja, det sagde jeg til Andy, at vi skulle. Vi kan tjene styrtende på det. ”

”Vi tjener jo allerede godt med penge på det her. ”

”Ja, men… ” hun grinede lidt og rystede på hovedet.

”Men hvad? Christin, vi investerer allerede i videnskaben. Vi skal forestille at lægge hele vores liv i det her. Det er da ikke så meget hvad man tjener på at finde fremmedartede væsner, men mere det faktum, at vi kan udvide vores syn og viden i universet. De forventer at vi lever for det her. Ånder for det, ” sluttede han teatralsk.

Hun tænkte på om det var sagt for sjov eller i alvor. Han stirrede på hende med hænderne foldet i sit skød. Pavel tog det åbenbart meget seriøst.

”Og for det andet,” begyndte han igen. ”Vil du ikke hellere huskes for evigt, som kvinden der fandt liv på Pluto end bare at tjene lidt flere penge? Anerkendelse er det nye, baby.”

Han rejste sig og gik ned gennem rumskibet og ind i kontrol – og styrrummet til Andy. Hun kunne se, at André rejste sig og gik hen og trykkede på en knap og justerede nogle ting. Imens stod Pavel og snakkede til ham.

”Kom ind nu, Christin,” kom det skrattende fra hendes mini-walkie-talkie. Det var André.

Hun skyndte sig at hente sin rumdragt og tog den derefter på i rekordfart.

Inde fra kontrolrummet kunne hun se på deres satellitter at de nærmede sig. Sten og små meteorer fløj forbi dem, da de glidende kom tættere på planeten. En gylden planet med gråligt skær blev større og større. Der gik yderligere ti minutter i stilhed. Med stor præcision landede de på Pluto.

 

***

 

Det første de så, var det enorme landskab. Grå, ujævn, bakkede landskab så langt øjet rakte. Bjergene lå på en lige række langt borte fra rumskibet. De kunne skimtes som små spidser, der lå som en horisont langs nogle jordbunker. De stod lidt og orienterede sig, inden de valgte en retning at gå i.

”Hvis vi går mod bjergene kan det være, at vi finder vand. Og vand er lig med liv, ” sagde Christin.

”Lyder logisk nok. Du er ikke helt dum,” smilede Pavel.

André gik forrest.

De blev alle tre enige om at gå rundt og kigge sig omkring. Derefter kunne de undersøge, om der var liv.

 

Efter noget tid havde Christin gået rundt på bjergene. De to andre var gået rundt om bjerget, men havde insisteret på, at hun kom med dem. Hun havde forklaret sig med, at hun bare lige ville tage et hurtigt kig, og så kunne de gå sammen. Efter hun havde klatret op af det ene bjerg, som måske var omkring 3 meter højt, så hun noget blankt. Hun trak vejret et par gange og da hun kom tættere på det, måtte hun konstatere, at hun havde fundet vand.

”Pavel! Andy! Der er vand!” meddelte hun ivrigt og begejstret i sin mikrofon.

Der kom skrattende lyde, det lød som om at de spurgte om noget.

Efter 5 minutter var de også på bjerget, men dog på den anden side af vandet. Det var en semistor sø.

Hun så dem stå og vinke på den anden side. Pludselig mærkede hun sin vejrtrækning blive tung og besværet. Alt svimlede omkring hende.

De havde været der i en time nu, og deres iltprocent var på 7 procent. Det var lige præcis nok til 5 minutter. Hun panikken og prøvede at komme igennem til de andre. Det var ikke meningen, at de skulle have været derude så langt tid, men Pluto havde tryllebundet dem, og de kunne ikke slippe hvert et landskab de så. Hun lukkede øjnene…

 

***

 

Pludselig så hun dem knæle ved vandkanten.

”Christin…”

”Hvad er der, Andy?”

Der blev tavst i den anden ende, men hun så de kiggede på hinanden og ned i vandet igen. Pavel rejste sig og vinkede hende over til sig.

”Vi har fundet noget,” meddelte de. ”Kom og tjek det ud.”

Hendes hjerte begyndte at banke. Hun gik så hurtigt hun kunne, men atmosfæren tillod hende det ikke. Da hun var syv meter fra dem, kunne hun se en klump ligge to meter ude i vandet. En blank overflade stak op. André kiggede på de to andre og gik forsigtigt ud i vandet, bøjede sig ned og lagde hænderne under klumpen. Han fik et chok. Først troede han, at det var en baby. En meget lille baby, men da han vendte den om, kunne han se, at det ikke var tilfældet. Den havde lukket øjne, en lille mund og bittesmå ben og arme, som en gnaver.

”Hvad er dog det?” hviskede Christin en smule skræmt.

”Jeg ved det ikke, men jeg tror, at den er død,” prøvede André fornuftigt.

De lagde den på noget jord ved siden af en bjergkant.

”Jeg tror vi fandt, hvad vi søgte efter,” mumlede Pavel.

De var alle tre mundlamme, mens André forsigtigt undersøgte den. Han tog dens ene arm. Den havde tre bittesmå fingre på hver hånd, to huller over munden, som nok skulle forestille at være dens næse. Derefter munden, som var en lille streg. Det så ikke ud, som om at den havde læber. Dens øjne var bare to streger, fordi de var lukkede. Resten af dens krop var menneskeagtigt, men rund og meget lille. Den havde ikke egentlige fødder, men kun tæer – tre på hver. Væsenet var gråt.

”Vi må ind i rumskibet med den. Det kan være, at vi kan få den vækket til live.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...