Baby I Det Uendelige

"Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger:
Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.
Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os."

***

Året er 2051 og rumskibet Phair Horizon er på vej på den anden mission på Pluto. Med ombord er russiske André Konstantine, Christin Rozalya og kaptajnen Pavel Spartak. Til deres store overraskelse finder de liv, men noget trænger sig stille og farligt ind på dem, og snart kommer de til at stå ansigt til ansigt med en katastrofe.

3Likes
4Kommentarer
391Visninger
AA

1. 7 Timer I Rummet

Christin tog en kop kaffe fra deres miniautomat og satte sig i rumstolen. Hun stirrede frem for sig, holdt vejret lidt. Hun pustede luften ud igen, løsnede skuldrene og rettede sig op. Alt omkring hende var stille. Hun var den eneste i styrerummet på P.Horizon. Gennem hele turen til rumstationen TOMB havde hun haft følelsen af at have en ildkugle i maven. Hun var næsten ved at sprænge af ren eufori. Hende og to andre mennesker var på mission for at udvide horisonter. Historiske og videnskabelige horisonter. Deres rumskib Phair Horizon var opkaldt efter britiske Venetia Phair Burney, som navngav dværgplaneten Pluto. Da de skulle navngive deres nybyggede rumskib tilbage i 2045, var der bred enighed om at den skulle kaldes TOMB, navngivet efter Clyde Tombaugh, som var manden bag opdagelsen af den fascinerende dværgplanet. Christin – som var den eneste kvinde der skulle med på rejsen – havde gået lange ture ved vandet efterfølgende for at komme på et bedre navn. Hun havde siddet ved vandet og kigget op på stjernehimlen. Efter to timer var hun gået hjem, tænkt videre hele natten, og var mødt på arbejde med idéen ”Phair Horizon”. For det første synes hun, at det lød mere catchy, men hun synes også at navnets betydning emmede af symbolik og mening. Hun synes det var smukt at så stor og komplekst en størrelse kunne lægge i hænderne på et barn. Navnet symboliserede pigen selv. Venetia Phair Burney. Det skulle det handle om, syntes hun. De to mænd, som hun arbejdede sammen med, Pavel Spartak og André Konstantine havde først rystet på hovedet af hende. Rystet over at hun ville opkalde skibet efter et barn, i stedet for en kendt amerikansk astronaut. Hun kunne tydeligt huske, hvor skuffet hun var blevet, da hun så deres reaktion. At de ikke forstod, at det netop var pointen.

Det var syv år siden hun havde set Pavel. Pavel og André var gode venner og havde kendt hinanden gennem tyve år. Pavel var blevet kaptajn på deres skib, og nu skulle hun snart møde ham igen efter de mange år. Fordi han skulle have styr på nogle ting nede på jorden, blev han fløjet med en anden rumkapsel.

”Hvor lang tid endnu, Andy? ” spurgte hun og så på det store digitalur, der hang ned fra loftet.

”De siger, at de er få meter fra. Vil du tjekke?”

”Jeg kan se ham nu. De er ved at koble på,” svarede Christin.

Det næste hun så var Pavel, der kom svævende ind i P.Horizon og fandt ind til styrerummet.

André klappede ham på ryggen.

”Alt i orden?”

”Som altid, selvom rejsen herop altid er lidt langtrukken, ” mumlede han ironisk.

Han vendte sig mod Christin og hilste køligt og professionelt. For tredive år siden var man stoppet med at give hånd til hinanden, når man hilste. Det skete da en ny og aggressiv virus var i omløb i hele USA i 2031. Den smittede via hånden, og kunne gå op i armen, stoppe al blodtilførsel og lamme fuldstændig. Man tog ingen chancer. Ikke engang, hvis folk var raske. Der var altid en lille risiko. Bare det at bo på samme vej som nogle, der var smittet, øgede risikoen for smitte med en lille procentdel. Fokus på sundhed og renlighed havde taget overhånd allerede i 2025. Kun familier og par krammede og kyssede stadig. Venner og fremmede hilste på afstand.

”Hej Kaptajn Pavel,” hilste hun formelt, men sarkastisk. Hun kunne ikke lade være med at tage pis på ham. Hun prøvede at blødgøre ham, da han ikke fortrak en mine.

”Kan du huske mit navn eller skal du have den igen?”

”Christine og noget med R?” sagde han.

Hun smilede skævt.

Christin Rozalya.”

”Hed du ikke også noget andet eksotisk?”

”Tatyana, men ingen husker det ret længe, så Christin er et godt backup. Christin er mit mellemnavn.”

”Er det tysk?”

”Ja. Min mor er tysker og min far russer.”

”På den måde.”

”Ja, på den måde.”

”Glæder vi os til Pluto?” spurgte Pavel og henvendte sig til André.

”Selvfølgelig. Det bliver vildt. Det kan jeg love,” mumlede André ovre fra en af maskinerne. Rumi, deres robot, kom kørende på sine små hjul over til dem.

”Landing er aktiveret. Vi er klar til at lande allerede i morgen.” Der dukkede en glad smiley op på robottens skærm, som var dens hoved.

”Lyder godt, makker.”

Rumi fræsede tilbage til sin plads i hjørnet af opholdsrummet.

”Hvor lagde du vores rumdragter sidst vi var ude, Andy?” spurgte Christin.

”Oven på transportkapslerne. ”

”De skal ligge klar til i morgen tidligt. ”

”Den ordrer giver vi Rumi. Vi skal også huske at fylde iltdepoterne op. Den sidste der går i seng tænder for ilttanken. ”

 

Christin gik stille, fejende med fødderne gennem rumskibet og ind i deres fælles kontor. Rumi stod ved den enorme storskærm.

”Din første videohilsen er kommet, fra din far.”

Hun stirrede forundret på robotten, som stod og stirrede direkte på hende med de store metalklodser som øjne.

Christin satte sig på kontorstolen og klikkede med rystende fingre på den tynde skærm. En ældre mand med briller og et vemodigt smil sad på den anden side.

Hun fik tårer i øjnene, men smilede ikke. Der opstod både en glæde og en tristhed inde i hende. Den eneste glæde i hende, var, at vide at han sad tilbage nede på jorden og kunne sende hilsner til hende, og hun kunne snakke til ham i sin videodagbog. Det værste ved det var ironisk nok samme grund. At han netop sad helt nede på jorden og kun kunne sende hilsner fra en skærm af. Allerede efter 7 timer i det uendelige, følte hun en stor tomhed og ensomhed, selvom hun havde André og Pavel. Hendes far betød alt for hende. Det var kun blevet større, da hendes mor døde. Hun følte lige pludselig, at hun skulle til at passe på sin far. I en alder af 75 år og med en depression, kunne han ikke passe på sig selv. Derfor, tænkte hun, var det vigtigt at hun rejste tilbage til jorden, inden længe. Lige efter de havde undersøgt Pluto, skulle de tilbage. Det havde hun en stærk forventning om. Hun tog armen bag hovedet og sukkede dybt, mens hun hørte på hans stemme:

”…Jeg håber, at I finder liv denne gang. Det er jeg helt sikker på, I gør.” Hun hørte en fasthed i hans stemme. Det var den fastholdende tone han havde hver gang han var helt sikker på noget.

Det er jo mandag så jeg har lavet dine pandekager med æblestykker og kanel. Jeg skal nok spise for dig også. Hils Andy og ham kaptajnen. Lad mig høre fra dig snart.”

Han sluttede af med at kysse sin hånd og holde den op kortvarigt. Længe efter videoen var stoppet, sad hun længe og tænkte på pandekager med æbler i. Det var nok den eneste dessert, der kunne tage hende tilbage til barndommen. Hver mandag – dengang hun var lille - spiste de pandekager med æbler og kanel efter aftensmaden. Det var blevet til en ting, som kun de to spiste sammen. Christin lukkede øjnene og tænkte et øjeblik tilbage. Derefter satte hun maskinen på stand-by og gik ind i sit soverum, åbnede en metalskuffe og hev en digital flad ”plade” frem, som skulle forestille at være en rapport for dagene i rummet: observationer, stemninger, følelser og alt andet kunne skrives ned. Hun kaldte den ”Phair Book Journal.” På deres anden mission til Pluto ville de huske at tage alt hvad de så med i den; tidspunkter, databehandlinger og beskrivelser, måske endda deres egne hypoteser. Den havde en laser, så den kunne opfange de mindste ting og give beskrivelser. Hun begyndte at skrive med 5 centimeters afstand fra skærmen med sin finger.

Ekskursion til Pluto i morgen, d. 7. maj 2051.

Der er opdaget bjerge og vand på Pluto for længe siden. Sandsynligt med liv. Vi glæder os.

Den hypersensitive skærm opfangede hendes bevægelser og ordene stod nu tydeligt. Hun markerede ved at forme en cirkel i luften omkring ordet ”Bjerge”. Et vigtigt ord. Hvilket liv kunne man finde oppe i bjergene? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...