Mit mareridt

Mit mareridt er blevet opfyldt og nu glæder det bare om at komme væk. Dette er en kort novelle.

3Likes
0Kommentarer
327Visninger

1. §

 

Jeg føler at jeg bare vil skrige, skrige så hele verden kan høre hvordan jeg har det. Jeg forbereder mit skrig, men bliver stoppet af en hård lussing. Jeg tager min hånd op til min kind hvor lussing ramte mig, jeg sender det værste dræberblik nogensinde til min stedfar. Jeg fatter slet ikke at min mor kunne gifte sig med en som ham, han slår mig og vil bestemme alt, jeg må ikke engang tage veninder med hjem, ikke at jeg vil det mere. Han kigger på mig med et smil på læberne, hans øjne er næsten ikke til at beskrive, men jeg ved at de lyser af had og misundelse. Han læner sig frem mod mig, jeg tør ikke at flytte mig, jeg er alt for bange. Frygten tager over mig, hvad vil han nu? Han løfter min hage så han ser ind i mine øjne, han kan se at jeg er bange for et smil breder sig på hans læber. Han går ind i køkkenet, jeg føler mig lettet for jeg ved ikke hvad han kunne finde på. Jeg kan høre han leder efter noget, for der bliver åbnet skabe og en masse ting bliver smidt på gulvet. Efter et par minutter kommer han tilbage, jeg ved at han vil gøre mig ondt, men problemet er at jeg stadig er for bange til at flytte mig. Han tager sin venstre hånd frem, i hånden holder han en stegepande. Jeg får endelig kontrol over min egen krop igen, jeg begynder at løbe væk, men bliver standset af noget der rammer mig hårdt og jeg falder ned på gulvet.

 

Gulvet er sygt koldt, pludselig forsvinder det kolde gulv under mig. Jeg kan mærke luften om mig, den er dejlig lun. Jeg bliver ført ind i et lille rum, hvor der er ikke så meget plads, men her er varmt. Jeg hører en motor starte, jeg føler at jeg er ved at gå i panik for hvad skal jeg gøre. Jeg prøver at koncentrere mig om hvor jeg er og hvor jeg er på vej hen, men mit hoved gør alt for ondt til at tænke. Jeg begynder lige så stille at åbne mine øjne, der er helt sort i rummet. Motoren dør hen og en dør åbnes, jeg kan hører skridt der kommer tætter på. Jeg begynder at gå i panik, jeg vil bare væk herfra. Jeg hører et klik og lidt lys kommer ind til mig, jeg skal til at tage min hånd til mig da jeg opdager at mine hænder og fødder er bundet sammen.

Jeg begynder at råbe og skriger og håber på hjælp. Der er en skygge foran mig, det gør det lidt nemmer at se. Skyggen tilhører min stedfar, jeg kigger op på ham, han kigger tilbage på mig med et chokerende bilk. Han går tætterer på mig og trækker et jernrør frem og løfter det op mod mig, jeg mærker en smerte gå gennem  mit hoved og alt bliver sort igen.

Jeg begynder at kunne mærke mine kropsdele igen efter slaget, jeg har stadig ikke åbnet mine øjne, jeg er bange for at se om min stedfar står omme bagved mig. Jeg lytter efter om der er andre omkring mig, det er der ikke. Jeg åbner stille øjnene op og ser at det er nat, mit hoved gør mere ondt end sidst. Jeg kigger mig rundt, jeg ligger midt inde i en skov. En myg sætter sig på min arm, jeg vifter den lige så stille væk igen. Jeg rejser mig op, det er lidt svært, men det går. Jeg finder hurtig en sti, men da jeg træder ud på stien skyder en smerte gennem min fod, det føles som tusinde nåle på en gang. Jeg kigger ned på mine fødder, de er helt bare. Jeg beslutter at gå langs stien for at undgå smerten. Det eneste jeg ved er at jeg aldrig skal tilbage til min stedfar igen. En iskold vind kommer mod mig, jeg har ikke så meget tøj på så jeg fryser fra top til tå. Endnu en vind kommer mod mig og jeg tror snart ikke jeg kan klare mere, jeg falder om på jorden. Mit blik bliver først slørede og til sidst bliver at sort.

Jeg begynder at få varmen i kroppen igen, alt føles perfekt indtil en stemme afbryder mine tanker. “Nårh, det var vist godt jeg fandt dig inden du døde af kulde”. Jeg åbner øjne kigger mig rundt, der står nogle stole rundt omkring, men hvor er alle træerne, mørket og den iskolde vind. Jeg ligger i en seng, men ikke min egen seng, men en helt fremmede seng. Mit blik falder på en skygge som står tæt ved mig, jeg kigger op for at se hvem skyggen tilhører. Damen som skyggen tilhører går stille hen til mig og lægger sin hånd på min pande, hun mumler noget som jeg ikke kan forstå. Inden hun går igen stiller jeg hende spørgsmålet som jeg har tænkt meget over siden jeg åbnede øjnene “hvor er jeg”, hun sætter sig på den seng som jeg ligger i og tager min hånd. Hun åbner munden, men der kommer ingen ord ud. Jeg kigger spørgende på hende, hun ser mit blik og begynder at fortælle: “Jeg var på vej hjem da jeg så dig, jeg prøvedet at vække dig, men du reagerede ikke. Du havde stadig en puls så jeg tog dig med hjem til mig og lagde dig i min seng. Der har du så lagt i nogle timer snart”. Jeg kigger op på hende, men hun går ud af døren. Hun er hurtig tilbage med noget kamillete og beder mig lægge mig godt under tæppet, for her er ikke så varmt. Hun sætter sig på sengen og rækker mig den, der går lidt tid før jeg tager koppen og hold nu op hvor er hun god til at lave the. Hun smiler og spørger om hvem jeg og hvorfor jeg var ude i skoven så sent om natten? Jeg fortæller at jeg hedder Camilla, men hun bare kan kalde mig Milla, og jeg fortæller hende alt hvad der er sket med mig og min stedfar. Hun kigger chokerede på mig og fortæller alt om hvorfor hun bor alene og ingen familie har mere, jeg fandt ud af hun hedder Esther og er 65 år. Hun fortæller at hendes mand døde af kræft og hendes søn blev kørt ned og fik indre blødninger, nogle tårer kommer frem i hendes øjne og fortsætter ned af hendes kinder. Hun beder mig lægge mig til at sove, hun kysser mig på panden og går sin vej igen.

Jeg farer op ved lyden af et højt og smertende skrig, det kommer inde fra værelset ved siden af. Døren til værelset går op og min stedfar kommer ud, han ser heldigvis ikke mig og løber ud af huset. Jeg løber ind på værelset og ser Esther ligge på gulvet med en kniv i hjerte, jeg falder ned på knæ ved hende, men må rejse mig igen da jeg opdager der er ild i gardinerne. Jeg ser hurtigt at ilden har godt fat og at jeg ikke kan slukke den, jeg løber udenfor og ser ilden få rigtig fat. En tåre løber ned af min kind, og efter den kommer der bare flere. Jeg begynder at løbe mod skoven igen for at få min vrede ud.

 

Det føles som om jeg har gået i flere timer, jeg kan snart ikke mere. Turen var hårdere end forventede, jeg må holde mig vågen for hvis jeg falder i søvn nu fryser jeg ihjel. Jeg begynder at synge lidt for ikke at falde i søvn, jeg begynder at kunne skimte noget lys. Jeg er bange, en hund kommer gående hen til mig, men den løber hurtig væk igen. Jeg kigger op mod himlen, stjernerne er alt for store og månen ligner at den holder øje med mig. Jeg kan se en by, en by det er næsten for godt til at være sandt, men den er forladt. En vind kommer mod mig, den er iskold. Jeg leder efter et sted hvor jeg kan stå i læ, midt ude på gaden finder jeg en telefonboks. Jeg går derind og prøver om jeg ikke kan ringe efter hjælp, men telefonen er i stykker. Over for vejen ligger der et gammelt hus, jeg brugere de sidste kræfter på at hen til huset. Jeg skubber døren op og leder efter noget jeg kan dække mig med, jeg skubber endnu en dør op og finder et tæppe. Jeg lægger mig under tæppet for har er faktisk  koldt. I morgen skal min stedfar få, i morgen melder jeg ham, mere når jeg ikke at tænke får jeg er faldet i en dyb drømmeløs søvn.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...