måske... måske ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2015
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Igang
Julia er en pige der lever et helt normalt liv og er forelsket i en hel normal dreng... hvad sker der med Julia når drengen invitere hende med til afslutningsballet? og hvad vil drengens fodboldhold gøre for at få drengen til at fokuser på fodbold i stedet for Julia?

4Likes
15Kommentarer
1315Visninger
AA

10. Hospital

LARITS’ SYNSVINKEL

Vi havde spillet en god første halvlege, vi havde da præsteret vores bedste. Jonas scorede 1 mål og Frank scorede på et straffespark. Vi var på vej ud i omklædningsrummet for at snakke taktik og slappe af. Jeg stod foran døren da træneren pludselig hidsede sig op, jeg ved ikke rigtig hvorfor men han lød ikke særlig glad. Oskar kom løbende ud til mig –træneren flipper ud over der er en pige inde i omklædningsrummet.

-Hvad! En pige? Hvem var det?

-Det nåde jeg ikke at se, drengene samlede sig rundt om træneren

-Nå… jeg ville gerne vide hvem det var, hvad hvis det var Julia der ventede på os.

Oskar og jeg gik ind til de andre og fik en ny taktik på banen, den havde vi øvet tit og den lå ligesom en reserveplan hvis det går galt.

Vi kom på banen igen og dommeren fløjtede endnu en gang kampen i gang. Louis spillede bolden til mig og jeg ville skyde på mål, men af eller anden grund kunne jeg ikke ramme. Der manglede noget eller nogen. Jeg kiggede rundt spillede den tilbage til Louis som ellers bare skød den på mål. Da vi løb tilbage mod vores ejet mål så jeg Julia, hun stod med tåre i øjnene og smilede til mig da vi fik øjenkontakt. Jeg var uopmærksom og blev taklet af en modspiller mere end det nåde jeg ikke registre før jeg rampe jorden og tog mig i smerte til foden. Dommen fløjtede hjælp ind og deres reaktion var ikke lige den bedste, de snakkede hurtigt og bestemt. De bar mig ud af banen og hen på en båre, 5 min efter hørte jeg sirener. Det sortnede langsomt for mig da der var nogen der tog fat i min fod.

 

JULIAS’ SYNSVINKEL

 

Det så meget voldsomt ud og Laurits blev kørt væk af en ambulance kampen fortsatte og til min store overraskelse vandt holdet faktisk det var mærkeligt at tænke på, at jeg for ikke mindre en 5 dage siden blev ”kidnappet” og holdt tilbage for at Laurits kunne fokusere og så er han på vej væk i en ambulance fordi han ikke var fokuseret. Jeg stod og ventede og tænkte på om jeg skulle tage af sted, over på hospitalet til Laurits eller bare tage hjem. Jeg besluttede mig for at tage over på hospitalet for at se Laurits, men ville han se mig? Selvfølgelig vil han det, han har aldrig kunne undvære mig… det sagde han selv.

Jeg kom ind i receptionen og gik hen til damen der stod foran skranken – hej kan jeg hjælpe dem? Hendes skinger stemme gik lige i øregangen da hun spurgte mig…
-ja jeg… er her for at se til Laurits Petersen… er han her?
- lad mig lige se. Hun kiggede ned i computeren – ja det er han, er du en ven eller med i familien?

-Jeg er hans kæreste, kan jeg få lov at se ham?

-Ja han lægger på stue 201 anden etage

Endelig! Jeg takkede og gik stille ned af gangen. Henne ved elevatoren stoppede jeg og stod bare og stirrede. Jeg har altid været bange for elevator, tænk hvis den nu satte dig fast og jeg aldrig vil blive fundet fordi jeg dør! Jeg gør det for Laurits, ham jeg er kommet for at se efter så lang tid. Jeg trykkede knappen ind og ventede på at den kom ned. PLING. Jeg tråtte ind og trykkede forsigtigt på 2 tallet dørene lukkede og jeg stod og klamrede mig til siden man kunne holde fast i. jeg kom sikkert op på anden sal og kiggede efter værelse 201. der lige der, jeg bankede på døren af ren venlighed og gik ind. Da jeg så Laurits lå og sov i sengen listede jeg ind og lagde mig ved siden af ham. Han vågnede ikke så jeg lukkede øjnene og faldt åbenbart i søvn.

 

 

 

LAURITS’ SYNSVINKEL

 

Da jeg vågnede lå jeg i en seng i et meget lyst rum og med en pige ved min side. Men ikke hvilken som helst pige, det var Julia. Personen jeg allerhelst ville vogne op til, ikke min mor ikke min far men Julia. Kun Julia! Tænk jeg ikke engang mærkede hende kravle op i sengen, eller hørte hende lukke døren. Pyt med det, hun er her og ikke ved Kasper og August. Jeg lange mit hoved ned mod hendes og lukkede øjnene igen, men slog øjnene op da en sygeplejerske kom ind

-Hej jeg er Louise, hvordan har du det?

-Hej øhh jeg har det fint, det gør lidt undt i min fod og hoved men ellers har jeg det fint

-Det var godt at høre… er det din lillesøster der lægger der?

-Nej det er min kæreste

-Okay, skal hun med ned til skanning eller skal hun blive her?

-Jeg vil gerne have hende med til skanning, og hvis det kan lade sig gøre vil jeg også gerne ha i skanner hende. Hun har været spæret inde i 3 dage og er kommet fri i dag, og jeg tror at de har været lidt hårde ved hende.

-Awww stakkels pige, hun skal nok få en tur gennem skanneren. Det kræver nok bare at vi vækker hende

Det var ikke det værste det her, jeg er her med Julia. Og hun bliver undersøgt for brækkede eller forstuvet knogler. Jeg har der imod et støre brud i anklen der gør at jeg skal opereres. Det sker på mandag, mine forældre har været her et par gange for at se hvordan jeg har det, og Julia har været her siden lørdag. Jeg venter stadig på at høre hvordan hun har det, de vækkede hende kl. 10:30 og jeg har ikke set hende siden. Louise kom ind med nogle papir og snakkede så om Julia. Det eneste jeg hørte var- det var godt du var så opmærksom på din kæreste! Hun har fået en større hjernerystelse. Er det okay at hun kommer her ind og lægger eller må vi sætte hende ud på gangen

-Hun må med glæde komme her ind det overlever jeg nok

Der gik 5 minutter så kom en anden sygeplejerske kørende med Julia, hun så ikke for godt ud. Hun vinkede til mig da hun kom ind af døren, jeg smilede til hende.

 

JULIAS’ SYNSVINKEL

 

Jeg blev vækket af en meget ung dame, måske i 20’erne. Hun hed Louise, det stod der i hvert fald på det skilt der hang i hendes brystlomme. Jeg lå ikke i det rum jeg faldt i søvn i, for her var der larmende og gråt og det andet sted var der roligt og hvidt.

Jeg blinkede et par gange da der kom et meget skarpt lys mod mig – du skal bare lægge helt stille.

-Hvad skal jeg? Spurgte jeg med forundrende stemme – altså hvor er jeg mener jeg?

-Du skal til skanning, din kæreste bad os om at tjekke dig

Jeg smilede da de sagde at min kæreste bad dem om at tjekke mig… det må vel betyde at han bekymre sig for mig, men han efterlod mig jo med Kasper og August. Jeg blev kørt ud af stuen og ind på en anden stue, Louise gik først og kom så ud og hentede mig ind. Jeg skulle lægge på samme stue som Laurits, jeg vinkede til ham. Jeg blev kørt hen ved siden af Laurits, der var et lille bord mellem sengene hvor der stod en lampe på, den var hvid ligesom resten af stuen. Det eneste der ikke var hvidt var tv’et, Laurits og jeg, vi var de eneste ting der skilte sig ud fra rummet. Louise gik ud og der var helt stille, man ville kunne høre en knapnål falde på gulvet for at vise hvor stille der var. Jeg kiggede over på Laurits, han lå helt stille og kiggede op i loftet. Hvis man kom ind nu ville det se ud til at han var dø, men han blinkede og brystkassen hævede sig når han trak vejret. Hans hånd lå ud over kanten, jeg lå lidt og tænkte på om jeg skulle tage den eller om jeg skulle lade hver. Jeg besluttede at rakke ud efter den og tage den, han blev ved med at stirrer op i loftet. Græd han? Kan det virkelig passe at jeg lige så en tåre løbe ned af kinden? Jeg støttede mig på min albue og kiggede på Laurits igen. Denne gang kiggede han også på mig

– hvad er der galt? Min stemme lød hæs

 – ikke noget Julia… jeg har bare savnet dig

Hørte jeg rigtigt, det håber jeg. Jeg kravlede ud af sengen og lagde mig ved siden af ham, jeg krammede ham. Han lagde en arm om mig og nussede mig på ryggen. Der løb en tåre ned af min kind, jeg ville ikke mere. Alt hvad jeg har været igennem, jeg kan ikke klare det mere. Jeg så med et chok over mod døren hvor der kom en ny mandlig sygeplejerske ind. Han så undrende på os og rystede bare på hovedet. Han tog blidt fat i min arm og hjalp mig op at stå. Så tog han en lygte og lyste mig direkte ind i øjnene…. Jeg kneb øjnene sammen og åbnede dem langsomt da jeg vendte mig til det skarpe lys. Han slukkede og tændte igen og igen. Han skrev noget ned og gik så ud igen, lidt efter kom Louise ind.

– hej med jer… Julia du bliver udskrevet i morgen, efter som at vi lige skal være sikker på at dette virker.

Hun holdte en lille sprøjte op, med en klar væske i. Hun smiler sødt til mig og fortsætter så

– det er bedst hvis du forholder dig roligt og afslappet efter i morgen og mindst en uge efter. Tror du, du kan det?

jeg nikkede som svar og smilede til Laurits. – og hvad dig angår, så bliver du her i 3 dage efter operationen. Vi skal lige sikre os at du har det fint og at dine knogler ikke gror forkert sammen… Laurits rullede med øjnene og smilede hen til mig. Jeg så bekymret på ham... hvad hvis det ikke lykkes, så kommer han ikke til at spille fodbold igen.

 

LAURITS’ SYNSVINKEL

 

Øv bøv! 3 dage mere på dette skod hospital! Heldige Julia som bare bliver udskrevet, det her skal nok blive sjovt…. Kan du høre ironien? Nå men Julia forstod åbenbart ikke hvad Louise sagde, for lige efter hun var gået hoppede og dansede Julia rundt og sang. Hun skvatter og jeg kunne selvfølgelig ikke lade vær med at grine af hende. Det endte dog med at jeg fik dræber blikket og så flækkede hun så af grin. Hun er skør, og dejlig. Det er grunden til hun er min, og grunden til at jeg elsker hende. Min dejlige engel! hun rejste sig fra gulvet og satte sig ved siden af mig, hun drejede hovedet jeg kunne se hun grad. Af grin ved jeg ikke, men jeg kunne ikke lade vær med at spøger om hun var okay – noget galt?

-Nej… hun nikkede men sagde nej… noget stemmer ikke over ens

-Hvad der galt smukke? Du kan ikke bare sige nej og så nikke. Spyt ud!

-Okay… begyndte hun - hvorfor efterlod du mig med Kasper og August, jeg forstår det ikke…

-Jeg gjorder det for dig! Jeg gjorder det for at de ikke skulle beholde dig, jeg vil jo ikke ha der sker dig noget smukke.

Hun lagde hovedet mod min skulder og begyndte at, græde endnu mere. Jeg lagde stille min arm om hende, hun rystede ikke bare lidt, men meget. – shhhh det skal nok gå, du er her nu og jeg er lige her ved siden af dig. Vi har hinanden….

Hun nikkede som svar og begyndte stille at hulke for at stoppe med at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...