måske... måske ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2015
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Igang
Julia er en pige der lever et helt normalt liv og er forelsket i en hel normal dreng... hvad sker der med Julia når drengen invitere hende med til afslutningsballet? og hvad vil drengens fodboldhold gøre for at få drengen til at fokuser på fodbold i stedet for Julia?

4Likes
15Kommentarer
1314Visninger
AA

5. HJÆLP!!!!!!!

JULIAS SYNSVINKEL

 

Sikke en fantastisk aften…>BIB <#Hey Julia kommer du ikke over på boldpladsen nu? Laurits

# jo, men hvorfor? Julia >BIB <# forklare når du kommer… Laurits

Var det lige en slags date han inviterede mig ud på der… whatever man tager vel chancen når den er der….

Jeg gik over til boldpladsen, der var ikke rigtig nogen. Jeg havde det mærkeligt, være helt alen på en boldplads. Ud af det blå kom der en bold flyvende lige forbi mit hoved, jeg fik et chok og faldt. Der lå jeg så et stykketid og kiggede op på himlen, så rejste jeg mig og så den vej bolden kom fra. Jeg hørte nogen grine og jeg løb over mod dem. – hvad er de i har gang i spurgte jeg da jeg kom over til der hvor grinene kom fra, selvfølgelig var Oskar der. – ikke noget Julia grinede Julius. Jeg rystede på hovedet og vendte mig om få at gå, lige bag mig stod Laurits med et skævt smil på læben. Jeg kom ved et uheld til at støde ind i ham, jeg havde jo ikke sådan rigtig set ham…
- Hey Julia. Typisk Laurits…
- hej… undskyld jeg støtte ind i dig, men hvorfor var det jeg skulle komme? Jeg mærkede varmen i mine kinder –det er fordi Julia, drengene havde planlagt noget for os, men det er lige meget nu…

Jeg hader seriøst det der… ”det er lige meget nu” hvem fandt eneligt på at sige det?

Jeg ved ikke hvad der sker for mig for tiden, først invitere Laurits mig ud, så bliver jeg bundet til en stol og fuldstendig gennemblødt og nu står jeg på en boldbane sammen med hele fodboldholdet… det er fandeme mærkeligt hvordan ens liv kan ændres fuldstændigt. – det er fordi begyndte Laurits – du er den smukkeste pige jeg nogensinde har kendt… og jeg er vild med dig. Passer det virkelig sagde han lige det til mig, det kan da ikke blive bedrer end det her øjeblik eller det har det jo været, jeg kan stadig huske da Laurits og jeg blev kæreste. Oskar og resten af fodboldholdet stod rundt om os og i agt tog os, jeg vendte øjne af dem og så op på Laurits igen. Han stod med bege øjne rettet mod mig og smilede skævt ned til mig

 

Da jeg gik hjem havde jeg det fantastisk, jeg gik og sang for mig selv og havde det bare utrolig godt… jeg gik i mine egne tanker og lagde ikke mærke til den person der fulgte efter mig. Da jeg gik op af gangstien til hoveddøren, kom han op ved siden af mig, jeg kiggede på ham han så bekendt ud. Han tog mig i armen og trak mig med, jeg strittede imod og prøvede at komme væk men det hjalp ikke rigtig han havde godt fast i mig. Han hev mig med hen til en sort varevogn og kastede mig ind i lastrummet, jeg stod og bankede på dørene og oppe ved føre sædet… der var to mandlige stemmer, de sad og snakkede det lod til at de ignorerede mig så jeg gav op. De stoppede varevognen og jeg faldt fordi det gav et ryk i hele bilen, den ene åbnede bagtil og holdte fast i mig mens den anden bandt mig og puttede bind for mine øjne. De skubbede og trak mig med, jeg vidste ikke rigtig hvor jeg var og hvem de var. De skubbede mig ind i et koldt rum og satte mig i en seng, den ene bandt mig fri og gik så ud og lukkede og låste døren.

Der var utrolig koldt i det rum hvor jeg sad i, jeg hørte en mobil ringe ude på den anden side af døren. Ham der tog mobilen hed Kasper, jeg lyttede til hvem det var han snakkede med, samtalen var ret interessant. Han snakkede med en der hed August, de snakkede om mig. Da han lagde på hørte jeg skridt hen mod døren, jeg skyndte mig hen til sengen og satte mig. Da Kasper kom ind så jeg ham for første gang sådan rigtig, det var Kasper fra fodboldholdet. Han er målemand, en af de bedste. Han kom helt hen til mig

– hej Julia

-Kasper, hvad laver jeg her spurgte jeg ham med nervøs stemme

-det skal jeg forklare søde du er her… jeg afbrød ham – du skal ikke kalde mig søde!

- som du vil, nå men du er her fordi jeg ikke kan lide det du gør med holdet. Du tror bare fordi du og Laurits er bedste venner at du kan komme og tag ham fra os, MEN DET KAN DU IKKE råbte han mig lige ind i hovedet. Jeg prøvede at holde tårende tilbage med de var for stærke, Kasper lagde mærke til den lille tåre der trillede ned af min kind. Efter et stykke tid hvor Kasper bare stod og kiggede på mig, stoppede jeg med at græde og Kasper begyndte igen at snakke –du bliver her indtil den store kamp på lørdag er forbi, der kan du komme ud. Du har ingen ret til at komme i skole eller kontakte dine forældre ER DET FORSTÅET… det sidste råbte han for at være sikker på jeg forstod det. Jeg nikkede stille og tårrene pressede sig på igen. Kasper gik med rasende skridt ud af døren og låste den efter sig, lidt efter kom han tilbage med et papir og en blyant –skriv at du ikke kommer hjem fordi du sover ved en veninde til søndag… kommanderede han og jeg gjorder som han sagde for ikke at irriterer ham, for når han blev sur eller irriteret skulle man holde sig væk fra ham.

Da jeg havde skrevet brevet rev Kasper det fra mig og tog blyanten ud af hænderende på mig, han vente om på hælen og gik igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...