Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2015
  • Opdateret: 27 sep. 2015
  • Status: Igang
Det handler om en pige ved navn Ava, som mistede sine forældre i en bilulykke. Da hendes søster og hende aldrig har haft andre i familie lever de alene i en lille lejet lejlighed, som ikke er meget værd. En dag tager myndighederne Avas søster Agnes fra hende og Ava gør alt for at finde Agnes nye familie. En dag møder Ava One Direction, som hun stikker en løgn for at få dem til at hjælpe hende. Desværre betaler det sig ikke da drengene har en hemmelighed, som involvere Ava. Hvad sker der når følelser blandes med løgne? Og når ham du falder for i virkeligheden ikke er vild med dig?

1Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

2. 1. The Lost

Jeg lyttede til de små dryp, som landede i den billige håndvask. Den havde ikke kostet mere end et par pund. Jeg satte mig op i sengen. Den var ikke særlig god at ligge i, men det var det bedste vi havde. Mit blik falder på Agnes, som stadig ligger krøllet sammen på den hårde seng. Jeg strøger en forsigtig hånd hen over hendes rosenrøde kind. Jeg havde ikke længere fornemmelse af, hvad klokken var da min mobil ikke durede mere. Uret på væggen havde vist også set bedre dage. Jeg steg ud af sengen og gik kun få skridt før jeg stod i køkkenet. Jeg kiggede på håndvasken, som bare fulgte den samme rytme. Dryp, dryp, dryp. Jeg trak vejret ind og åndede roligt ud igen. Jeg rettede på den hvide snavsede T-shirt, som snart skulle vaskes igen.

”Ava” Jeg vende mig om ved lyden af min søsters stemme. Jeg så en smule forskrækket på hende og satte mig på hug.

”Har du ondt nogen steder? Hvordan har hovedet det? ” Jeg strøg en hånd hen over håret på den lille pige, som i en lille pink T-shirt. Siden ulykken havde Agnes ikke sagt særlig meget, men når hun endelig sagde noget havde hun enden ondt eller drømt om vores forældre.

”Jeg har ikke ondt. Jeg drømte bare at mor og far var her” Jeg åndede lettet ud og tog fat i den lille piges hænder. Hun havde de samme øjne som vores mor og det samme mørke hår som vores far. Hvorfor lignede hun dem så utrolig meget? Jeg havde aldrig lignet dem.

”Bare rolig de venter på os” Jeg smilede roligt og trak hende ind i et kram. Jeg vidste godt at de aldrig ville komme tilbage, men den information kunne Agnes ikke bære efter alt det der var sket. Jeg slap den lille pige igen, som løb over i sengen og fandt sin dukke frem. Jeg vende mig mod køleskabet for at finde noget at spise. Der var ikke særlig meget, men der var nok til to mader med marmelade. Jeg smurte dem hurtigt og rakte en til Agnes. Jeg ryddede op og gik over i den hårde seng. Mit blik faldt på hulet i væggen. Det var så underligt at der var sådan et hul lige der. Jeg havde altid undret mig over det. Måske var der en eller anden som havde slået ind væggen med en knytnæve eller noget. Jeg rystede kort på hovedet og var lige ved at tage en bid af min mad, da en banken lød på døren. Jeg så med det samme på Agnes og bad hende om at gå på toilettet. Hun så underligt på mig, men gjorde, hvad jeg bad hende om. Jeg skyndte mig over til døren og åbnede den på klem.

”Er du Ava Carter? ” En mand med jakkesæt og mappe i hånden så roligt på mig. Han havde en betjent med, som nok var ude efter at få fat på min lillesøster. Jeg åbnede døren op og de to mænd gik ind i lejligheden. Jeg viste dem over til spisebordret, men det var kun den lidt ældre herre, som satte sig ned. Jeg skulede over til betjenten, som begyndte at kigge rundt. Manden i jakkesættet lavede et tegn til at jeg skulle sætte mig ned. Jeg slap blikket på betjenten og trak en stol ud. Jeg satte mig ned og så koldt på manden i jakkesættet.

”Hvordan går det? Hvor er din søster henne? ” Han smilee flinkt i mens han åbnede sin mappe op. Han havde alle vores papir i den mappe. Jeg kunne bare snuppe den og kaste de to mænd ud af døren. Endelig frie.

”Smør det smil af din mund. Det ikke særlig sjovt” Jeg kunne ikke tage at folk tog det så let. Jeg så væk og fnøs vredt.

”Frøken Carter, du virker ikke til at trives. Måske skulle vi tage Agnes med? ” Jeg så tilbage på manden. Han havde en underlig skønheds plet ved øjet. Jeg rystede kort på hovedet. Jeg ville ikke miste endnu en fra min familie. Hun var det eneste jeg havde tilbage. Manden så over på betjenten. Jeg vende mig om og opdager ham over ved toiletdøren. Der går to sekunder og så står døren åben. Jeg rejser mig hurtigt op, men manden i jakkesættet tog fat i min arm. Betjenten tog fat i Agnes arm og smilede roligt til hende. Agnes så underne på mig og mimede et eller andet med munden. Hun var bange. Det kunne jeg se på hende.

”Vi tager Agnes med. Det er det bedste” Betjenten beroligede Agnes og hun fulgte roligt med den fremmed mand. Det var det eneste problem med hende. Hun gik bare med alle de mennesker, som smiler venligt. Jeg fulgte dem til de forsvandt ud af døren.

”Det er det bedste” sagde manden og gik ud af døren. Jeg stod hel tom uden at sige et ord. Der gik lidt tid enden jeg kom ved mig selv. Jeg satte i løb ud af den åbne dør og ned af trapperne i opgangen, men da jeg endelig nåde ud var det for sent.

”Nej, det kan ikke passe. Kom tilbage” råbte jeg efter politibilen, som forsvandt. Jeg mærkede smerten i mit hjerte som bredte sig og vreden, som steg som kogende vand. Jeg måtte finde hende. Jeg kunne ikke miste min sidste håb.

***

Jeg sad på bænken uden foran politistationen. Jeg havde gået langt vej for at nå derind, men det var sent. De havde lukket og nu måtte jeg vente til i morgen. Jeg sukkede tungt og kiggede ned af mig selv. Jeg var iført en sort sweatshirt, hvor der stod London på. Jeg havde også et par jeans på med huller på knæene og et par hvide convers. Jeg sukkede tungt og rettede på det uglet hår. Normalt havde jeg let krøllet hår, men lige nu lignede det mere hår fra et dyr.

”Undskyld mig, men er det ikke lidt sent du er ude? ” Jeg så op og mine øjne møder et par krystal blå øjne. Fyren så sig lidt omkring enden han satte sig ned ved siden af mig.

”Hvem er du? ” Spurgte jeg koldt og fulgte den fremmede fyr med blikket.

”Ja, man kan også spørger på den måde. Jeg er Niall. Niall Horen” Han smilede og rakte hånden frem mod mig. Han havde et sødt smil, men jeg var ikke så god til at snakke med fyre.

”Ava Carter” svarede jeg roligt og slog roligt til hans hånd. Han begyndte at grine kort og så over i mørket som om han forventede nogen ville springe frem. Jeg så i samme retning, men jeg kunne intet se.

”Hvem venter du på? ” Hørte jeg Niall sige i det jeg vender hovedet mod ham igen. Niall havde flot hår. Det var så rent og sad så godt.

”Jeg venter på min søster, men politistationen har lukket” Jeg stoppede op og så ned i jorden. Jeg sukkede roligt enden jeg forsatte.

”Jeg venter her til i morgen så hun kan komme med hjem. Jeg bor for langt væk til at tage hjem” Jeg så roligt ind i de krystal blå øjne. Jeg så koldt på ham. Jeg havde ikke nogen ret til at smile selvom jeg gerne ville. Jeg følte det var forkert at gøre det mod min familie, som var død for et år siden.

”Du kan tage med os hjem? Vi bor ikke så langt herfra” Han smilede venligt og rejste sig op. Han rakte sin hånd frem endnu en gang. Der var aldrig nogen, som nogensinde havde hjulpet mig som han havde gjort. Jeg åndede ud og så roligt på ham. Du kan godt lide at række hånden frem? Jeg rejste mig og gav ham et venligt klap på skulderen.

”Så vis mig dit hjem” sagde jeg roligt og gik i retningen af, hvor Niall havde kigget hen.

”Ava? Vi skal den anden vej” Jeg vende om på hælende og så lidt forvirret på ham.

”Undskyld” Et lille fnys forlod mine læber og jeg fulgte Niall. Jeg vidste godt det var forkert at følge en fremmed fyr, men han kunne give mig tag over hovedet og det var vel kun for en nat. Eller det troede jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...